Casper Mathiasen
Ny direktør i spidsen for CRH Denmark
Casper Mathiasen overtager ledelsen af CRH Denmark A/S fra februar 2026 som led i et planlagt generationsskifte.
Claus Bering
Ledelsesskifte skal styrke CRH’s nordiske tilstedeværelse
Den 1. februar 2026 tiltræder Casper Mathiasen som ny administrerende direktør for CRH Denmark A/S. Han får dermed det overordnede ansvar for selskabets fire danske datterselskaber: CRH Concrete A/S, CRH Products A/S, Magnus Holm A/S og Bedsted Lø Grusværker ApS.
Casper Mathiasen kommer med over 15 års erfaring fra ledende stillinger i den nordiske byggematerialebranche – senest som administrerende direktør i Unicon A/S. Han har desuden arbejdet med strategieksekvering, M&A-integration og operationel effektivisering og har i den forbindelse haft fokus på bæredygtighed og performancekultur.
Lederskiftet sker som led i en planlagt overgang, hvor nuværende direktør Claus Bering fremover vil fungere som seniorrådgiver for CRH’s nordiske ledelse.
- Claus har spillet en central rolle i CRH’s udvikling i Danmark, og vi er glade for, at han fortsætter i en rådgivende rolle. Samtidig ser vi frem til samarbejdet med Casper, der bringer stærke kommercielle kompetencer og indsigt i markedets dynamik med sig, udtaler Miikka Riionheimo, Managing Director Nordics i en pressemeddelelse.
CRH Denmark A/S beskæftiger cirka 1.500 medarbejdere fordelt på 19 lokationer. Koncernen dækker aktiviteter inden for råhusbyggeri, råstoffer, belægning samt rør- og brøndsystemer. Bæredygtighed er et centralt strategisk fokusområde.