<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
HR004G_D1CK

40V bore- og mejselhammer fra Makita gør det tunge arbejde lidt sjovere

  • Byggepladsen
  • Værktøj
  • Test af værktøj, varevogne og udstyr
  • 2021-05-03
  • | Af Alexander Tengbjerg

    Vi har testet den nye 40V bore- og mejselhammer fra Makita og det store batteri og dens anti-vibrationsteknologi, vakte stor begejstring hos murerne.

    Krigen mellem værktøj på batteri og ledninger raser ufortrødent. Tager man et stykke værktøj som en bore- og mejselhammer, vil nogle nok mene, at det her giver mening at have en ledning, for de fleste batterier vil blive drænet som dug fra solen, så snart at bore- og mejselhammeren kommer på en prøve.

     

    Makita selv er tidligere kommet med en løsning, hvor en bore- og mejselhammer drives af to 18 V batterier. Rationalet var jo ganske enkelt, at et batteri er godt, to er dobbelt så godt. Spørgsmålet er så, vil den nye 40V bore- mejselhammer kunne udkonkurrere både ledningsværktøjet og Makitas egne maskiner, der drives af de mindre 18V batterier? Det vil vi give et svar på efter at have været forbi murer og skridsikringsekspert, Lasse Hald, der for sidste gang har lagt krop til vores værktøjstest. Men han var ikke alene, for pladsens andre svende havde også haft fingrene i den nye maskine fra Makita. Og alle gav de deres besyv med.

     

    - Den dobbelte batteriløsning var fin, men den gamle maskine føltes en anelse klodset, og den var også en del tungere. Flere af mine kollegaer endte faktisk med ikke at bestille den på grund af vægten og den overordnede følelse. Til trods for at de havde flere 18V batterier og maskiner fra Makita. En bore- og mejselhammer vil altid være tung og man vil altid være godt træt efter at have brugt den. Men derfor er det bare så vigtigt at der ikke er noget overflødig vægt og at man føler sig godt tilpas når man holder den. Alt i alt, er det ud fra min erfaring, en af de lettere maskiner i klassen, forklarer Lasse og fortsætter:

     

    - Efter at have prøvet den og ladet mine kollegaer give deres besyv med, så var vi alle enige om at Makita har forbedret vibrationsniveauet væsentligt. De har formået at gøre det tunge arbejde en lille smule sjovere med den her.

     

    HR004GZ01_C2L0_s101
    HR004GZ01_C8C0
     
     

     

    Slider mindre på kroppen

    Der er fire vibrationsreducerende mekanismer i maskinen, heriblandt i håndtaget. Resultatet er mærkbart:

     

    - Vi er i et fag og en branche, hvor ens krop desværre bliver nedslidt. Tingene skal gå hurtigt og sådan en krabat kan virkelig smadre kroppen. Jeg mærker ikke nogen alvorlige rystelser i skuldre, hænder eller arme. Jeg har også testet den sidst på dagen, hvor man måske ikke lige spænder op alle de rigtige steder. Her kan det være en pine at blive sat til at bruge bore- mejselhammeren. Men det problem har Makita løst ved at fjerne de fleste af vibrationerne. Det er lidt som den gamle multimaster fra Fein, der tog kampen op med tømrernes hvide fingre, siger Lasse.

     

    Når man arbejder med et værktøj som dette er sikkerhed vigtigt. Her er Lasse Hald og hans kollegaer også tilfredse med maskinen fra Makita:

     

    - Hvis den jammer, eller boret sætter sig fast i noget, så har den et automatisk slagstop så man slipper for at få revet armene af, griner Lasse og fortsætter:

     

    - Heldigvis ser vi det på flere stykker værktøj fra forskellige producenter. Men det er noget som er utroligt farligt. Jeg tror flere af de ældre håndværkere har prøvet nogle ret slemme vrid med gamle maskiner, der ikke havde automatisk slagstop.

     

    HR001G_D1CK_s01

     

    Bør man skifte fra 18 til 40V?

    Men hvordan har batteriet klaret sig? Er der en mærkbar forskel på eksempelvis de to 18V batterier kontra 40V batteriet?

     

    - Jeg har kunnet bruge maskinen en hel dag uden at skulle oplade den. Brugte jeg den nonstop, så ville da helt sikkert skulle skifte batteriet ud, men drengene, der har erfaringer med dobbeltbatteri bore- mejselhammeren var ikke i tvivl om, at der bare var mere køretid for pengene. Ens batterier bliver jo også brugt forskelligt og slidt forskelligt, så har man et nedkørt batteri og et nyt, sætter det jo en dæmper for maskinens performance, hvilket man undgår med de her 40V basser, siger Lasse og afslutter:

     

    - Det er irriterende at skulle skifte batteripakken ud, men en gang imellem må man jo gøre op med sig selv om ikke det er det værd, når der kommer noget som er markant bedre. Personligt ville jeg vente til, at min værktøjskasse virkelig trængte til en udskiftning og så tage det store skift over til 40V. For jeg syntes at både maskine og batteri gør det rigtig godt.

     

     

    Tekniske specifikationer

    Makita bore- og mejselhammer XGT HR004GZ01

    Akku spænding: 40 V

    Omdrejninger: 0 - 980 min⁻¹

    Max. Slagantal: 0 - 5000 min⁻¹

    Max. borediameter i træ: 32 mm

    Max. borediameter i beton: 28 mm

    Max. borediameter i stål: 13 mm

    Optimalt boreområde i beton: 10 - 18 mm

    Vægt /målt EPTA: 4,0 - 4,5 kg

    Vibrationsniveau, boring: 2,5 m/s²

    Vibration, slagboring: 7,5 m/s²

    Vibrationsniveau, mejsling: 6,5 m/s²

     

    Tak til Jysk Skridsikring

    Anbefalede artikler