<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
direktør-CG-Jensen-Holding-Michael-S-Larsen

Michael S. Larsen, adm. direktør i CG Jensen Holding A/S

Aarsleff opkøber CG Jensen og Adserballe & Knudsen

  • Byggeriets udvikling
  • Virksomhedsnyt
  • Byggepladsen
  • 2026-02-24
  • | Af Redaktionen

  • CG Jensen Holding A/S sælger i alt fem selskaber til Aarsleff-koncernen, herunder entreprenørfirmaerne CG Jensen A/S, Adserballe & Knudsen A/S og CG Jensen Forsyning A/S. Alle tre entreprenørfirmaer fortsætter som selvstændige firmaer med egne profiler.

    - Vi ser frem til at kunne supplere Aarsleff-koncernen med kompetencer inden for blandt andet CLT- og stålmontage, transformationsbyggeri, betonrenovering og bore/skære og endelig generelt bidrage til at øge Aarsleff-koncernens kapacitet inden for bygge og anlæg samt renovering. Samtidig kan vi trække på Aarsleff-koncernens størrelse og kompetencer, og det er vores forventning, at vi sammen kan realisere en række koncernmuligheder og skabe et fælles fundament for en fortsat lønsom og bæredygtig udvikling i et bygge- og anlægsmarked i vækst, udtaler adm. direktør i CG Jensen Holding A/S, Michael S. Larsen i en pressemeddelelse.

    Den samlede købesum er fastsat til 766 mio. kr. Overtagelsen er betinget af blandt andet konkurrencemyndighedernes godkendelse, som forventes i tredje kvartal 2026. Aftalen indeholder desuden reguleringer af købesummen, herunder forrentning frem til closing og resultatafhængige reguleringer.



    CG-Jensen_Pakhus53_6291



    Styrker positionen i renovering og anlæg
    Med opkøbet udvider Aarsleff sin kapacitet inden for bygge- og anlægsprojekter samt bolig- og bygningsrenovering – særligt i Storkøbenhavn. CG Jensen A/S har hovedkontor i Glostrup, beskæftiger 550 medarbejdere og udfører bygge- og anlægsopgaver for både offentlige og private bygherrer i hele landet. I 2024 omsatte selskabet for 2,1 mia. kr.

    Adserballe & Knudsen A/S, der holder til i Farum, har 150 medarbejdere og arbejder primært med større boligrenoveringer samt mindre og mellemstore nybyggerier – ofte med træbyggeri. Omsætningen var i 2024 på 570 mio. kr.

    CG Jensen Forsyning A/S er et nystartet selskab, der leverer komplette løsninger inden for fjernvarme, el-, tele- og vandforsyning. Ifølge Jesper Kristian Jacobsen, administrerende koncerndirektør i Aarsleff-koncernen, matcher opkøbet markedets efterspørgsel:

    – Med købet af CG Jensen og Adserballe & Knudsen tilfører vi flere af de kompetencer, som bygge- og anlægsmarkedet efterspørger og som passer godt ind i Aarsleff-koncernen. Vi deler kultur, tilgang og et stærkt fokus på egenproduktion, og det giver et solidt fundament for et tæt og værdifuldt samarbejde. Samtidig styrker vi Aarsleffs position inden for bolig- og bygningsrenovering samt nybyggeri, især i Storkøbenhavn, og øger kapaciteten på anlægsområdet, hvor aktiviteten er høj.



    Fortsætter som selvstændige selskaber
    Aarsleff-koncernen har gennem årene gennemført en række opkøb og lægger vægt på at bevare de opkøbte selskabers faglige profiler. Planen er, at CG Jensen A/S, Adserballe & Knudsen A/S og CG Jensen Forsyning A/S fortsætter som selvstændige virksomheder med den nuværende ledelse som søsterselskaber i koncernen.

    De to øvrige selskaber i handlen er CG Jensen Ejendomme A/S og Ryttermarken ApS, som ejer ejendomme i henholdsvis Harlev ved Aarhus og Farum.

     

    Anbefalede artikler