
Carsten Raundahl
Aarhus-entreprenør fordobler resultat trods lavere omsætning
Raundahl & Moesby har øget årets resultat markant i 2024, styrket soliditeten og afleveret et byggeri, der som det første i Danmark lever op til EU’s taksonomi Artikel 7.1.
Aarhus Amtssygehus
Trods et fald i omsætningen formåede totalentreprenøren Raundahl & Moesby at fordoble resultatet før skat til 59,2 mio. kr. i 2024. Det er en markant forbedring i forhold til resultatet på 29,9 mio. kr. i 2023. Virksomheden har i løbet af året projekteret flere store byggerier, som først realiseres i slutningen af 2024 og ind i 2025. Ifølge CEO Carsten Raundahl er selskabet godt rustet til opgaverne:
- Trods en omsætningsnedgang fra 1.884 mio. kr. til 1.463 mio. kr. har vi holdt vores bemanding intakt, så vi er klar til at gennemføre de mange opgaver, der ligger foran os. I 2025 forventer vi således en omsætning i størrelsesordenen 1.750 mia. og et resultat før skat på 75 mio. kr., siger Carsten Raundahl i en pressemeddelelse.
Soliditet og kvalitet i fokus
Det forbedrede resultat har styrket selskabets egenkapital, som nu udgør 368 mio. kr. Samtidig har afleverede byggerier i 2024 været kendetegnet af høj byggeteknisk finish og kundetilfredshed, hvilket ifølge Raundahl & Moesby er et gennemgående træk i virksomhedens leverancer.
Første byggeri i Danmark med EU-taksonomiens Artikel 7.1
Et særligt byggeri i Svenstrup skiller sig ud blandt årets afleverede projekter. Her har Raundahl & Moesby færdiggjort det, der kan være det første byggeri i Danmark, som opfylder kravene i EU-taksonomiens Artikel 7.1 for grønne investeringer.
PTD i Svenstrup
EU’s artikel 7.1 fastsætter rammerne for, hvornår nybyggeri kan kategoriseres som bæredygtige investeringer i henhold til fælleseuropæiske kriterier.
CEO Carsten Raundahl forventer, at efterspørgslen på byggeri, der lever op til disse krav, vil stige nu, hvor investorerne har en officiel standard. Projektet i Svenstrup ses derfor som en milepæl inden for klassificerbart grønt byggeri i Danmark.