
PFAS er et ømt punkt for byggeriet – nye anbefalinger på vej
Myndighederne har de seneste år skærpet indsatsen mod PFAS, der truer byggeriets grønne ambitioner. Til september lancerer projektpartnerne bag projektet ”PFAS i nye og eksisterende byggematerialer” resultaterne af deres arbejde, som belyser udfordringen med PFAS i byggematerialer.
Anke Oberender, seniorkonsulent med fokus på bæredygtighed i byggebranchen på Teknologisk Institut i Taastrup
Cirkulær økonomi, genanvendelse af byggematerialer og transformation frem for nybyggeri er dagsordener, som har vundet indpas i bygge- og anlægsbranchen. Men de grønne ambitioner risikerer at blive bremset af tusindvis af fluorholdige, miljøskadelige kemikalier – bedre kendt som PFAS-stoffer eller ”evighedsstoffer” – hvis der ikke skabes mere viden om PFAS i byggeriet.
- Vi ved, at PFAS anvendes i nye byggematerialer og vi ved, at PFAS findes i eksisterende bygninger. Det er et stort problem for den grønne omstilling i byggebranchen, hvis der ikke findes løsninger for, hvordan vi bedst håndteres disse forbindelser, siger Anke Oberender, seniorkonsulent med fokus på bæredygtighed i byggebranchen på Teknologisk Institut i Taastrup.
Læs også:
Vi skal have mere målbar bæredygtighed
Sparsomt med viden
Der findes op imod ca. 12.000 PFAS-forbindelser. Indtil videre er kun enkelte PFAS-forbindelser underlagt et forbud og kun få PFAS-forbindelser er omfattet af grænseværdier for PFAS i miljøet.
- Det er afgørende for recirkuleringen af byggematerialer, at der ikke er problematisk kemi i materialerne. Det kan hurtigt blive en stopklods for genbrug eller genanvendelse, og ved manglende viden om hensigtsmæssig håndtering risikerer vi en ukontrolleret spredning af stofferne, siger Anke Oberender.
Selvom der eksisterer viden om PFAS i byggematerialer, er der sparsomt med mere præcis viden om, hvilke byggematerialer, der kan indeholde PFAS, hvor de anvendes og i hvilket omfang. Desuden mangler der at blive belyst, hvilke påvirkninger PFAS kan have i byggeriets livscyklus. Det er baggrunden for, at projektet om ”PFAS i nye og eksisterende byggematerialer” blev igangsat i juni sidste år.
Igennem det sidste års tid har projektpartnerne arbejdet på at afdække, hvilken type byggematerialer der potentielt kan indeholde PFAS-forbindelser. Der er indsamlet og testet næsten 50 forskellige byggematerialer, som bliver anvendt i renovering og nybyg i Danmark – lige fra vægbeklædning til tagmaterialer, gulve og isolering. Projektarbejdet ventes færdig efter sommeren, hvorefter konkrete anbefalinger bliver præsenteret til byggebranchen og politikere den 8.-9. september på en konference på Christiansborg.
Branchen kan gøre noget
En vigtig pointe fra undersøgelsen – til trods for at arbejdet ikke er endeligt afsluttet – knytter sig til branchens værdikæder og den grundlæggende problematik omkring kemikalier i samfundet og i byggeriet, nævner Anke Oberender og tilføjer:
- PFAS er en stor gruppe svært nedbrydelige stoffer og findes både i selve byggematerialerne og i overfladebehandlingen. Det kan være svært at finde konkrete oplysninger om, hvorvidt et konkret byggemateriale indeholder PFAS. Man bør derfor efterspørge dokumentation og se efter relevante mærkningsordninger og certificeringer.
Selvom projektet lukker nogle videnshuller omkring PFAS i byggeriet, medgiver Anke Oberender, at der stadig er mange udfordringer og ubekendte på området, som der skal arbejdes videre med – herunder viden om indhold, udvaskning og spredning af PFAS fra byggematerialer under anvendelse og ved recirkulering.
”PFAS i nye og eksisterende byggematerialer”
Projektpartnerne bag projektet er Teknologisk Institut, Henning Larsen Architects, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S, WSP Danmark A/S og Rådet for Grøn Omstilling. Projektet er finansieret af Grundejernes Investeringsfond og Realdania.
PFAS
Der er op til ca. 12.000 PFAS-forbindelser. De bliver kaldt evighedsstoffer, fordi de er svære at nedbryde. PFAS-stofferne ophobes i dyr og mennesker over alt i verden, og bekymringen går på, hvordan stofferne påvirker helbredet på lang sigt. PFAS er herhjemme blevet fundet i grundvand, drikkevand, spildevand og byggematerialer og har været brugt siden 1950’erne til blandt andet brandslukningsskum, imprægnering af sko og tøj og madindpakning og emballage. Disse produktgrupper er i dag omfattet af forbud mod brugen af PFAS i Danmark, der sammen med Tyskland, Holland, Sverige og Norge har foreslået at begrænse anvendelsen af alle PFAS i EU. Forslaget er under behandling hos EU’s Kemikalieagentur.
Kilde: Miljøstyrelsen
Læs flere artikler om nedrivning og genanvendelse af byggematerialer