Klaus Kalstrup, CEO i Sjørring Maskinfabrik
Sjørring Maskinfabrik fylder 80 år i Thy
Sjørring Maskinfabrik markerer 80 år med produktion i Thy. Fra en lokal smedje har virksomheden udviklet sig til international leverandør af skovle og redskaber til entreprenør- og mineindustrien.
Sjørring Maskinfabrik har sine rødder i N.P. Guld & Søn, en mindre smedjeforretning i den thyske landsby Sjørring. Da smedjen gik konkurs i 1946, blev virksomheden overtaget af proprietær Niels Madsen og ingeniør Svend Jacobsen, som satsede på produktion og salg af landbrugsmaskiner. Det blev begyndelsen på det, der siden udviklede sig til Sjørring Maskinfabrik.
Landbrugsmaskinerne blev med tiden afløst af svejste konstruktioner, og i dag er produktionen koncentreret om skovle og andre redskaber til entreprenør- og mineindustrien.
Blandt kunderne er internationale maskinproducenter og leverandører som Volvo, Hitachi, Develon, GHH, Steelwrist, Epiroc og Mecalac, der anvender skovle produceret af Sjørring Maskinfabrik.
– Gennem positive og konstruktive relationer med vores samarbejdspartnere har vi en dyb forståelse af den enkelte kundes forretning, og hvordan vi bedst kan være med til at styrke den. Det kan være et ønske om at outsource, udvikle et design eller producere en hel produktlinje – uanset behovet sørger vi for at drage nytte af vores mangeårige erfaringer til den enkelte kunde, fortæller CEO Klaus Kalstrup i en pressemeddelelse.
Skovlen tilpasses den enkelte maskine
Gennem otte årtier har både entreprenørmaskiner og redskaber gennemgået store tekniske forandringer. Et grundlæggende princip i udviklingsarbejdet er dog fortsat, at redskabet skal optimeres til den enkelte maskine med henblik på høj produktivitet. Det stiller krav til blandt andet konstruktion, materialevalg og samspillet mellem maskine og redskab.
– Vores opgave er hele tiden at lytte, udfordre og ikke mindst løbende forbedre vores evne til at kunne omsætte kunders behov til noget, der får maskinerne til at performe bedst muligt, siger Klaus Kalstrup.
Automatisering fylder mere i produktionen
Den teknologiske udvikling har samtidig ændret kompetencebehovet på maskinfabrikken. Digitalisering, automatisering og nye digitale værktøjer er blevet en større del af både udvikling og produktion.
– Vi udvikler os i tiltagende grad mod en teknologisk vidensvirksomhed, hvis man ser på de efterhånden mange forskellige kompetencer, som er samlet under ét tag. Den viden og erfaring, som er opbygget gennem mange år, bygger vi konstant videre på: Både gennem vores rekruttering, men også ved at være åbne og nysgerrige over for nye teknologiers potentialer, forklarer Klaus Kalstrup.
Senest har Sjørring Maskinfabrik investeret i en ny svejserobot, der kan håndtere skovle på op til fire ton i lodret position. Robotten anvender blandt andet visionsteknologi i svejseprocessen.
På fabrikken indgår digitalisering, automatisering, AI, konfiguratorer og cybersikkerhed i stigende grad i det daglige arbejde. Samtidig stiller kunderne større krav til blandt andet performance, sikkerhed, dokumentation og rapportering, hvilket påvirker både udviklingsarbejdet og produktionen.
Automatiseringen står dog ikke alene. På fabrikken arbejder automatiserede produktionsprocesser og specialiseret manuel svejsning side om side.
Volvo dumpere på Sjørring Maskinfabriks første bygninger
Åbner 20.000 m² fabrik til jubilæet
I anledning af 80-års jubilæet åbner Sjørring Maskinfabrik dørene til sine cirka 20.000 m² produktionsfaciliteter lørdag den 24. oktober 2026.
Fra kl. 12 til 15 inviteres medarbejdere, familier, samarbejdspartnere, lokalområdet og andre interesserede indenfor på fabrikken. Her bliver der mulighed for at se produktionen og nogle af de skovle og øvrige svejste redskaber, der udvikles og fremstilles i Sjørring.
Fakta om Sjørring Maskinfabrik
- Grundlagt i Sjørring i 1946
- Har omkring 200 medarbejdere fordelt på 14 nationaliteter
- Råder over cirka 20.000 m² produktionsfaciliteter i Thy
- Udvikler og producerer primært skovle og redskaber til entreprenørindustrien
- Forarbejder omkring 14.000 ton stål årligt
- Anvender cirka 160 km svejsetråd om dagen
- Introducerer i gennemsnit cirka ét nyt produkt eller én ny variant om dagen
- Kombinerer automatiseret produktion med specialiseret manuel svejsning
Læs flere nyheder om materiel til de store maskiner på byggepladsen