ac0881a3-94f7-42be-ba2f-4083a7814159

Henriette Søltoft, vicedirektør i Dansk Industri. Foto: Sif Meincke

DI samler installationsbranchen i ny platform

  • Byggeriets udvikling
  • Materialer og Løsninger
  • VVS
  • 2025-12-01
  • | Af Redaktionen

  • Dansk Industri lancerer DI Teknik & Installation for at styrke branchens politiske indflydelse, kompetenceudvikling og rolle i den grønne omstilling.

    Dansk Industri etablerer brancheplatformen DI Teknik & Installation som et nyt samlingspunkt for en sektor, der spiller en central rolle i den grønne omstilling, digitalisering og sikring af Danmarks infrastruktur. Platformen skal styrke branchens stemme politisk og understøtte løsninger på den stigende mangel på faglærte.

    - Vi opretter DI Teknik & Installation, fordi branchen står midt i en historisk omstilling. Energisystemet elektrificeres, nye teknologier rulles ud med høj hast, og Danmarks kritiske infrastruktur skal opgraderes. For at lykkes bedst muligt giver vi nu branchen en stærk og samlet stemme på tværs af hele værdikæden, udtaler Henriette Søltoft, vicedirektør i Dansk Industri, i en pressemeddelelse.

     

    Politisk gennemslagskraft og fælles retning

    Platformen skal samle installatører, producenter, entreprenører, rådgivere og teknologivirksomheder for at styrke samarbejdet og sikre bedre rammer for innovation og vækst. Samtidig skal den give branchen større tyngde i den politiske debat.

    - Vi har oplevet et stigende ønske blandt virksomhederne om at blive hørt tydeligere politisk. Mange sidder med konkrete løsninger, men føler, at deres stemme drukner. Med DI Teknik & Installation sikrer vi, at branchen får den gennemslagskraft, der matcher dens betydning for samfundet, siger Henriette Søltoft.

    Dansk Industri repræsenterer allerede omkring 200 medlemsvirksomheder i teknik- og installationsbranchen. Den nye platform skal skabe bedre videndeling, stærkere netværk og koordinering på tværs af værdikæden.

    Rekruttering er en akut udfordring

    Trods høj beskæftigelse i sektoren melder cirka en tredjedel af virksomhederne om mangel på faglærte. Ifølge DI er rekrutteringsudfordringen en af de væsentligste årsager til etableringen af platformen.

    - Behovet for kompetente medarbejdere vokser eksplosivt. Mangel på teknikere, elektrikere, VVS’ere og installatører forsinker projekter, der er afgørende for den grønne omstilling. Vi skal have langt flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne, understreger Henriette Søltoft.

    Hun peger på, at platformen skal fungere som et redskab til både politisk påvirkning og mobilisering i branchen.

    - Med den rette politiske opbakning og et stærkt samarbejde i branchen kan vi drive udviklingen mod et grønnere, mere digitalt og mere sikkert Danmark. DI Teknik & Installation er redskabet, der skal gøre det muligt, siger hun.

    Anbefalede artikler