Charlotte Kragelund, butikschef i Brødrene Dahl i Hadsund
Flere kvinder i ledelsen hos VVS-grossist
Brødrene Dahl oplever stigende andel af både kvindelige ledere og elever. Virksomheden håber, at udviklingen kan være med til at styrke rekrutteringen i en VVS-branche med mangel på faglærte.
VVS-branchen er fortsat mandsdomineret, men udviklingen er i bevægelse. Hos landets største VVS-grossist, Brødrene Dahl, er andelen af kvindelige ledere steget de senere år. I dag er både den administrerende direktør og direktøren for forretningsudvikling kvinder, og i flere af kædens 53 butikker er det kvinder, der står i spidsen.
Blandt virksomhedens knap 1.000 medarbejdere findes kvinder ikke kun i stabsfunktioner, men også i topledelsen og blandt butikscheferne. Ifølge virksomheden er udviklingen et led i en bredere indsats for at styrke rekrutteringen i en branche, der står over for mangel på faglært arbejdskraft.
VVS-branchen har fokus på rekruttering og mangfoldighed
Flere prognoser peger på, at Danmark fra 2030 og frem vil mangle et betydeligt antal faglærte. Det kan få konsekvenser for både bygge- og installationsbranchen, hvor VVS-installationer, energioptimering og tekniske løsninger spiller en central rolle.
– Branchen er nødt til at udvide talentpuljen, både i forhold til køn, alder og baggrund. Ikke kun fordi antallet af faglærte falder, men fordi det er sund forretningslogik. Undersøgelser viser, at mangfoldige teams træffer bedre beslutninger end ensartede grupper, udtaler chef for bæredygtighed i Brødrene Dahl, Kristine Ohrt i en pressemeddelelse. Hun peger på, at man som landsdækkende grossist har et medansvar for branchens udvikling:
– Vi vil gerne bidrage til mere diversitet i branchen. Som landsdækkende grossist kan vi gøre det mere tilgængeligt for alle, herunder også kvinder, at træde ind i VVS-verdenen og samtidig være med til at nedbryde fordomme. Hos os er det helt normalt at kunderne får rådgivning og handler varer hos en superkompetent kvinde, siger Kristine Ohrt.
Ifølge Brødrene Dahl sker ansættelser uden særordninger eller positiv forskelsbehandling. Nogle af de kvindelige ledere er startet som elever, mens andre er rekrutteret fra andre brancher.
Elevprogram skal fungere som fødekæde
Virksomhedens elevprogram er en central del af rekrutteringsindsatsen. Hvert år ansættes 20-25 handelselever, og omkring 40 % er kvinder.
– Vi ansætter udelukkende på baggrund af talent og kompetencer – aldrig køn. Når det er sagt, glæder det os, at så mange kvinder viser interesse for VVS-branchen. Vi gør os umage med at fortælle, at branchen rummer mange muligheder – også for kvinder, selvom den traditionelt har været mandsdomineret. Derfor har vi altid en kvindelig elev eller butikschef med som rollemodel, når vi besøger skoler og karrieremesser, så de unge har nogen at spejle sig i, siger uddannelsesansvarlig i Brødrene Dahl, Jesper Madsen.
Fra detailhandel til VVS-grossist
I Hadsund er Charlotte Kragelund butikschef i Brødrene Dahl. For lidt over to år siden skiftede hun fra detailhandlen i Jysk til VVS-branchen.
– Jeg skiftede til Brødrene Dahl, fordi jeg gerne ville arbejde mere med kunderelationer og rådgivning frem for klassisk detailsalg, og det har jeg ikke fortrudt et øjeblik. Jeg er virkelig glad for samarbejdet med VVS-installatørerne. Selvom det er en teknisk branche, kan man sagtens være leder uden selv at være installatør. Der er en læringskurve, men kerneopgaven er salg, drift og relationer, siger Charlotte Kragelund, butikschef i Brødrene Dahl i Hadsund.
Hun oplever en branche, hvor kulturen er under forandring:
– I mine øjne er VVS-branchen for både mænd og kvinder. Kvinder er mindst lige så resultatorienterede og motiverede. Vi kan bidrage med andre perspektiver og måske en anden tone. Der kan være en hård jargon, men ingen – hverken mænd eller kvinder – trives i en unødigt skarp tone. Det vil jeg gerne være med til at ændre.
Med flere kvinder i ledende roller markerer Brødrene Dahl en udvikling, der kan få betydning for rekruttering og arbejdskultur i VVS-branchen – særligt i en tid, hvor konkurrencen om kvalificeret arbejdskraft skærpes.
Læs flere artikler om udviklingen inden for VVS på vores temaside