
Fra venstre: Jan Rohde, stifter af GreenDozer, og Michael Lund, ejer af Colour Compagniet, ved den nye maskine.
Nyudviklet maskine fjerner PCB fra lakken på gamle trægulve
En ny maskine udviklet af GreenDozer og Colour Compagniet kan rense ældre trægulve for miljøfarlige stoffer. Startskuddet for samarbejdet kom med nedrivningen af 400 lejligheder i Gellerupparken.
Massive trægulve, som er lagt i 70'erne, er for gode til at smide væk. Gulvbrædderne kan få mange års ekstra levetid ved at blive nænsomt optaget, renset for miljøfarlige stoffer som PCB, slebet og behandlet med lak eller olie. GreenDozer og Colour Compagniet har udviklet en unik maskine, der kan klare denne opgave og er den første af sin slags på markedet. Maskinen er nu godkendt af Miljøstyrelsen og kan fjerne PCB fra forskellige gulvtyper.
Maskinen får snart travlt med nedrivninger og renoveringer i Aarhus, Taastrup, Kolding og andre udsatte boligområder. Virksomhederne fandt sammen under nedrivningen af 400 lejligheder i Gellerupparken, hvor titusinder af kvadratmeter massive trægulve blev taget nænsomt op. Tidligere fandtes der ikke en maskine, der kunne rense og forarbejde gulvene, så de blev klar til at blive genbrugt i nye boliger eller erhvervsejendomme.
GreenDozer og Colour Compagniet har gennemført mange tests med positive resultater. Maskinen er den eneste i Danmark, der er godkendt af Miljøstyrelsen til at fjerne PCB fra lakken på gulve. Jan Rohde, stifter af GreenDozer, forklarer i en pressemeddelelse:
– I byggeriet skal der ganske enkelt genbruges langt flere gode byggematerialer fremover for at få klimaregnskabet til at gå op. Byggeriet alene står for 30-40 pct. af CO2-udledningen. Derfor er der også en naturlig og god interesse for konkrete løsninger som vores. I samarbejde med aktører fra hele værdikæden har vi sikret en høj kvalitet af trægulvene, så de er attraktive at bruge igen i villaer, sommerhuse eller i større erhvervsejendomme. Gulvene er for alle, der har omtanke for klimaet og ønsker et unikt gulv med en særlig historie og patina.
Læs også:
Kenneth Olesen fra nedrivningsfirmaet P. Olesen: Fremtiden er cirkulær og nedriverbranchen er klar
Genanvendelse er vigtigt for klimaregnskabet
Nye regler fra 1. januar 2024 gør, at genbrugte byggematerialer tæller med 0 kg CO2 i bygningers klimaregnskab, hvilket giver ekstra incitament til at bruge dem. Blandt samarbejdspartnerne er Brabrand Boligforening, som ønsker, at de massive trægulve fra nedrevne lejligheder bliver brugt igen. Parallelt med optagningen af gulvene udviklede GreenDozer og Colour Compagniet den nye maskine, og hele processen med optagning, transport og lager blev formaliseret. Michael Lund, ejer af Colour Compagniet, udtaler:
– Jeg læste i pressen om genbrug af gulve i Gellerupparken og tog kontakt til Jan Rohde fra GreenDozer. Jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke forventede, at den telefonsamtale ville føre til måneder med tests og dialoger med Miljøstyrelsen, kommunen, maskinleverandører, lakspecialister, ventilationseksperter m.fl. Men det har været det hele værd, når vi ser resultatet af de to første gulve, vi har lagt i en stor erhvervsejendom under opførelse på havnen i Aarhus og i en herskabslejlighed ved søerne i København.
Projektet har opnået medfinansiering fra den Europæiske Union, og resultaterne vil blive offentliggjort i en rapport, som kan hjælpe hele byggebranchen med at optimere genbrug af materialer. GreenDozer er hovedansøger, og samarbejdspartnere som nedriveren P. Olesen, Teknologisk Institut, Solar og Gate21 bidrager til projektet. Rapporten vil gøre det muligt for byggebranchen at drage fordel af erfaringerne og overføre metoden til andre materialekategorier.
Fakta om GreenDozer
GreenDozer er en online platform for professionelle leverandører og købere af genbrugte byggematerialer. Ambitionen er at samle alt ét sted, så vareudbuddet og mængderne bliver så store, at arkitekter, rådgivere, bygherrer, håndværkere og private gør-det-selv folk kan finde de varer, de søger til deres byggeprojekter.
Fakta om Colour Compagniet
Colour Compagniet tilbyder overfladebehandlinger med fokus på kvalitet og miljøvenlig fremstilling. Virksomheden eksperimenterer med nye metoder og løsninger og har en strategi om at vækste inden for nye forretningsområder, herunder recycling. Kunderne spænder over mange brancher, herunder køkken/bad, inventar, møbler og byggeri.
Hvad er PCB?
PCB var et populært tilsætningsstof i elastiske fugeprodukter fra 1950 til 1977. Det blev brugt i bygningsfuger, betonelementer, døre, vinduer, vådrum, altaner og facadeelementer. Mange boliger fra denne periode har PCB-forurenede gulve. Fjernelse af PCB-lak kræver et godkendt anlæg med ventilationssystem og korrekt håndtering af PCB-affald. Virksomheder, der forarbejder materialer med PCB, skal have alle nødvendige godkendelser på plads.