PLH_APPension_fotograf_Barsk 01

Pensionsgigants domicil vinder Naturstensprisen 2025

  • Anlæg
  • Materialer og Løsninger
  • Tegl
  • Gulve, Vægge og Lofter
  • Indeklima
  • 2025-11-27
  • | Af Redaktionen

  • AP Huset, der er en del af kontorbyggeriet Svanemølleholm, modtog Naturstensprisen 2025 for sin gennemførte brug af natursten med blandt andet gulvmosaik af billedkunstneren Michael Kvium.

    PLH_APPension_2_prisoverrækkelse 05


    AP Pensions domicilbygning i Nordhavn, også kendt som Svanemølleholm, har fået tildelt Naturstensprisen 2025 af Stenhuggerlauget under DI Byggeri. Prisen blev overrakt ved en ceremoni tirsdag eftermiddag og gives til byggerier, der udmærker sig ved en særlig kreativ og fagligt funderet anvendelse af natursten.

    En helhedstænkning i natursten

    Byggeriets prisbelønnede anvendelse af natursten dækker alt fra gulvbelægninger og trapper til en præcist udført receptionsskranke i italiensk kalksten. Særligt fremhæves gulvmosaikken i stueetagen, skabt af billedkunstner Michael Kvium:

    - AP Huset demonstrerer en sjælden helhedstænkning i brugen af natursten. Bygningen forener faglighed, håndværk og moderne arkitektur på fornemste vis. Gulvmosaikken af Kvium er et hovedværk i sig selv og et lysende eksempel på naturstenens muligheder, lyder det i motivationen fra oldermand Ole Grage, Stenhuggerlauget, i en pressemeddelelse.

    Mosaikken er udført i Palladiana-teknik med over 100 forskellige typer europæiske natursten og fungerer som et visuelt centrum i atriummet. Ovenpå mosaikken er opført en receptionsskranke af 700 massive lameller i italiensk kalksten og bueskårne topplader.

     

    Kunst og arkitektur smelter sammen

    Ifølge AP Pension var ønsket fra starten at skabe en bygning, hvor arkitektur, kunst og materialer indgår i en samlet fortælling – med kunsten integreret som en del af arkitekturen, ikke blot som udsmykning.

    - Vi ønskede et hus, der både afspejler vores værdier om åbenhed og giver medarbejderne inspirerende og identitetsskabende rammer. Kunstværkerne – herunder Kviums gulvmosaik – fungerer som fælles pejlemærker og inviterer til dialog og refleksion og giver medarbejderne noget ekstra i hverdagen, fortæller Bo Normann Rasmussen, CEO i AP Pension.

    PLH_APPension_prisoverrækkelse 04
    PLH_APPension_fotograf_Barsk 02
     
     

     

    Trivsel er omdrejningspunktet

    Arkitektfirmaet PLH har stået for både arkitektur og indretning og har udviklet huset som et atriumbyggeri med menneskelig trivsel som centralt tema. Ifølge partner og ledende arkitekt Lars Toksvig er AP Huset et eksempel på et "gesamtkunstwerk", hvor kunst, rum og materialitet er tænkt sammen fra starten:

    - Vi har bestræbt os på at skabe en helhedsoplevelse, der giver et både inspirerende, inkluderende og langtidsholdbart hus, slutter Lars Toksvig.

    Fakta om AP Huset

    En del af domicilprojektet Svanemølleholm.

    Størrelse: 15.000 m²- for ca. 550 medarbejdere.

    DGNB-status: Præcertificeret til Guld og forventes at opnå Diamant.

    Parter i projektet er PLH Arkitekter (arkitektur og indretning), Niras (ingeniør), MT Højgaard (entreprenør) og Marianne Levinsen Landskab (landskabsarkitektur).

    Om Naturstensprisen

    Prisen uddeles årligt af Stenhuggerlauget, DI Byggeri, til projekter, der viser høj faglighed og respekt for tradition i brugen af natursten. Blandt tidligere prismodtagere er Accura Advokatpartnerskab (2023) og Restaurant Alchemist (2021).



    Læs flere artikler om gulvløsninger

     

     

    Anbefalede artikler