<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Drone i action 5_Drone-Observation

Droner på arbejde i Kødbyen: Byggepladsen set fra oven

  • Byggepladsen
  • IT og ny teknologi
  • Den effektive byggeproces
  • Sikkerhed
  • 2024-11-26
  • | Af Malene K. HolmAf Redaktionen
  • | Fotos af Drone-Observation
  • Under renoveringen af Den Hvide Kødby på Vesterbro i København er gruppeleder Mikal Almind Lund fra EKJ i fuld gang med at forene den digitale verden med byggebranchen. Til projektet har han hyret Drone-Observation, som løbende filmer byggeriets fremskridt.

    Kødbyen gruppeleder Mikael Almind Lund_EKJ_ med drone2_Drone-ObservationGruppeleder Mikal Almind Lund fra EKJ


    Med termiske kameraer og avanceret 4K-teknologi leverer dronerne præcise detaljer, der normalt ville kræve omfattende ressourcer og tid. Hver uge samler droneflyvningerne data om arbejdsmiljø, projektets fremdrift og brandsikkerhed.

    - Drone-teknologi giver langt bedre data end en traditionel 3D-model, da det er virkelige billeder fremfor visualiseringer, udtaler Mikal Almind Lund i en pressemeddelelse.

    EKJ er bygherrerådgiver på dele af renoveringen, hvor den oprindelige stil fra 1934 bliver genskabt. De fredede bygninger på 10.500 m2, som blandt andet rummer fødevaregrossisten Inco og flere restauranter, får udskiftet eller restaureret tag, facader og vinduer, så det hele kommer så tæt som muligt på det oprindelige udtryk.

    Via 360-graders billeder og detaljeret dokumentation kan alle projektpartnere, herunder hovedentreprenøren Kjær Knudsen og Københavns Ejendomme, følge renoveringen. Dette giver et gennemsigtigt og opdateret arbejdsgrundlag.

    - Det giver et fælles og gennemsigtigt arbejdsgrundlag, som sparer tid – og tid er jo penge i alle byggeprojekter, siger Mikael Almind Lund.

     

    Ny teknologi giver bedre sikkerhed

    Dronerne er også med til at sikre, at kravene til arbejdsmiljø og sikkerhed bliver overholdt. De dokumenterer blandt andet affaldshåndtering og forhold, som kræver opmærksomhed fra Arbejdstilsynet. Hvis noget som eksempelvis et stillads-gelænder mangler, rapporterer Drone-Observation det via data-management-systemet Dalux. Selv sne på adgangsveje kan dronerne holde øje med.

    Den termiske teknologi gør en stor forskel, især for brandsikkerheden, forklarer projektleder Peter B. Jensen fra EKJ.

    - Når man lægger tagpap på et tag, der i baner bliver brændt fast på underlaget, kræver loven, at der er en fysisk brandvagt, som kan reagere på røgudvikling. Med et termisk kamera kan droner registrere varmeudvikling inde i tagkonstruktionen, som en menneskelig vagt ikke kan se. Dette ekstra sikkerhedsniveau sikrer, at alle på, indeni og udenom den fredede bygning kan føle sig trygge. Det værdsætter mange i lyset af tidligere byggepladsbrande som den i Børsen, siger han.

    Drone i action 6_Drone-Observation

     

    Droner vinder frem på landets byggepladser

    Selvom droner stadig er en forholdsvis ny teknologi på byggepladser, mærker Drone-Observation stigende efterspørgsel.

    - Brug af droner gør rigtig mange ting nemmere på byggepladser. Vi får flere og flere henvendelser fra folk i rådgiver- og entreprenørbranchen, der har brug for certificerede dronepiloter til specifikke droneopgaver som renoveringsprojektet i Kødbyen. Det er helt sikkert kommet for at blive, siger certificeret dronepilot Michel Søndergaard fra Drone-Observation.

     

    Modstand vendt til anerkendelse

    På trods af teknologiens mange fordele har projektet mødt enkelte udfordringer. Vejrforhold og restriktioner i byområder kan begrænse droneflyvning. Heldigvis har Den Hvide Kødby en placering, der er fri for sådanne restriktioner.

    - Nogle af de involverede i projektet var også skeptiske over for dronerne i starten. Nu oplever vi, at de ser værdien af den øgede gennemsigtighed. For dronerne tilbyder ikke blot dokumentation, men værdifulde observationer, der øger kvalitet, effektivitet og sikkerhed – og det kan alle mærke, siger Mikael Almind Lund, der forventer, at droner snart bliver en fast del af byggeprocesser:

    - Jeg er sikker på, at droner snart vil blive lige så fast en del af byggeprocessen som digitale modeller, fordi projekterne bliver sikrere, hurtigere at udføre og mere rentable.

     

    Læs mere om IT og ny teknologi på vores temaside

    Anbefalede artikler