Mjølnerparken står færdig efter stor renovering
Efter fem års byggeri har Nordstern afleveret den 55.000 m² store renovering af Mjølnerparken til Bo-Vita. Projektet omfatter boliger, erhverv, fællesfaciliteter og nye forbindelser til byen.
Den 1. oktober 2026 afleverede Nordstern Mjølnerparken på Nørrebro til bygherren Bo-Vita efter en omfattende ombygning, renovering og nybyggeri, der har været under udførelse siden 2021. Projektet har ændret både boligerne og bebyggelsens møde med den omkringliggende by. Der er blandt andet etableret nye boligtyper og fællesfaciliteter, mens tidligere stuelejligheder er omdannet til erhvervslokaler. Samtidig er infrastrukturen ændret, så området får flere forbindelser til det øvrige Nørrebro.
– Det har været en lang og til tider vanskelig vej frem mod det Mjølnerparken, vi ser i dag. Derfor er vi også glade for, at vi nu er nået hertil og kan sætte punktum for en omfattende renovering. Først og fremmest glæder jeg mig på beboernes vegne. De har levet med byggeriet og de mange forandringer gennem flere år, og nu kan de igen nyde hverdagen i deres hjem, siger Jan Hyttel, formand for Bo-Vitas organisationsbestyrelse, i en pressemeddelelse.
Helhedsplan kombinerer fysiske og sociale indsatser
Renoveringen er gennemført som en del af en helhedsplan, hvor de fysiske ændringer i Mjølnerparken er kombineret med sociale og tryghedsskabende indsatser. For beboerne betyder afleveringen samtidig afslutningen på flere år med byggeaktiviteter og løbende forandringer i området. Ud over moderniseringen af boligerne er der arbejdet med at skabe bedre forbindelser mellem bebyggelsen og det omkringliggende byliv.
Hos hovedentreprenøren Nordstern fremhæver CEO Morten Chrone projektets omfang og det langvarige samarbejde mellem byggeriets parter og beboerne.
– Mjølnerparken har været et af de mest omfattende og betydningsfulde renoveringsprojekter, vi har været en del af. Derfor vil jeg gerne rette en stor tak til Bo-Vita, rådgiverne, vores samarbejdspartnere og ikke mindst beboerne for deres tillid og tålmodighed gennem forløbet. Sammen har vi skabt rammerne for en moderne og attraktiv bydel, som vi er stolte af at aflevere, siger Morten Chrone, CEO i Nordstern.
Familieboliger side om side med ungdomsboliger
Efter ombygningen rummer Mjølnerparken 466 familieboliger og 75 ungdomsboliger samt erhvervslejemål, fælleshuse, vaskerier og øvrige fællesfaciliteter.
Projektet omfatter desuden renovering af opgange, kældre og udearealer. Der er etableret nye boligtyper med henblik på en mere varieret beboersammensætning, mens en række tidligere boliger i stueetagerne er konverteret til erhverv.
De nye erhvervslokaler giver mulighed for blandt andet butikker, caféer og andre lokale funktioner. Sammen med ændringerne af infrastrukturen og de nye forbindelser gennem området er de en del af arbejdet med at åbne Mjølnerparken mere mod den omkringliggende by.
Fokus på beboerhåndtering under byggeprojektet
Beboerhåndtering har været en del af opgaven gennem byggeperioden. Nordstern har blandt andet bidraget til koordineringen med beboerne og understøttet områdets tryghedsindsatser.
I forbindelse med projektet er der desuden gennemført sociale initiativer som jobdage og aktiviteter rettet mod at skabe interesse for fritidsjob og fritidspladser blandt områdets beboere.
Fakta om renoveringen af Mjølnerparken
Omfang: 55.000 m²
Type: Etageboliger, erhverv, boligrenovering og industri
Lokation: København N
Byggeperiode: 2021-2026
Bygherre: Bo-Vita
Arkitekt: Nordic Office of Architecture
Ingeniør: Artelia
Landskabsarkitekt: BOGL
Hovedentreprenør: Nordstern
Læs flere nyheder om renoveringsprojekter