
Anette Grønkjær Lings og Bo Lings er ved at lægge sidste hånd på deres hotelbyggeri i Sisimiut. 13 ferielejligheder og en butik står klar til gæsterne til sommer.
Hotelprojekt viser nye veje i byggeriet og kan øge turismen
Lokale iværksættere – bakket op af Grønlandsbanken – åbner snart deres andet hotel i Sisimiut. Byggeriet viser nye metoder inden for arktisk byggeri, og kan bane vej for øget turisme i Grønlands næststørste by.
Grønlandsbanken har sat 100 mio. kr. af til lån til Vækst Kapital til projekter, som fremmer udviklingen og turismen over hele Grønland, fortæller Jesper Overgaard Sørensen, ejendomsfinansieringschef i Grønlandsbanken.
Sisimiut er kendt for enestående oplevelser året rundt i form af hundeslædekørsel, natur- og snescooterture i verdensklasse, heliskiing, guidede vandretur, lystfiskeri, bådture på fjord og hav og ikke mindst det internationale langrendsløb Arctic Circle Race.
Turismen bliver stadig vigtigere for byen, og til sommer tages endnu et skridt i retning af at underbygge udviklingen. Et nyt hotel med de meget efterspurgte hotellejligheder slår dørene op for turister og andre gæster. Bag det står ægteparret Anette Grønkjær Lings og Bo Lings, som i forvejen driver Hotel Sisimiut.
Med Grønlandsbanken som finansiel rådgiver tog de i 2023 den endelige beslutning om, hvad der skulle opføres på den grund, de havde erhvervet nogle år forinden, og hvor den første renoverede bygning var blevet totalskadet efter en ildspåsættelse.
- I første omgang havde vi planer om et konventionelt byggeri, men det viste sig, at kvadratmeterprisen blev alt for høj. Derfor begyndte vi at undersøge alternative bygemetoder og
-materialer, fortæller Bo Lings.
Organisatorisk gik bygherrerne også nye veje, idet de ønskedes at bruge mindre lokale håndværksmestre kombineret med nogle få fagentrepriser og selv stå for byggestyring og kvalitetssikring.
- Totalt set er projektet for stort til de mindre lokale firmaer, men på denne måde kan vi være med til at støtte dem, og jeg oplever en stor stolthed af at medvirke til et godt projekt, siger Bo Lings.
100 mio. kr. afsat til udvikling i Grønland
For Grønlandsbanken er hotelprojektet i Sisimiut et eksempel på, hvordan banken ønsker at støtte udviklingen og turismen i hele Grønland – og ikke alene i byerne med de nye atlantlufthavne.
- Vi vil gerne stille vores erfaring til rådighed for bygherrer og indgå i et tæt samarbejde i form af rådgivning, byggekredit, løbende sparring og tilbud om efterfølgende finansiering, siger Jesper Overgaard Sørensen, ejendomsfinansieringschef i Grønlandsbanken.
Han fortæller, at banken i forbindelse med det seneste regnskab har afsat 100 mio. kr. til lån til Vækst Kapital til turisterhvervet til særligt favorable vilkår. Det indbyder bygherrer til dialog om deres projekter.
Bo Lings har kun godt at sige om sit samarbejde med Grønlandsbanken:
- Vi er meget tilfredse med samarbejdet, rådgivningen og den løbende dialog, vi har med banken. Vores projekt og budget blev modtaget meget professionelt, siger Bo Lings.
- Sisimiut er en entreprenant by, og der er behov for ekstra overnatning specielt i højsæsonen om sommeren. Vi har et godt samarbejde med Grønkjær Lings koncernen, siger Jesper Overgaard Sørensen.
Læs også:
Grønlandsbanken kigger længere mod nord
Banebrydende funderingsmetode
Når turister og erhvervsfolk rykker ind i lejlighederne sidder de på et hotel, som er båret på stålsøjler i modsætning til den traditionelle betonfundering.
- På denne grund er der 10 meter ned til fast fjeld, og et konventionelt randfundament ville kræve en kæmpe udgravning og store mængder beton, fortæller Bo Lings.
- Derfor importerede vi en metode fra Norge, der har været anvendt i årtier til byggeri i fjeld med jordlag og permafrost.
- Stålsøjlerne er omgivet af en yderkappe af cortenstål, som er fyldt med plastisk beton og boret cirka 2 meter ned i grundfjeldet i præcise vinkler. Over søjlerne ligger et løftet og dobbeltisoleret terrændæk, siger Bo Lings.
Hele byggeriet er uorganisk, så der hverken er risiko for fugt, skimmelsvamp og brand. Blandt andet benyttes facadeelementer, der eliminerer kuldebroer og sikrer høj isoleringsgrad.
Gæsterne i hotellet kan også glæde sig over luftkvaliteten fra centralventilationssystemet med varmegenindvinding.
Endvidere har hotellet en ekstrem energieffektivitet. U-værdien er 0,11, hvilket svarer til 500 mm traditionel mineraluldsisolering.
I virkeligheden det perfekte sted at slappe af med benene oppe og en varm kop kakao efter en oplevelsesrig dag på hundeslæde, langrendsski eller fisketur.
Læs også: Bæredygtigt byggeri i Danmark er ikke nødvendigvis bæredygtigt i Grønland