<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
DB_PALLE_MITWERK_5612

Palle Thomsen: Fremtiden ser lovende ud i byggeriet

  • Byggeriets udvikling
  • Materialer og Løsninger
  • TIL HÅNDVÆRKEREN
  • Uddannelse og Rekruttering
  • Målbar bæredygtighed
  • 2025-03-12
  • | Indlæg af adm. direktør i Brancheforeningen Danske Byggecentre, Palle Thomsen

    Når Danmarks største byggerimesse d. 18. marts åbner dørene i Fredericia, så glæder Palle Thomsen fra Danske Byggecentre sig til at byde velkommen til en branche med høj aktivitet, hvor man også har fokus på at gøre de mange byggearbejdspladser attraktive for den næste generation.

    Byggeri23 2


    Lad mig sige det lige ud: 2025 ser ud til at blive et godt år i byggeriet. Både prognoser og håndværkerne, der er tættest på de faktiske opgaver, siger det. Dermed tegner det også til at blive et år med høj aktivitet for de danske byggecentre. Det er godt. Og fremtiden ser også lovende ud på andre områder.

    Men for nu at begynde med forventningerne til aktiviteten i byggeriet i år: Op til BYGGERI’25, der afholdes 18. til 21. marts i MESSE C i Fredericia, har vi via sociale medier spurgt håndværkere og øvrige fagfolk fra hele landet om, hvad de forventer af 2025.

    Svarene er opløftende og understreger overskriften på dette indlæg. Over halvdelen af dem (54 %) forventer øget omsætning i år, mens en tredjedel (35 procent) forventer uændret omsætning, og kun en ud af ti (11 %) forventer et fald.

    Dermed bekræftes de tal, som Bygherreforeningen fremlagde i slutningen af november sidste år. Her lød det, at det planlagte byggeri var over ti procent højere i 2025 end i 2024.

    Læs også: Lærlinge: Hvorfor ikke uddanne os til fremtidens grønne byggeri?

    Fortsat kraftigt fokus på klima og bæredygtighed

    Samtidig er der fortsat på tværs af branchen fokus på klima, bæredygtighed og renovering. Det er vigtigt. Byggeriet er en af de store CO2-udledere, og bygge- og anlægsaffald i Danmark udgør ifølge Realdania ca. 40 % af alt affald i Danmark, mens kun lidt over en tredjedel af det genanvendes.

    Der er med andre ord stadig meget, vi kan gøre.

    Også her er det opløftende at spørge de udførende i byggeriet, hvad de forventer i 2025. To ud af tre håndværkere forventer vækst i renoveringsopgaver, mens ligeledes to ud af tre regner med at bruge flere genanvendte byggematerialer. Vi er altså på vej i galop i den rigtige retning.

    Giver medlemmer og kunder adgang til endnu mere data

    I Brancheforeningen Danske Byggecentre bakker vi op og understøtter det kraftige fokus på klima, bæredygtighed og genanvendelse. Til gavn for både vores medlemmer, branchen og samfundet i øvrigt.

    Vi fortsætter ufortrødent i 2025 vores arbejde med at indhente dokumentation og klimadata, så vores medlemmers kunder får adgang til mest muligt data og kan træffe oplyste og dokumenterede valg.

    Vi har pt. mere end 75.000 produkter med EPD’er og arbejder løbende på at indhente flere. Det gør det muligt for bygherrer at vælge de bedste og mest bæredygtige produkter på markedet.

     

    Byggeri23

     

    Fremtidens Byggeri på BYGGERI’25

    Vi har også klima, bæredygtighed, renovering og genanvendelse højt på dagsordenen på BYGGERI’25, der i år afholdes med temaet ’Fremtidens Byggeri’.

    Når vi åbner dørene 18. marts til Danmarks største byggerimesse, så er det en fantastisk uge, der venter. Både for udstillere, besøgende, vores medlemmer og for os som arrangører.

    Messen er samlingssted for hele branchen, og det er 20. gang, at tusinder af fagfolk mødes på tværs af projekterende, udførende og leverandører for at se og snakke om nyheder, produkter og løsninger.

    På messen uddeler vi som vanligt også Byggeriets Klimapriser. Vi har 21 nominerede til Byggeriets Klima-, Energi-, Miljø- og Arbejdsmiljøpris i år, og vi ser frem til at fejre dem alle, finde vinderne og til at Kirsten Nielsen, formand for Konstruktørforeningen, overrækker priserne.

    BYGGERI’25 tilbyder desuden en lang række seminarer og såkaldte Mester Time, hvor de besøgende kan hente ny viden på områder som cirkulær renovering, grøn omstilling af tømreruddannelsen, kvalitetssikring og dokumentation for arbejdet med asbest og de nye klimakrav.

    De unge skal med ombord

    Med en branche i god gænge og med fokus på fremtiden har vi selvfølgelig også brug for masser af nye kræfter og kolleger. Det bliver der i den grad også arbejdet med i branchen og hos vores medlemmer.

    Vi ser masser af tiltag, der skal gøre branchen og vores arbejdspladser attraktive for den næste generation. Vi får da også på BYGGERI’25 besøg af flere hundrede unge fra både erhvervsskolerne, konstruktøruddannelserne og elever fra byggecentrene.

    Så der er meget, der peger i den rigtige retning. Mit ønske til 2025 er, at vi som branche bakker op om det og fortsat står sammen, arbejder sammen og udvikler dansk byggeri sammen i den gode retning, vi ser. Der er som sagt god gænge, god stemning og gode muligheder. Lad os gribe dem og bruge dem.

    Vi ses i Fredericia!

    Læs flere artikler om hvilken vej bygge- og anlægsbranchen udvikler sig

    Anbefalede artikler