image00038

Hvordan kan man som lille håndværksmester være bæredygtig?

  • Materialer og Løsninger
  • Byggeriets udvikling
  • Håndværker-portræt
  • Målbar bæredygtighed
  • Træ
  • 2025-08-27
  • | Af Mikkel Weber Sandahl
  • Det spørgsmål har den bornholmske tømrermester Daniel Sonne-Mogensen fra DKM BYG taget alvorligt, og han har haft held med det. Men det stiller nye krav i forhold til at kommunikere med sine kunder og bruge tid på at forklare sig.

    profil (2)Daniel Sonne-Mogensen


    Bygge- & Anlægsavisen har talt med Daniel Sonne-Mogensen fra DKM BYG i Rønne, og han ser et stort potentiale i byggebranchen for at gøre en forskel ved at være bevidst om hvilke materialer og løsninger, man tilbyder sine kunder.

    Kunne du sætte flere ord på hvordan du arbejder med bæredygtighed? 

    - Jeg bygger helst med biogene byggematerialer og mindst muligt med materialer, som belaster miljøet ved produktion og bortskaffelse. Jeg vælger materialer ud fra hvor og hvordan, de er blevet produceret (helst dansk produceret) Og ikke mindst, om de kan genbruges, når bygningen engang bliver pillet ned igen. Jeg gør en indsats for at have mindst muligt byggeaffald, hvor alt byggeaffald bliver sorteret til genbrug.

     

    Hvilken type af projekter arbejder du på? 

    - DKM BYG er et ét-mandsfirma, som laver alt tømrerarbejde fra små hurtige opgaver til totalentrepriser. Min største opgave er totalentreprise på en lade, der bygget om til beboelse for et 7 cifret beløb, med eget lydstudie og en top isoleret lydboks. Den er selvfølgelig bygget i åndbare og med biogene byggematerialer, såsom træ, papiruldsisolering, træfiberisolering, dampbremse mm. som ovenikøbet giver et bedre indeklima. 

    Hvilke grønne tiltag tilbyder du dine kunder?

    - Jeg vil hellere lave renoveringer end at bygge nyt. Så står jeg for at bruge gode holdbare materialer og ikke bare det billigst mulige.

    Handler det til tider om at man som håndværker i sin tilgang "går et skridt tilbage" og bygger mere simpelt, så det er nemmere at vedligeholde eller pille fra hinanden igen?

    - Ja jeg syntes det er vigtigt at vi som håndværkere også tænker på bortskaffelse af afskær, samt bortskaffelse og adskillelse af byggematerialerne, når de skal pilles ned engang. Og det prøver jeg at få med i alle mine projekter. 

     

    image00043
    image00047
     
     

     

    Er der noget, du gør, som er usædvanligt? 

    - Jeg planter træer her på Bornholm for hver kunde, jeg har i løbet af året. Uanset størrelsen på opgaven. Det er blevet til flere 100 træer efterhånden.

    Kræver det noget ekstraordinært fra dig at være mere grøn?

    - Man skal være klar til at kommunikere. Jeg tilbyder gratis rådgivning inden for bæredygtigt byggeri og er blevet både kontaktet af private, kollegaer, byggemarkederne og af arkitekter, der vil have mine råd med. Jeg er meget aktiv på min Facebook side (DKMBYG BORNHOLM) og bliver faktisk drillet lidt med, at jeg er “Facebook tømreren”. Det ser jeg som kærligt drilleri. 

    image00051
    image00052
     
     

     

    Hvad er de største udfordringer for en håndværksvirksomhed af din størrelse at bygge mere bæredygtigt?

    - Det er prisen. Jeg er ofte lidt dyrere end mine konkurrenter, da det koster lidt mere med de grønne løsninger. Det sætter store krav til mine tilbud, som skal være meget udførlige og med forklaringer. Samtidig ved byggemarkederne ikke altid lige hvilken løsning, der er grønnest, når der er flere producenter at vælge imellem. Efter min mening bør de gå forrest og prøve at sælge de grønneste produkter frem for at sælge det, som de plejer. 

     

    Hvad mangler der?

    - Der er for mange steder, som ikke er vant til at tænke ud over de traditionelle byggematerialer. Genbrugsstationer kender ikke til de grønne byggematerialer, som så ofte skal i den forkerte sortering så det ikke bliver genbrugt. De bæredygtige materialer er ofte en ”skaffe-vare” hos byggemarkederne så ikke bare lige noget man henter på “hylden”. 

    Og så må man gå på kompromis?

    - Man er jo kommet et godt stykke, hvis man bygger i biogene materialer. Men jeg er også realist og ved godt, at man ikke kan bygge 100 % grønt. 

    Hvorfor lægger du så meget energi i det, når det er så bøvlet?

    - Jeg vil gerne stå for, at vi skal tænke på miljøet og vores fælles fremtid. Vi håndværkere har et ansvar om at tænke grønt, og så er det også nemmere for kunderne at tænke grønt. 

    Læs flere portræt-artikler fra den danske byggebranche

    Anbefalede artikler