Sikkerheden starter før arbejdet i højden
I 2026 skærper byggebranchen indsatsen mod alvorlige arbejdsulykker og kigger bredere ud i hele byggeriets værdikæde, fortæller formandskabet for BFA Bygge og Anlæg, Mette Møller Nielsen fra DI og Henriette Roth fra 3F.
Sikkerheden på byggepladsen bliver grundlagt, før håndværkeren går i gang. Et fald fra et tag sker på få sekunder. Men de beslutninger, der fører frem til ulykken, kan være truffet længe før håndværkeren står på taget. Det er en af centrale pointer i en ny rapport fra august 2026 om arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen. En politisk nedsat ekspertgruppe undersøger i perioden 2024-2026 arbejdsulykker og har i 2025 haft fokus på alvorlige ulykker ved fald fra højden.
Rapporten peger på, at forebyggelsen ikke alene er et spørgsmål om den enkelte håndværkers adfærd, men sikkerheden på byggepladsen bliver påvirket af hele byggeriets værdikæde – fra projektering og planlægning til ledelse og udførelse på byggepladsen. Branchen er præget af mange forskellige aktører og gør arbejdet på byggepladserne komplekst.
Nu vil parterne i Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø i Bygge & Anlæg, BFA Bygge og Anlæg, bruge rapporten som afsæt for en bredere diskussion om, hvad der konkret skal til for at nedbringe antallet af alvorlige arbejdsulykker.
For Bygge- og anlægsbranchen har stadig mange arbejdsulykker, og derfor gennemføres der i år en ekstra indsats for at forebygge arbejdsulykker i branchen, som både Arbejdstilsynet og branchens organisationer er involveret i.
Rapporten
Ekspertgruppen har udarbejdet en rapport, hvor den har undersøgt en række ulykker ved fald fra højden i forbindelse med tagarbejde og er kommet med en række anbefalinger. Det er både anbefalinger til at styrke sikkerhedskulturen i branchen og til skabe et bedre samarbejde om forebyggelse i hele værdikæden – fra projektering til færdiggørelse.
Næste skridt er, at parterne i bygge- og anlægsbranchen vil bruge ekspertgruppens rapport og anbefalinger som grundlag for en tværgående dialog om, hvordan arbejdsulykker kan forebygges.
– Vi kommer til at have dialogen med Arbejdstilsynet og mellem organisationerne i Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø i Bygge og Anlæg (BFA Bygge og Anlæg). I BFA Bygge og Anlæg er hele byggeriets værdikæde samlet. Det gælder både organisationerne for de projekterende virksomheder og for Bygherrerne, samt arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne for de udførende i branchen, fortæller formandskabet for Branchefællesskabet, Mette Møller Nielsen fra DI og Henriette Roth fra 3F.
Hos BFA Bygge og Anlæg har man fokus på, hvordan risikoen for arbejdsulykker i branchen konkret kan forebygges.
– Der ligger allerede et godt fundament for at få viden og vejledning i vores arbejdsmiljøhåndbog og vores branchevejledninger, understreger Mette og Henriette. Men antallet af alvorlige ulykker i branchen understreger, at der er behov for yderligere tiltag.
– Vi ser derfor frem til, at den tværgående dialog i branchen om ekspertgruppens rapport og anbefalinger fører frem til handlinger, der konkret kan forebygge ulykkerne i branchen, og især de alvorlige ulykker ved fald fra højden - for ingen skal komme til skade.
Indsats mod risiko for nedstyrtning
BFA Bygge og Anlæg lægger i år op til, at virksomheder og bygge- og anlægspladser, hvor der arbejdes i højden, gennemfører en konkret indsats, så risikoen for nedstyrtning og gennemstyrtning forebygges.
Budskabet er, at ulykkerne kan forebygges gennem konkret risikovurdering hver gang og planlægning af arbejdsopgaverne. Ikke mindst er det nødvendigt at have fokus på, at der ikke må tages chancer.
Det centrale budskab er, at arbejdsopgaver i højden skal risikovurderes konkret og planlægges, inden arbejdet igangsættes. Samtidig er det en god idé at inddrage medarbejderne i dette, så det bliver en del af instruktionen til opgaven, så alle kender risikoen og ved, hvordan der skal sikres mod nedstyrtning.
Gennem Arbejdstilsynet indbydes virksomheder i bygge- og anlægsbranchen til at deltage i temaworkshops, projekteringsforløb og byggepladsmøder. Man kommer også gerne ud til virksomheders egne arrangementer.
Materialerne til indsatsen mod ulykker kan findes på BFA Bygge og Anlægs hjemmeside.
Rapportens fire anbefalinger:
- Skab en koalition af virksomheder, der kan være rollemodeller og som arbejder sikkert ved tagarbejde
- Skab et godt og trygt arbejdsmiljø gennem uddannelse i sikkerhed og arbejdsmiljø
- Forenkling af tagregler
- Nye løsninger og branchestandarder til virksomhederne til at arbejde sikkert ved tagarbejde
