Besigtigelse

Store fordele ved at opdage byggeskader tidligt

  • Byggeriets udvikling
  • Byggeprojekter
  • Renovering
  • 2025-05-15
  • | Af Redaktionen

    Byggeskadefonden har netop udgivet deres årsberetning med nye tal på svigt og skader i alment boligbyggeri. Tendensen går i retning af, at flere byggeskader opdages inden for fem år, hvilket gør det lettere at få de ansvarlige parter til at udbedre skaden.

    Kathrine BirkemarkKathrine Birkemark, driftsdirektør i Byggeskadefonden


    Byggeskadefondens årsberetning for 2024 viser en markant tendens: Stadig flere byggeskader opdages kort tid efter byggeriets aflevering. Hele 25 % af de anmeldte skader i 2024 stammer fra byggerier, der er under fem år gamle. Det er en stigning i forhold til tidligere årtier og peger på, at eftersyn og opfølgning spiller en stigende rolle i det almene byggeri.

    For bygherrer og driftspersonale giver den tidligere skadesregistrering en vigtig fordel. Hvis en skade opdages og anmeldes hurtigt, øges chancerne for at få entreprenør, rådgiver eller leverandør til at påtage sig det økonomiske ansvar for fejl og mangler.

     

    Lavere omkostninger og bedre incitamenter

    En tidlig anmeldelse kan også mindske de økonomiske konsekvenser for både bygningsejer og Byggeskadefonden. Hvis ansvaret kan placeres korrekt, slipper bygningsejeren for selv at skulle finansiere udbedringen, og fondens udgifter reduceres tilsvarende.

    - Det handler ikke kun om penge, men også om principper, understreger Kathrine Birkemark, driftsdirektør i Byggeskadefonden.

    - Tidlig anmeldelse er med til at sikre kvaliteten af det almene byggeri. Det sender et klart signal om, at der ikke er plads til byggesjusk.

    Aktiv brug af eftersyn og beboerfeedback

    Byggeskadefonden anbefaler, at bygningsejere arbejder proaktivt med 1- og 5-års eftersyn og systematisk inddrager driftspersonale og beboerhenvendelser i opfølgningen. Ved at reagere på signaler tidligt i forløbet kan skader begrænses og dokumenteres, inden de udvikler sig.

    Det forebyggende arbejde er afgørende for, at erfaringer hurtigt kan bringes i spil i den almene sektor – både i forhold til byggetekniske løsninger og samarbejde med udførende parter.

     

    Årsberetning sætter fokus på aktuelle byggestrømninger

    Udover data om skader og anmeldelser, indeholder årsberetningen for 2024 flere artikler om centrale temaer i byggebranchen. Blandt andet undersøges, hvordan forsøgsbyggerier kan fremme grønne løsninger, og hvordan nye byggemetoder skærper kravene til tekniske vejledninger og risikohåndtering.

    Derudover viser grafer og analyser, hvordan erfaringer fra tidligere byggerier bruges strategisk af fonden i arbejdet med at forbedre det almene byggeri.

     

    Anbefalede artikler