Jesper Clausen, VVS-energilærling hos Hanning VVS, Patrick Skou Jensen, VVS-energilærling hos Helmuth Nielsen & Søn og Benjamin Brygger Caravella, VVS-energilærling hos OSBÆCK
VVS-lærlinge træner frem mod DM i Skills 2026
Tre VVS-energilærlinge er udtaget til et nyt VVS-landshold, som skal styrke talentudvikling og synliggøre VVS-fagets rolle i den grønne omstilling.
Tre af landets VVS-energilærlinge er udtaget til et nyt VVS-landshold, der skal forberede sig frem mod Danmarksmesterskabet for unge faglærte, DM i Skills 2026. En af deltagerne er Patrick Skou Jensen, VVS-energilærling hos Helmuth Nielsen & Søn ApS, som repræsenterer Region Sjælland og Øerne ved mesterskabet.
– Jeg ser det som en unik mulighed for både at udvikle mig fagligt og personligt. Samtidig håber jeg, at min deltagelse til DM i Skills kan vise fagets mange muligheder frem og inspirere flere unge til at vælge VVS-energiuddannelsen, siger Patrick Skou Jensen.
VVS-branchen spiller en central rolle i den grønne omstilling, blandt andet gennem installation af varmepumper, fjernvarmeløsninger og energieffektive installationer i boliger og erhverv. Samtidig oplever branchen stigende efterspørgsel på faglært arbejdskraft, hvilket øger behovet for flere unge på VVS-energiuddannelsen.
Bag initiativet står TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet. Med etableringen af VVS-landsholdet ønsker branchen både at styrke talentudviklingen og skabe større opmærksomhed om fagets karrieremuligheder.
Træning frem mod DM i Skills
De tre udtagne lærlinge gennemgår et struktureret træningsforløb i samarbejde med deres erhvervsskoler, virksomheder og en række branchepartnere. Her arbejder de målrettet med at udvikle deres tekniske færdigheder frem mod konkurrencen, der afholdes 22.-25. april 2026 i Hjørring.
Under en nylig landsholdssamling har deltagerne blandt andet arbejdet med præcision, kvalitet og effektivitet inden for varmepumpeteknologi, vandinstallationer og rørbuk. Træningen består både af praktisk arbejde med aktuelle installationsløsninger og faglig sparring med erfarne branchefolk.
Leverandører bidrager til forberedelserne
Forberedelserne til DM i Skills sker i samarbejde med flere leverandører til VVS-branchen, herunder Grohe, Daikin, REMS Scandinavia, Brødrene A. & O. Johansen, Milwaukee og MASCOT® WORKWEAR. De bidrager blandt andet med materialer, teknisk udstyr og indsigt i nye løsninger inden for energi- og installationsteknik.
Jesper Clausen, VVS-energilærling hos Hanning VVS ApS og deltager fra Region Midt- og Nordjylland, ser frem til konkurrencen:
– Det bliver en virkelig stor oplevelse til DM i Skills. Jeg glæder mig til at træne målrettet frem mod konkurrencen og ikke mindst til at vise faget frem for flere unge. Vi arbejder til hverdag med alt fra ventilation til varmepumper og fjernvarme. VVS-energifaget har mange muligheder, som de fleste ikke tænker over.
Også Benjamin Brygger Caravella, VVS-energilærling hos OSBÆCK ApS og deltager fra Region Hovedstaden, håber at kunne være med til at ændre opfattelsen af faget:
– Jeg håber, at jeg kan være med til at vise VVS-energifaget frem til DM i Skills. Det kan forhåbentlig også være med til at bryde med fordomme om faget og inspirere flere unge til at vælge VVS-energiuddannelsen.
Skal styrke talentudviklingen
DM i Skills bliver det foreløbige højdepunkt for landsholdet, men ambitionen rækker videre end selve konkurrencen. Initiativet skal også bidrage til at styrke talentudviklingen på erhvervsskolerne og skabe større interesse for en karriere i VVS-branchen.