<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
STP

Steen Pallesen fra Teknologisk Institut

Fugtteknikken bliver stadig glemt på grund af travlhed

  • Indeklima
  • Materialer og Løsninger
  • 2024-08-28
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

    Travlhed og hastværk er væsentlige årsager til, at nogle nybyggerier og renoveringer ender i opfugtning og deraf afledt skimmeludvikling.

    Trods gode intentioner i både lovgivning, normer og anvisninger, sker det igen og igen, at fugtteknikken bliver ’glemt’, når det går for stærkt. Al den unødige renovering er en belastning af klimaet, vi ikke har råd til, lyder det fra Steen Pallesen fra Teknologisk Institut.

    Mange tilfælde af skimmel på grund af fugt i konstruktioner

    I Danmarks byggebranche er vi i disse år i fuld gang med at finde frem til de teknikker, materialer og processer, der skal forme og danne fundament for byggeriets bæredygtig fremtid – til hvilke byggetekniske løsninger, vi skal forfine, for at rykke byggeriets bæredygtige udvikling i den rigtige retning. Derfor gælder det kontinuerligt om at bygge gennemtænkt, holdbart, ressourcebevidst og med minimalt spild for øje.

    IMG_1550Nybyg i træ, hvor de indvendige lette vægge har stået under vand. Alle vægge skal fjernes og bygges op på ny.


    På Teknologisk Institut ser Steen Pallesen, seniorspecialist og forretningsleder, og hans kollegaer desværre mange eksempler på det modsatte: At travlhed og hastværk fortsat er væsentlige årsager til, at nogle nybyggerier og renoveringer ender i opfugtning og deraf afledt skimmeludvikling og skal gennemgå gennemgribende renovering af f.eks. hele tagflader og gulvkonstruktioner.

    - Mange arbejder naturligvis meget fugtteknisk bevidst – men min faglige hverdag er desværre også fuld af eksempler på det modsatte. Det er svært at sætte et præcist antal eller beløb på omfanget af skimmelsager, men vi oplever, at der er mange tilfælde af skimmel som resultat af fugt i konstruktioner, der skyldes byggetekniske fejl og alt for pressede tidsplaner. På trods af, at der eksisterer tifold lovgivning, normer, anvisninger, BYG-ERFA-blade og megen anden information om dette. Og vi oplever ikke, at udfordringen er nedadgående trods branchens fokus på at undgå spild og i stedet bygge mere bæredygtigt og holdbart, siger Steen Pallesen.

    IMG_4952Nyopført bygning, hvor taget er utæt, og nu synlig skimmel i loftkonstruktion.



    Ifølge seniorspecialisten går det galt i både tagkonstruktion, facader og gulvkonstruktion. Skaderne sker både i nybyg og ved renovering af dele af eksisterede byggeri – og i processerne på byggepladsen. Eksemplerne er mange og skadesbilledet komplekst.

    - Manglende afdækning af materialerne, når de bliver leveret på pladsen. Manglende afdækning, når man arbejder på åbne konstruktioner. Manglende udtørring af materialer efter montering. ’Gamle’ konstruktioner, der påføres nye og alt for tætte tagkonstruktioner. Isoleringsbats i vandpytter, der bygges direkte ind i facader. Jeg kunne blive ved. Forleden kontaktede en mand os for at spørge, om det ikke var lidt mærkeligt, at håndværkerne i hans nybyggede hus lagde trægulv, før de monterede døre og vinduer, fortæller Steen Pallesen.

     

    Klimaet betaler regningen

    Indbygget fugt og skjulte fugtskader, der får lov at udvikle sig, kan betyde skimmelsvampevækst, der kan have store konsekvenser. Sådanne situationer hører desværre ikke til sjældenhederne, fortæller Steen Pallesen, og han bliver relativt ofte kaldt ud for at undersøge, hvorfor en familie ikke kan holde ud at bo i deres nybyggede eller nyrenoverede hus eller lejlighed.

    - Det går i første omgang ud over beboerne, der skal døje med fysisk ubehag, økonomisk og juridisk bøvl. Dernæst går det ud over den, der skal betale for udbedringen af f.eks. 180 kvm skimmelinficeret trægulv eller tagflade – og i sidste ende belaster det klimaet og vores fælles ressourcer unødigt. Det skal vi simpelthen gøre bedre.

    IMG_1399Nybyg, hvor det hele er opfugtet, og på trods af det er man i gang med strøgulv med risiko for fugt og skimmelsvampeproblemer.


    Bygningsreglementet konkretiserer ellers meget tydeligt, at man ikke må bygge fugt ind i konstruktionerne ($334 - $338, red.), men det er tilsyneladende ikke nok, at lovgivningen eksisterer, hvis den ikke i alle tilfælde systematisk implementeres i byggeprocesserne, lyder det fra Steen Pallesen.

    Han anerkender, at byggeri i dag er mere komplekst end for f.eks. 50 år siden, hvor parcelhusene havde deres store indtog. Men det er travlheden, der i hans optik har ansvaret for, at lovgivning, normer, anvisninger, BYG-ERFA-blade og mange andre retningslinjer ikke altid bliver indarbejdet i byggeprojektet fra start.


    - Uanset, om du er projekterende, rådgiver eller udførende, har du et ansvar for at kende og benytte nyeste viden for, hvordan du bygger tørt og fugtsikkert – både i udførelsen og på sigt i levetiden. Du skal kende fugtbalancen i din konstruktion, og vide, hvordan fugtvandringen er ad åre. Har du ikke dét overblik, er det ansvarligt at tilknytte en fugtsagkyndig til byggeprojektet, der løbende kan kontrollere processen. Det burde være et lovkrav, at den viden bliver undersøgt, kortlagt og inkluderet i projekteringen og udførelsen, siger Steen Pallesen og tilføjer:

    - Ligesom vi altid anbefaler at få en professionel til at vurdere både synlige og skjulte fugtskader, bør vi også tilstræbe at have en fugtsagkyndig tilknyttet et byggeprojekt, så en fagkompetence har dét som sit primære fokus.

     

         ·       Cirka 10 % af befolkningen er disponible over for en reaktion på skimmelsvamp – og cirka 3 % er hypersensitive og bliver meget hårdt ramt.

    ·       Begrebet ’skimmel’ dækker over en række skimmelsvampe, der trives i fugtige miljøer med en relativ luftfugtighed over 70 %.

    ·       Sporerne findes overalt i naturen, spredes gennem luften og fugt i boliger fremmer vækst af skimmelsvampe, der kan frigive sporer til luften inden døre.




    Anbefalede artikler