Installatør frifundet i sag om ødelagt vinsamling
En VVS-installatør blev mødt med et erstatningskrav på næsten 300.000 kroner efter en overophedet gulvvarmeinstallation ødelagde en eksklusiv vinsamling. Retten fandt dog ikke grundlag for ansvar, fortæller Hasløv Stæhr Advokater.
En installatør kan stå med ansvaret, selvom et valg træffes ud fra bedste hensigter. Det gør Hasløv Stæhr Advokater opmærksom på. Så galt gik det dog ikke for en VVS-installatør, der endte med at blive frifundet i en erstatningssag, hvor en vinsamling blev ødelagt som følge af for høj varme fra et gulvvarmeanlæg.
Advokat Preben Meinecke-Søes fortæller i en pressemeddelelse, at sagen udsprang af en reparation på en ejendom, hvor gulvvarmesystemet ikke virkede ved starten af fyringssæsonen. Ved gennemgangen konstaterede VVS-montøren, at styringen til gulvvarmesystemet var defekt, og der var behov for en ny styreboks. Den kunne dog først leveres efter 10-14 dage.
For at sikre varme i huset fjernede montøren telestaterne på gulvvarmeshunten, så fjernvarmevandet kunne cirkulere direkte ud i gulvvarmeslangerne uden regulering.
Ifølge installatøren blev kunden orienteret om, at løsningen ville medføre fuld varme på alle kredse, indtil den nye styring kunne monteres.
Vinsamling tog skade af varmen
I et af rummene på ejendommen stod en større vinsamling opbevaret. Rummet havde gennem flere år været anvendt til vinopbevaring, blandt andet fordi gulvvarmen dér havde været slukket siden 2015 eller 2016, hvilket gav stabile temperaturforhold.
Efter den midlertidige ændring af varmeanlægget steg temperaturen markant i huset. Af sagen fremgår det, at fremløbstemperaturen på et tidspunkt nåede cirka 50 °C.
Ejeren af ejendommen reagerede på den kraftige varmeudvikling og kontaktede installatøren. Hun blev telefonisk vejledt i at slukke for gulvvarmen, men det viste sig senere, at også fremløbsventilen var defekt. Da forholdene blev undersøgt nærmere, var flere vinpropper blevet presset ud af flaskerne som følge af varmen.
Syn og skøn vurderede skaderne
Under sagen blev der gennemført syn og skøn af vinsamlingen. Skønsmanden vurderede, at længere tids opbevaring ved temperaturer over 25 °C øger fordampningen i flaskerne og kan skade vinens kvalitet væsentligt.
Der var ifølge skønsmanden tale om samlervine produceret i begrænsede mængder, hvilket gjorde erstatningsspørgsmålet særligt omfattende. Det samlede krav mod installatøren lød på 296.913 kroner.
Retten: Ingen ansvarspådragende handling
Ejeren af vinsamlingen gjorde gældende, at installatøren havde handlet ansvarspådragende ved at omgå varmestyringen og efterlade anlægget uden mulighed for regulering.
Installatøren afviste ansvaret med henvisning til, at virksomheden ikke havde fået oplysninger om vinsamlingen, samt at den manglende regulering skyldtes fejl i den eksisterende installation.
Retten lagde vægt på, at styringsboksen var brændt af som følge af en kortslutning, og at det var fagligt forsvarligt midlertidigt at fjerne telestaterne for at genetablere varme i ejendommen.
Retten fandt dog, at installatøren burde have kontrolleret fremløbstemperaturen efter indgrebet i anlægget. Alligevel blev virksomheden frifundet, fordi skaden på vinsamlingen lå uden for det tab, en VVS-installatør med rimelighed kunne forudse, beretter Preben Meinecke-Søes.
Principiel betydning for installatøransvar
Afgørelsen illustrerer, at installatører kan blive mødt med betydelige erstatningskrav ved midlertidige løsninger på tekniske anlæg – særligt når fejl i eksisterende installationer medfører følgeskader.
Samtidig viser dommen, at spørgsmålet om påregnelighed fortsat har stor betydning ved vurderingen af professionelt ansvar i installationsbranchen.