Jesper Engager Andersen
Brødrene Dahl får ny salgsdirektør
Jesper Engager Andersen bliver ny salgsdirektør i Brødrene Dahl efter 22 år i virksomheden. Han får ansvar for salget på tværs af grossistens seks forretningsområder.
Brødrene Dahl har udnævnt Jesper Engager Andersen til ny salgsdirektør. Han kommer fra stillingen som markedschef for VVS og får fremover ansvar for den samlede salgsindsats på tværs af virksomhedens seks forretningsområder.
Et af fokusområderne bliver ifølge Jesper Engager Andersen at skabe en sammenhængende kundeoplevelse, uanset hvordan håndværkere, installatører og øvrige kunder er i kontakt med grossisten.
– Brødrene Dahl står et stærkt sted, og det skal vi bygge videre på. Vi skal være den samarbejdspartner, kunderne vælger, fordi vi kombinerer høj faglighed med en dyb forståelse af deres forretning. Det gælder, uanset om de møder os i butikken, online eller gennem vores eksterne sælgere. Den samlede kundeoplevelse bliver et vigtigt fokus for mig, udtaler den nye salgsdirektør i Brødrene Dahl, Jesper Engager Andersen i en pressemeddelse.
Kundeoplevelsen skal hænge sammen på tværs af kanaler
Jesper Engager Andersen begyndte som lærling i Brødrene Dahl i 2004 og har siden haft en række forskellige funktioner i virksomheden. Siden 2014 har han haft flere lederstillinger, blandt andet som regional salgschef og senest som markedschef for VVS, der er Brødrene Dahls største forretningsområde.
Som salgsdirektør får han ansvar for salgsarbejdet inden for VVS, vand & kloak, klima, køl, el og industri.
Han har gennem sine mere end to årtier i virksomheden fulgt udviklingen i bygge- og installationsbranchen. Her har blandt andet digitalisering, bæredygtighed og stigende krav til dokumentation ændret arbejdsgange og behov hos installatører og entreprenører.
Udviklingen stiller samtidig nye krav til grossisternes rolle og til den rådgivning og service, der følger med produkterne.
Grossisten skal bidrage med mere end vareleverancer
Ifølge Jesper Engager Andersen bliver produktviden, markedsindsigt og forståelse for kundernes forretning stadig vigtigere i grossistleddet.
– Som grossist skal man kunne meget mere end at flytte varer fra A til B. Vi skal kende produkterne, forstå markedsudviklingen og have indsigt i kundernes behov, så vi kan levere løsninger, der skaber værdi for deres forretning. Det har vi stor erfaring med i Brødrene Dahl, og det giver os et stærkt afsæt for at udvikle endnu flere værdiskabende ydelser til vores kunder, siger Jesper Engager Andersen.
Administrerende direktør i Brødrene Dahl, Pernille Hyldgaard, peger blandt andet på Jesper Engager Andersens erfaring fra flere dele af organisationen som baggrund for udnævnelsen.
– Jesper har gennem mere end to årtier vist, hvad der skal til for at skabe resultater i Brødrene Dahl. Han kombinerer en stærk kommerciel forståelse med et indgående kendskab til vores kunder, medarbejdere og forretning. Samtidig er han et tydeligt eksempel på den kultur, vi ønsker at styrke, hvor talent udvikles, og ansvar vokser med ambitionerne. Derfor er han det helt rigtige valg til at stå i spidsen for næste fase af vores salgsmæssige udvikling, siger administrerende direktør i Brødrene Dahl, Pernille Hyldgaard.