Se verdens første el-betonbil med transportbånd
Unicon og Volvo er gået sammen om at udvikle verdens første fuldt elektriske betonbil med transportbånd, som blev præsenteret på Transport-messen 2025.

Det nye køretøj er seneste skud på stammen i Unicons elektrificeringsstrategi og følger op på tidligere års lanceringer, såsom verdens første serieproducerede elektriske betonbil i 2021 og verdens første elektriske trækker- og betontrailerkombination i 2023.
Denne lancering markerer et betydeligt teknologisk fremskridt for både Unicon og betonbranchen generelt. I Danmark anvender over 95 % af de cirka 600 betonbiler transportbånd, og med denne nyhed kan Unicon nu tilbyde emissionsfri levering til samtlige distributionsopgaver – inklusiv de mest anvendte.
- Lanceringen af verdens første elektriske betonbil med transportbånd er en gamechanger for Unicon. Det gør det muligt at levere beton emissionsfrit – også når udlægning sker med transportbånd. Løsningen er ideel til byggepladser i tæt bymiljø eller på steder med begrænset plads og skærpede støjkrav. Vi forventer stigende efterspørgsel på emissionsfri transport i takt med nye klimakrav i byggeriet, udtaler Christian Elleby, Supply Chain & Procurement Director hos Unicon i en pressemeddelelse.
En vigtig brik i de nye CO2-krav på byggepladsen
Køretøjet er en Volvo FM Electric 8x4 Tridem med en batterikapacitet på 450 kWh. Den er udstyret med en 10 kubikmeter tromle og et 12+4 meter transportbånd, som muliggør fleksibel udlægning af beton direkte på byggepladsen – uden behov for mobil betonpumpe. Den elektriske betonbil får base på Unicons Avedøre-fabrik og vil dagligt levere færdigblandet beton uden emissioner på vej eller byggeplads.
Det nye bygningsreglement, som træder i kraft den 1. juli 2025, stiller skærpede krav til byggeriets klimaaftryk. Gennemsnitlig CO2-udledning må ikke overstige 7,1 kg pr. m², og fremover inkluderes transport af materialer til byggepladsen i byggeriets samlede LCA-beregning. Derfor udgør elektrificeringen af betontransport ikke blot en milepæl for Unicon – men også et konkret bidrag til, at bygherrer og entreprenører kan opfylde de nye krav.

Ambitionen om en emissionsfri betonbilsflåde
Unicon har i dag Europas største flåde af elektriske betonbiler og har allerede rundet 300.000 km på danske veje. Virksomheden har sat sig et ambitiøst mål om at reducere CO2-udledningen fra flåden med 30 % i 2025 (i forhold til 2019) og at opnå en 100 % emissionsfri betonbilsflåde senest i 2035.
- Fra begyndelsen har det været afgørende for os at kunne tilbyde elektriske løsninger med transportbånd – da det er den dominerende distributionsform i Danmark. På europæisk plan er det fortsat en niche, men med dette gennembrud kan vi realisere vores mål om en emissionsfri flåde, siger Christian Elleby.
Volvo: Det er et teknologisk gennembrud
Hos Volvo anerkender man det tekniske niveau og kompleksiteten i det nye køretøj, og Marcel Wolff-Matern, Vehicle Sales Director hos Volvo Danmark udtaler:
- Vi er stolte over at kunne præsentere verdens første elektriske betonbil med transportbånd på vores stand på TRANSPORT 2025. Det er den mest komplekse elektriske løsning, vi har leveret til dato – med både tromle og transportbånd. Løsningen viser styrken og fleksibiliteten i vores elektriske modelprogram, og vi værdsætter samarbejdet med Unicon i udviklingen af dette banebrydende projekt.