<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Christina Hvid

Christina Hvid, adm. direktør i Molio og ConTech Lab

Millionbevilling til ConTech Lab styrker byggeriets digitale udvikling

  • Byggeriets udvikling
  • IT og ny teknologi
  • 2025-01-07
  • | Af Redaktionen
  • Med en ny bevilling på 28 millioner kroner fra blandt andre Industriens Fond og Realdania intensiverer ConTech Lab sin indsats for digitalisering og grøn omstilling i byggebranchen.

    Charlotte-Kjeldsen-KrarupCharlotte Kjeldsen-Krarup, udviklingsdirektør i Industriens Fond


    Bevillingen skal sikre, at flere digitale og teknologiske løsninger udvikles, implementeres og udbredes i hele branchen med fokus på at skabe bæredygtige og effektive byggeprocesser.

    Byggeriets produktivitet og omstilling til en mere cirkulær økonomi er udfordret af manglen på ensartede metoder, teknologi og digitale værktøjer, der kan anvendes gennem hele byggeprocessen. ConTech Labs nye satsning skal ikke blot få flere aktører til at tage de digitale løsninger til sig, men også skabe pionérprojekter, hvor byggevirksomheder, tech-virksomheder og vidensinstitutioner samarbejder om at finde løsninger på konkrete udfordringer.

     



    Teknologi til ressourceeffektivitet og cirkulær økonomi

    ConTech Lab vil sammen med brancheaktører udvikle løsninger, der kan forbedre ressourceanvendelsen og styrke overgangen til cirkulær økonomi. Ved at eksperimentere med nye arbejdsmetoder og teknologi på en uafhængig platform skabes der et trygt rum for innovation, hvor virksomheder kan afprøve løsninger, inden de investerer i større skala. Charlotte Kjeldsen-Krarup, udviklingsdirektør i Industriens Fond, understreger vigtigheden af en fortsat indsats:

    - Byggeriet spiller en central rolle i den grønne omstilling og har betydelig indflydelse på ressourceforbrug og miljøpåvirkning. Derfor er det essentielt, at endnu flere virksomheder tager nye teknologier i brug, som kan øge produktiviteten, fremme den grønne omstilling og styrke konkurrenceevnen.

    En samlende udviklingsplatform

    ConTech Lab fungerer som en uafhængig udviklingsplatform, hvor digitale frontløbere og bæredygtighedsaktører arbejder sammen om at udvikle fremtidens byggemetoder. Lennie Clausen, programchef i Realdania, fremhæver behovet for samarbejde på tværs af branchen:

    - Skal vi lykkes med at gøre byggebranchen mere bæredygtig og cirkulær, kræver det et sted, hvor branchen kan eksperimentere med teknologi og nye metoder. ConTech Lab giver virksomheder mulighed for at udvikle og teste løsninger, inden de investerer stort, hvilket kan reducere risici og øge innovationen.

    Læs også:

    Bæredygtighedskrav er byggeriets største udfordring – er din virksomhed klar?


    Lennie ClausenLennie Clausen, programchef i Realdania

    Fokus på praktiske løsninger og vidensdeling

    Siden etableringen i 2021 har ConTech Lab gennemført 29 pionérprojekter med deltagelse af mere end 100 virksomheder, heraf 50 små og mellemstore virksomheder. Projekterne har omfattet alt fra ressourceoptimering på byggepladser til udvikling af materialepas og metoder til kortlægning af bynatur. Christina Hvid, adm. direktør i Molio og ConTech Lab, ser positivt på de nye muligheder:

    - Vi er meget glade for, at de oprindelige stiftere fortsat bakker op, og at nye aktører nu slutter sig til. Med den nye bevilling kan vi udbrede vores viden og løsninger endnu mere og sikre, at flere virksomheder får adgang til de digitale værktøjer, der kan gøre en reel forskel. Vores mål er at skabe konkrete forbedringer, som hele branchen kan drage nytte af.

     

     

    Forankring og fremtidig støtte

    ConTech Lab er forankret i Molio – byggeriets videnscenter – og har indtil nu modtaget støtte fra Industriens Fond og Realdania. Fra 2025 får ConTech Lab yderligere opbakning fra Knud Højgaards Fond og Rambøll Fonden, hvilket vil sikre, at initiativet kan fortsætte sin positive udvikling og styrke branchens transformation.

    Læs flere artikler om digitalisering i byggebranchen

    Anbefalede artikler