Skjern-virksomhed udvikler morgendagens VVS’ere
Hos Hanning VVS er det ikke kun rør, installationer og varmepumper, der fylder hverdagen. Her er oplæring af næste generation af VVS’ere en lige så vigtig del af forretningen.
Med en stærk tradition for at uddanne lærlinge og endnu en deltager klar til DM i Skills markerer Hanning VVS fra Skjern sig som en aktiv medspiller i kampen for flere faglærte. Virksomheden blev grundlagt for 30 år siden som en enkeltmandsforretning af Mogens Mortensen, der stadig er medejer i virksomheden. Siden er den vokset støt, og i dag er det en tidligere lærling, der er med til at drive den videre.
– Jeg var selv lærling hos Mogens, blev udlært, arbejdede som svend og tog installatøruddannelsen. For ni år siden blev jeg medejer, fortæller Bent Gadegaard Jakobsen.
Hos Hanning VVS er lærlinge ikke bare ekstra hænder – de er en investering i fremtiden. Virksomheden har gennem årene haft 13 lærlinge igennem, og især de seneste år er tempoet steget i takt med væksten.
– Der mangler unge VVS’ere, så vi skal gøre noget for at få flere igennem. Jeg sætter virkelig pris på at lære unge mennesker op i faget. Ikke alle lærlinge starter med samme forudsætninger. Nogle er skoletrætte og har valgt håndværksvejen af den grund. Men når de først finder ud af, at det her er det rigtige for dem, så kører det. Det er fedt at være med på den rejse, siger Bent Gadegaard Jakobsen.
Alsidighed skaber dygtige lærlinge
En af forklaringerne på Hanning VVS’ succes med lærlinge er den store variation i opgaver. Virksomheden arbejder både med private og erhverv – fra renoveringer og nybyggeri til varmepumper, jordvarme og samarbejder med blandt andet detailkæder.
– Den ene dag er de ude hos en landmand, næste dag laver de badeværelse hos en privat kunde. De prøver virkelig mange forskellige ting. Netop bredden i opgaverne bliver også fremhævet af erhvervsskolerne som en styrke. Det giver lærlingene en solid faglig ballast og gør dem hurtigt selvstændige. Vi har aldrig været bange for at sende lærlinge ud selv, selvfølgelig med råd og vejledning i ryggen. De vokser med opgaven, siger medejer Bent Gadegaard Jakobsen.
Fra stille lærling til DM-vinder
Virksomhedens fokus på lærlinge har også kastet konkrete resultater af sig. I 2023 vandt en af deres lærlinge DM i Skills. En oplevelse, der både gav omtale og et stort selvtillidsboost for vinderen. I år er Hanning VVS igen repræsenteret ved DM i Skills, denne gang med lærlingen Jesper Clausen, og forberedelserne er allerede i fuld gang.
– Han er meget ydmyg og virkelig god til at lytte. Han vil gerne lære og suger til sig. Han øver sig meget, og vi tror, han har gode chancer, så vi glæder os til konkurrencen, siger Bent Gadegaard Jakobsen.