Chefkonsulent Trine de Fine Skibsted og branchedirektør Henrik Friis, Dansk Erhverv
Klimakrav til byggepladsen – et nytteløst tal?
Branchedirektør Henrik Friis og chefkonsulent Trine de Fine Skibsted fra Dansk Erhverv kritiserer de nye grænseværdier for nye bygningers klimapåvirkning for at være uambitiøse og svære at efterleve for små og mellemstore håndværkere, samt leverandører. Reglerne bør i højere grad have fokus på at forbedre de mange processer i et byggeri fremfor faste standardværdier.
I maj fik vi endelig de fremtidige tal på, hvor meget nybyggede bygninger må belaste klimaet. Desværre rækker ambitionerne ikke mod himlen, som mange af de glitrende højhuse der efterhånden skyder op i hele Danmark. De længe ventede – ”justerede grænseværdier i bygningsreglementet for nye bygningers klimapåvirkning” – er ganske enkelt for slappe. Jovist, grænseværdierne er da blevet skærpet, og det er jo et skridt i den rigtige retning. Men så ophører de store grønne armbevægelser også. Det er lidt som om, at det ikke rigtigt må gøre ondt på nogen.
Grænseværdierne indeholder desuden et nyt punkt, som ikke har været med indtil nu. Heller ikke her bliver der for alvor rokket ved nogle fundamenter. Det drejer sig om CO2-udledningen fra byggeriets udførselsfase (byggeprocessen) - dvs. f.eks. transport af materialer til og fra byggepladsen, skurbyens energiforbrug, brændstof til drift af maskiner samt byggeaffald og spild mv. Hvor grænseværdierne for nybyggeri nøjes med at være uambitiøse – og som sådan kan justeres – bør vi gentænke hele processen bag den såkaldte grænseværdi for byggeprocessen.
Grænseværdien for byggeprocessen lyder således på 1,5 kg CO2-e/m2, og den er i modsætning til grænseværdien for selve bygningen ikke differentieret på bygningstype. Et simpelt parcelhus i et plan skal dermed leve op til den samme grænseværdi som en parkeringskælder i et område med højtstående grundvand – selvom der på parkeringskælderen vil skulle bruges en del energi til grundvandssænkning. Det giver ikke mening.
Selve grænseværdien på 1,5 kg CO2-e/m2, for byggeprocessen er i det hele taget også uambitiøs. BUILD har på opdrag fra Social- og Boligstyrelsen kortlagt ressourceforbruget på byggepladsen, hvor BUILD finder, at den samlede klimapåvirkning fra byggeprocessen er 1,4 kg CO2-e/m2 (median). Der bliver dermed fastsat en grænseværdi for byggeprocessen, som mere end halvdelen af byggeprojekterne allerede i dag lever op til.
Store datakrav til små og mellemstore håndværkere
Noget helt andet er, at reglerne bliver en rodebutik at efterleve. En grænseværdi for byggeprocessen betyder, at der skal indsamles data, som ikke tidligere er blevet indsamlet. Det vil særligt påvirke små og mellemstore håndværkere, samt leverandører, på en hidtil uset måde.
Det er f.eks. enkelt at opgøre det samlede dieselforbrug til et byggeri, hvis der står en dieseltank på byggepladsen, som alle benytter. Men hvad nu hvis den lille lokale entreprenør hidkaldes et par dage med sin gravemaskine, som ikke får diesel fra den fælles tank? Hvordan skal det opgøres? Og hvordan registrerer man forbruget i det samlede forbrugsregnskab for projektet? Det er set, at et byggeprojekt trækker ud, hvilket vil påvirke energiforbruget og dermed også klimabelastningen. Men hvem har ansvaret, hvis grænseværdien overskrides? Og hvilke konsekvenser har det?
At dette CO2-regnskab ikke er helt ligetil, afsløres også af føromtalte publikation fra BUILD, som konstaterer, at der er store huller i de indsamlede data. Hvis grænseværdierne skal give mening, er en forudsætning ensartede, klare retningslinjer for opgørelse af forbruget, som ikke samtidigt vælter branchen i bureaukrati.
Risiko for at vi ikke får de erfaringer som er nødvendige
De manglende erfaringer og retningslinjer med at indsamle data indebærer samtidig en risiko for, at bygherrer vælger at basere beregningen af byggeprocessens CO2-udledning på standardværdier. Det kan umiddelbart synes ganske tilforladeligt og praktisk håndterbart. Men det, der synes at være en genvej på kort sigt, kan reelt ende med at skade klimaet på langt sigt.
Ved at basere opgørelsen på standardværdier risikerer vi nemlig, at vi ikke opnår værdifulde erfaringer med, hvordan data mest hensigtsmæssigt indsamles og behandles. En afledt følge heraf er manglende viden om, hvilken klimapåvirkning de forskellige processer på byggepladsen har – og dermed hvor det er mest fordelagtigt at fokusere sin klimaindsats.
Et mere hensigtsmæssigt alternativ ville være at gennemføre kravet til byggeprocessens CO2-udledning i to skridt, hvor første skridt alene er et krav om registrering og indsamling af data. Dernæst er andet skridt så at overholde en grænseværdi. Hvorfor ikke begynde med at øve os, frem for at skulle fokusere på at opfylde en grænse, som mere end halvdelen allerede opfylder? Ville det ikke være bedre først at fokusere på at få skabt en enkel, brugbar værktøjskasse frem for et nytteløst tal?
Manglende incitamenter til at reducere udledningen fra byggeprocessen
En afledt konsekvens ved at tage udgangspunkt i standardværdier er, at man mindsker incitamentet til at bruge de løsninger/produkter, som påvirker klimaet mindst.
Et eksempel: Der findes i dag to toneangivne producenter af gipsplader. Den ene producent ligger i Spanien og den anden på Sjælland. Det siger sig selv, at CO2-udledningen forbundet med transporten til byggepladsen afhænger af, om man vælger de gipsplader, som er blevet transporteret 2.500 km eller blot et par hundrede km.
Ved blot at benytte en standardværdi, som ikke tager højde for, hvor gipspladen er produceret, har man som bygherre ikke incitament til at vælge gipspladerne med den korteste transportafstand og dermed mindste klimapåvirkning.
Det er rigtig godt, at der nu også kommer fokus på udledningerne fra byggeriets udførselsfase. Men vi skal gøre det klogt med tanke på hverdagen for landets håndværkere og leverandører – og ikke bare fokusere på et tal, fordi det lige nu synes lettest.
