Forsyningsselskaber mangler viden for at sikre kritisk infrastruktur
Afløbssystemer er kernen i håndtering af regn- og spildevand, og Ulrik Hindsberger fra Teknologisk Institut mener, at vandforsyningsselskaber har et presserende behov for kompetenceopbygning for at imødekomme fremtidens krav.
Afløbssystemer er en ofte overset, men helt central del af samfundets kritiske infrastruktur. De sikrer bl.a., at spildevand og regnvand ledes væk fra bygninger og byområder, beskytter folkesundheden og forebygger oversvømmelser og skader på bygninger og miljø.
Samtidig spiller de en stadig vigtigere rolle i håndteringen af klimaforandringer, hvor kraftigere regnhændelser stiller større krav til både planlægning, dimensionering og drift af afløbssystemerne. Og ifølge Ulrik Hindsberger, der er centerprojektleder hos Teknologisk Institut, så vil forsyningsselskaberne i fremtiden blive presset af vand fra alle sider.
– Det her område omkring afløbssystemer er noget, der er rigtig meget fokus på – og med rette. Vi vil nemlig blive presset af vand fra fire sider, og det bliver i høj grad forsyningsselskabernes opgave at håndtere. Der er både regnvand, terrænnært grundvand, og så er der også vand fra vandløb og måske også fra havet, som forsyningsselskaberne skal håndtere i fremtiden, fortæller han.
Ulrik Hindsberger, Teknologisk Institut og Rikke Nikolajsen, Novafos
Mangel på arbejdskraft presser forsyningsselskaberne
Afløbssystemerne er kernen i håndtering af regn- og spildevand. Det mærker man også ude hos forsyningsselskabet Novafos, hvor der er tryk på opgaverne. Det fortæller Rikke Nikolajsen, der er afdelingschef hos Novafos, et af landets største forsyningsselskaber.
– Vores ejerkommuner ser jo gerne, at vi løser de stigende problemer med bl.a. klimatilpasning, og for 5 af vores 9 ejerkommuner er der truffet politisk beslutning om, at vi skal foretage separatkloakering. I de resterende 4 kommuner skal vi løse klimatilpasningsopgaver samt store byudviklingsopgaver. Det er der helt sikkert også behov for, men det stiller større krav til håndteringen af regnvand og spildevand, fortæller hun.
Hos forsyningsselskabet ser man en ærgerlig tendens til, at man mangler de erfarneafløbsteknikere, der skal sikre funktionen af den kritiske infrastruktur under vores fødder.
– Der er et kæmpe arbejde i at opfylde de her kommende krav med alt fra planlægning til udførelse, hvilket lægger et kæmpe pres på vores personaleressourcer. Vi har svært ved at få endnu flere erfarne, dygtige folk, og det kan sætte os under pres, når vi skal imødekomme vores ejerkommuners ønsker, fortæller Rikke Nikolajsen.
Ny uddannelse skal kvalificere og opkvalificere medarbejdere fra andre brancher
- Vi så et stort behov hos forsyningsselskaberne, der ansætter utroligt mange medarbejdere, der kommer fra andre fag og brancher, som ikke har den grundlæggende viden om hovedafløbssystemernes funktion og opbygning. Derfor gik vi sammen med Novafos om at udvikle en række moduler, der netop har til formål at styrke kompetenceniveauet for nuværende og kommende medarbejdere i forsyningerne, fortæller Ulrik Hindsberger.
Teknologisk Institut og Novafos har sammen udviklet 3 moduler, der skal tage deltagende gennem alt inden for planlægning og lovgivning; praktisk udførelse og drift af afløbssystemer.
– Med vores viden fra de mange projekter, vi har udført, og om alt det, der sker ude i det offentlige system, så vi en stor værdi i at kombinere vores viden med Teknologisk Instituts overblik over alt det praktiske inden for afløbsteknik og deres viden om det, der sker på den private grund, fortæller Rikke Nikolajsen.
Ulrik Hindsberger og Rikke Nikolajsen håber, at de med uddannelsen kan hjælpe branchen med at højne kompetenceniveauet for specielt nye folk, men også gøre unge mere interesserede i området omkring afløbssystemer og klimatilpasning, hvor der i fremtiden vil skulle foretages en kæmpe indsats for at opgradere hele Danmarks håndtering af de stigende vandmængder.
Læs flere artikler om kritisk infrastruktur, klimasikring og kloakering