Lars Schmidt smelter bly i gruekedler og elsker de gamle traditioner

Når han klatrer rundt på et ældgammelt spir, og når det glohede bly bobler i gruekedlen, er Lars Schmidt i hopla.

Det var han derimod ikke, da han i en ungdomsvildfarelse fik sig en handelsuddannelse og endte i grænsekiosken Calle syd for Grænsen.

Her midt mellem slagtilbud og kilotunge poser med lakridskonfekt, var der hverken udsigt til åben himmel, og endnu mindre plads til kreativitet og skæve ideer. Og det var ikke så godt.

Handelseventyret varede da også kun akkurat, til uddannelsen var i hus, hvorefter Lars Schmidt begyndte på VVS- og Facademontørfaget, som han mente, der var større muligheder i.


Og det var der – i hvert fald indenfor blikkenslagerriet:

– Det var fra starten det, jeg var mest interesseret i. For mig var det et rigtigt håndværk, hvor man både skulle kunne noget med sit hoved og sine hænder, og hvor man kunne lave rigtig flotte ting, hvis man var lidt heldig og blev ved med at øve sig, siger han og fortæller, at han startede ud som selvstændig umiddelbart efter svendebrevet kom i hus.

En afgørende regnefejl

Dog skulle der lige en VVS-autorisation til, før den nybagte svend måtte håndtere alle opgaver – men sådan kom det ikke helt til at gå.

– Jeg drev jo firmet samtidig med, at jeg læste i Odense - halvanden times kørsel fra Rødekro. Så jeg var presset – både tidsmæssigt og økonomisk, fortæller Lars Schmidt og når frem til den begivenhed, der forseglede hans skæbne som blikkenslager:

– Jeg dumpede sgu autorisationsprøven på grund af en regnefejl. Derefter kunne jeg så vælge at tage faget om og gå op igen, eller at gøre det, jeg havde allermest lyst til. Jeg valgte det sidste – droppede VVS-delen og kastede mig 100 % ud i blikkenslagerriet.

Tolv ansatte + kæresten

Det skulle vise sig at være en god ide.

I dag, 22 år senere, er Lars Schmidt blevet 44 år. Han har 12 mand ansat og kæresten Randi er på kontoret. Herfra driver hun desuden den tilhørende netbutik, Gentech.dk, der sælger specialfremstillede profiler til både private og erhverv.

Og så er Genner Blik to gange blevet kåret som Årets Blikkenslagerfirma.

Det er med andre ord gået over stok og sten, og Lars Schmidt har stort set elsket hvert minut:

– Nej, jeg har bestemt ikke fortrudt, siger han og fortæller, at omkring 35 % af firmaets arbejde vedrører bevaringsværdige bygninger, som der er rigtig mange af i Syddanmark. Men zink, kobber og en lang række andre metaller skal også bukkes, klippes og hamres på plads i andre landsdele.

Eksempelvis har Genner Blik for nylig skiftet 600 m2 stående falstag i kobber på Mærsk-bygningen ved Esplanaden. Et anseeligt antal tårne og spir er det også blevet til i hovedstadsområdet. Sidstnævnte har i øvrigt det tilfælles, at næsten alle er udført i en helt anden tid og dermed emmer af historie.

Man mærker historien

Og den slags kan godt gøre blikkenslagerchefen lidt sentimental:

– Jeg synes, det er vildt fascinerende at kravle rundt på et spir eller tårn og se, hvad håndværkere for flere hundrede år siden har udrettet uden alle mulige maskiner. Det er jo lidt som at rejse tilbage i tiden, og mærke historiens vingesus, når man kravler rundt deroppe, smiler Lars Schmidt og fortæller, at ham og hans medarbejdere også finder mere personlige spor efter deres forgængere:

– Øverst oppe i et tårn på Frederiksberg fandt vi for nylig en stump kobberrør, der var klemt sammen i enderne. Da vi åbnede den, lå der en lille seddel, hvor det sirligt var anført hvem, der havde lagt taget, og at det var sket i 1902. Den slags giver mig næsten kuldegysninger, griner han og fortæller, at Genner Blik selv har taget traditionen op, og dermed også efterlader sig en hilsen til fremtidige blikkenslagere.

For Lars Schmidt siger traditionen også en hel del om faget:

– Jeg har al mulig respekt for VVS’ere og VVS-arbejdet, men der er bare ikke ret mange, der skriver deres navn på en pex-slange eller en fjernvarmeunit. Det havde de måske gjort, hvis de selv havde støbt slangen eller konstrueret unit’en fra bunden, men det har de af gode grunde ikke. Det, der fascinerer mig ved blikkenslagerriet, er nok, at man i lidt højere grad laver tingene fra bunden, og at de kan blive smukke, hvis man gør sig umage. Det synes jeg, er en stor udfordring og en stor tilfredsstillelse, når det lykkes, lyder det.

Blytækker – et nyt projekt

Det med at have lyst til at lave tingene fra bunden, er formentlig også en del af forklaringen på det seneste projekt, som Lars Schmidt og hans medarbejdere har kastet sig ud i.

