<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Grundejernes-Investeringsfond_hero

GI støtter seks projekter med fokus på bedre renovering

  • Byggeriets udvikling
  • 2026-05-11
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

  • Grundejernes Investeringsfond (GI) har netop bevilget knap 6 mio. kr. til seks nye udviklingsprojekter med fokus på PFAS, klimascenarier og nye værktøjer, der skal give et bedre vidensgrundslag for merehelhedsorienteret renovering.

    - Det er stærkt at se, at innovationshøjden inden for byggeriet fortsat er så høj. Samlet set viser de støttede projekter, at branchen er i fuld gang med at udvikle nye løsninger på nogle af de mest komplekse udfordringer i vores samfund, og at ambitionerne er høje. Samtidig er det positivt, at projektstøtten lander bredt hos vidensaktørerne – lige fra brancheorganisationer og rådgivere til forskningsinstitutioner. Det er netop det samspil, der er nødvendigt, hvis vi for alvor skal rykke bygge- og ejendomsbranchen i en mere bæredygtig retning, lyder det fra udviklingschef i GI Søren Meyer i en pressemeddelelse.

    Grundejernes-Investeringsfond_Soeren-MeyerSøren Meyer, udviklingschef i GI


    De støttede projekter, som netop er offentliggjort, er vidt forskellige, men hver på deres måde adresserer de centrale barrierer for at accelerere den grønne omstilling gennem renovering.

    Projekterne skal undersøge alt fra brug af kemikalier i byggematerialer til klimakrav og biodiversitet ogsamlet set peger de på en tydelig bevægelse i byggeriet: Renovering er ikke længere kun et spørgsmål om at vedligeholde, men er en helhedsorienteret disciplin, hvor klima, ressourcer, biodiversitet, sundhed og økonomi skal gå op i en højere enhed.

    De støttede projekter er:

    Strateginetværk for bæredygtigt byggeri 3.0 (Bygherreforeningen)
    Videreudvikler det tværgående branchenetværk, hvor 40 organisationer og 80 fagpersoner arbejder med konkrete initiativer og anbefalinger til bl.a. bygningsreglementet frem mod 2030.
    Støtte: 996.500 kr.

    PFAS test 2.0 (Rådet for Grøn Omstilling)
    Kortlægger udbredelsen af PFAS i byggematerialer i et hidtil uset omfang for at skabe et solidt vidensgrundlag for kommende regulering.
    Støtte: 1,2 mio. kr.

    Film om bæredygtig byggeproces i mindre projekter (Værdibyg)
    Gør bæredygtighed konkret og tilgængelig for mindre bygherrer gennem casefilm koblet til eksisterende værktøjer og viden på SMV-portalen.
    Støtte: 797.000 kr.

    Biodiversitet som styringsparameter (Teknologisk Institut)
    Udvikler et beslutningsværktøj, der gør biodiversitet til et håndgribeligt parameter på linje med klima, også uden for byggepladsen.
    Støtte: 525.625 kr.

    Reduction Roadmap 2027
    Opdaterer en scenariemodel, der kobler byggeaktiviteter med global temperaturstigning, og dermed bidrager til fastlæggelsen af fremtidige klimakrav.
    Støtte: 996.000 kr.

    Samfundsøkonomi ved mere renovering og mindre nybyggeri (ERIK arkitekter)
    Analyserer de økonomiske konsekvenser af et markant skift fra nybyggeri til renovering og bidrager til en central debat om byggeriets fremtidige retning.
    Støtte: 1,25 mio. kr.

    Anbefalede artikler