Karsten Klöcker og Rudolf Arnold fra Liebherr tager imod , CEO Jan K. Møller, direktør Leif Rudebeck Petersen og bestyrelsesformand Hans Holm
Usædvanligt jubilæum for entreprenørmaskiner
Maskinforhandler Johs. Møllers Maskiner markerede 60 års samarbejde med Liebherr – det længste af sin slags globalt – og cementerer sin position som dansk eneforhandler med fuldt sortiment.
Entreprenør Michael Mortensen, HM Entreprenør A/S, satte rekord i antal store Liebherr i én handel
Det er ikke hver dag, man kan fejre et diamantbryllup i erhvervslivet. Men netop det kunne den danske maskinforhandler Johs. Møllers Maskiner A/S og den tyske maskinproducent Liebherr markere tidligere i år. Med 60 års kontinuerligt samarbejde er det det længste partnerskab mellem Liebherr og en forhandler på verdensplan.
– Vi har været med hele vejen – fra de første gummigeder til det nuværende full-line sortiment, fortæller Jan K. Møller, CEO i JMM-Group, der omfatter Stemas A/S, i en pressemeddelelse.
Samarbejdet begyndte i 1965, da Jan K. Møllers far og farfar mødte Liebherr på en messe i Tyskland og indgik en forhandlingsaftale. Det skete på et tidspunkt, hvor Johs. Møllers Maskiner selv producerede gravemaskiner, men erkendte, at udviklingsomkostningerne var for store. Siden har virksomheden udelukkende fokuseret på salg og service af Liebherr-maskiner.
En fast forankret del af dansk entreprenørbranche
Den første Liebherr-maskine i Danmark blev solgt til entreprenør Ole Mortensen i Horsens. Siden har sønnen, Michael Mortensen og HM Entreprenør A/S, lagt den største enkeltordre i virksomhedens historie – 57 store maskiner i 2023.
Også M. J. Eriksson A/S, landets største jordentreprenør, er blandt de store kunder med over 500 Liebherr-maskiner i drift – alle leveret i virksomhedens karakteristiske hvide og blå farver.
– Vi har haft mange kunder gennem mere end en menneskealder. Liebherr er jo i den absolutte top blandt måske fire-fem mærker i entreprenørmaskiner. Kvaliteten afspejler tydeligt, at der er tale om europæiske produkter, som er helt i front med udvikling, siger Leif Rudebeck Petersen, administrerende direktør i Johs. Møllers Maskiner A/S og ansvarlig for Liebherr-forretningen i koncernen.
Tæt bånd til producenten
Liebherr er stadig en familieejet koncern med ca. 55.000 ansatte, heraf omkring 30.000 i entreprenørmaskindivisionen. Det mærkes ifølge JMM-Group tydeligt i samarbejdet.
– Vores forhold til Liebherr-familien og hele koncernen er helt speciel.
Vi har opbygget et tillidsfuldt samarbejde gennem mange år, Det giver særlige bånd at repræsentere en af verdens største producenter af entreprenørmaskiner længere end noget andet firma. 60 år er unikt for både os og for Liebherr, siger Jan K. Møller.
Liebherrs portefølje spænder bredt – fra entreprenørmaskiner og minedriftsudstyr til flykomponenter og husholdningsapparater. Men i Danmark er det udelukkende entreprenørmaskiner, der er i fokus.
Grundlægger og søn: Johannes Møller og hans søn Bernhard Møller
Fuldt sortiment og stigende aktivitet
Efter Liebherrs introduktion af egne dumpere har produktpaletten nu nået et niveau, hvor Johs. Møllers Maskiner kan tilbyde et komplet program til entreprenørbranchen – fra minigravere til tårnkraner.
– Det har givet os mulighed for at koncentrere Johs. Møllers Maskiner 100 % om Liebherr-produkterne, fortæller Jan K. Møller.
Eksport til Finland og Ukraine
Udover det danske marked har Johs. Møllers Maskiner også håndteret specialleverancer. Blandt andet modtog det finske militær en ordre på 22 Liebherr-maskiner, mens 16 renoverede maskiner er sendt til Ukraine som led i genopbygningen efter krigens ødelæggelser.
Virksomheden har afdelinger i både Horsens og Rønnede og er i daglig kontakt med Liebherrs fem hovedfabrikker i Europa.