Det handler om de falsede blytage, der ligger på mange af landets 900 kirker. Når de bliver tyndslidte, eller falsene åbner sig, bliver taget demonteret og smeltet om. I processen tilsættes 15 – 20 % nyt bly, hvorefter de nye blybaner kan støbes, og taget atter lægges op:

- Der var en arkitekt, der for fem – seks år siden spurgte mig, om ikke jeg skulle lære kunsten at omsmelte blytage – altså blive blytækker. Der var kun et enkelt andet firma i landet, der gjorde den slags, og der burde være plads til flere, mente han. Den ide blev jeg så mere og mere varm på, fortæller Lars Schmidt, der dog havde svært ved at finde en læremester, der kunne og ville lære teknikkerne i det ældgamle hebræiske håndværk fra sig.

I stedet fandt han gamle bøger, og konsulterede også Youtube, der viste sig at have flere gode videoer om emnet. Derud over hed det ”learning by doing” – altså massevis af garageeksperimenter iført åndedrætsværn og med den store støbeske i hånden:

– Jeg fik fat i en gammel gasgruekedel, som man tidligere skoldede fjerkræ i. Den blev modificeret med flere brændere og isolering, så vi kunne komme op på de nødvendige 370 grader.

– Kedlen viste sig at være udmærket til formålet. Men derfra og til at stå med en færdigstøbt bane på 22 kg. i målene 48 cm x 160 cm x 2,5-3 mm, var der et godt stykke vej, siger Lars Schmidt, der fortsatte med at søge viden og tips, der kunne hjælpe ham og medarbejderne på vej.

 

Med alterlys og støbeske

Et af de tip, de fik, står helt klar i erindringen:

Ifølge traditionen skal blytækkeren nemlig stjæle et alterlys i kirken, som efterfølgende benyttes som smøremiddel på glittejernet. Lars Schmidt bedyrer dog, at han endnu ikke har været på hugst i alterområdet, men tippet er ellers godt nok, siger han:

– Det handler jo om, at man konstruerer en skråtstillet sliske med kanter på. På den fordeler man sit støbesand, som man så planerer med det stearin-smurte glittejern.

– Og det med stearinen fungerer faktisk rigtig godt, siger han og fortæller, at man til sidst lader det flydende bly løbe ned over slisken, hvor det køler ned og bliver til en bane på 2,5 – 3 mm i tykkelsen. Endelig hamrer man så diverse falser ud og klipper blyet til.

Blodprøver før- og under arbejdet

Lars Schmidt er godt med på, at det hele kan se lidt forhekset og middelalderagtigt ud, når ham og kollegerne står og rører i den store gryde, der afgiver masser af aske og en hel del hidsige dampe. Men det kunne have været endnu værre, siger han:

– Traditionen foreskriver faktisk også, at blytækkeren skal fremsige et vers på hebræisk, lige inden han hælder det flydende bly ned over slisken - eller sandkassen - som den også kaldes. Der er vi dog ikke helt nået til endnu, smiler han og nævner, at blyets giftighed i øvrigt er et godt argument for at blytage på alt andet end bevaringsværdige bygninger er forbudt ved lov.

– Man skal være forsigtig, og vi tager selvfølgelig de fornødne forholdsregler, når vi støber. Det betyder bl.a. at vi får taget blodprøver før, under og efter et tagprojekt, der involverer bly, fortæller han.

Blikkenslageren består

Eksperimenter og finpudsning af teknikkerne har taget sin tid – ikke mindst fordi det er foregået sideløbende med den eksisterende forretning. Men nu er Genner Blik i realiteten klar til at påtage sig sit første kirketag:

– Jeg håber og tror på, at det vil give os en masse rigtig spændende arbejde i fremtiden, siger Lars Schmidt, der i øvrigt er overbevist om, at der altid vil være brug for blikkenslagere:

– Ja, med så mange spændende og bevaringsværdige bygninger, vi har i Danmark, tror jeg altid, der vil være brug for os. Dertil kommer jo, at klimaet forandrer sig, og at flere og flere ønsker sig vedligeholdelsesfrie løsninger i metal, når de bygger hus.

Nej tak til udvanding

Så sidder man i Rødekro og er blikkenslager – og er man to gange kåret som årets blikkenslager – ja så ser fremtiden lys ud. Men, der er et par ting, som ikke bare Genner Blik, men hele faget bør skrive sig bag øret, mener Lars Schmidt:

– Der er jo tilkommet masser af maskiner gennem årene, men jeg synes i bund og grund stadig, at håndværket er det samme. Og jeg tror, det er meget vigtigt, at vi som fag holder fast i det egentlige håndværk, og f.eks. ikke begynder at lodde tagrender, som andre faggrupper har sat op. Den slags opgaver takker vi i hvert fald nej til, fordi vi så ikke kan garantere kvaliteten.

– Og det med kvaliteten, traditionerne og den faglige stolthed, synes jeg er væsentligt. Vi skal ikke begynde at gå på kompromis og udvande vores fag, for så tror jeg, at vi overflødiggør os selv, slutter Lars Schmidt.