<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
TEC (7 of 7)

Peter Henriksen, underviser på TEC

Uddannelse som låsesmed: Teknologisk udvikling til fordel for de unge

  • Byggeriets udvikling
  • Håndværker-portræt
  • Uddannelse og Rekruttering
  • IT og ny teknologi
  • 2025-02-12
  • | Af Gudrun Henrysdóttir
  • Peter Henriksen, underviser på TEC, har fulgt låsesmedebranchen gennem tre årtier. Fra mekaniske låse til digitale sikkerhedsløsninger har han set, hvordan teknologiens udvikling forvandler både faget og uddannelsen.

    Peter Henriksen er selv uddannet låsesmed og har i snart 16 år været underviser på TEC - Technical Education Copenhagen. Gennem tre årtier har han fulgt branchen, der især i senere år har gennemgået flere teknologiske transformationer.

    - Da jeg blev ansat som lærling i 1992, var låsesmedearbejdet næsten udelukkende mekanisk, og alt var meget analogt, selv den måde vi kommunikerede, som var via radiokommunikation. Noget af det første jeg blev sat til at lære var de gamle låsesystemer, hvor man talte i numre – rigtig mange numre. Vi servicerende blandt andet Bispebjerg Hospital, som alene havde over 200 5-stift systemer, og dem skulle man mere eller mindre kunne udenad, fortæller Peter Henriksen.

    I dag ser branchen helt anderledes ud.

    Teknologiens rolle i branchen og de unges forspring

    - Udviklingen af nye systemer og teknologier har fundamentalt ændret måden, låsesmede arbejder på. Det tekniske niveau er højere, og mangfoldigheden af produkter er vokset, siger Peter Henriksen.

    Elektrificeringen præger nu områder som ADK (adgangssystemer) AIA (alarmsystemer) og sikkerhedssystemer, hvor mange traditionelle, mekaniske løsninger er blevet erstattet med nøglekort, fingeraftryk og app-baserede teknologier. Lærlinge lærer derfor ikke kun at håndtere mekaniske låse, men i høj grad at arbejde med IT-baserede sikkerhedssystemer og avancerede digitale løsninger.

    Transformationen er markant for branchen og faget, men når det kommer til digitalisering, og introduktionen af kontaktløse og elektroniske løsninger har de yngre generationer en fordel. De er opvokset med digitale systemer og har derfor en naturligt intuitiv tilgang til de teknologiske udfordringer, faget rummer.

    - Jeg bad en lærling installere et AJAX-alarmsystem hjemme hos sin far uden nogen forudgående instruktion. Kort efter havde han opsat et fuldt fungerende system, fortæller Peter Henriksen.




    TEC (3 of 7)

    En moderne uddannelse med moderne udfordringer

    Uddannelsen som låsesmed hos TEC starter med et 20-ugers grundforløb, efterfulgt af et hovedforløb i op til 4 år, hvor eleverne veksler mellem skoleundervisning og praktisk erfaring på deres læreplads. Nye digitale og tekniske løsninger fylder stadig mere, men den grundlæggende forståelse af låse- og sikkerhedssystemer er stadig essentiel.

    - Den ældre generation, som jeg tilhører, har været vant til at håndtere værktøj, og det mekaniske har været nærliggende. Den unge generationer kommer ind med et andet udgangspunkt, og mange har ikke skullet forholde sig til værktøj før. Til gengæld er de hurtige til at orientere sig digitalt, fortæller Peter Henriksen.

    Under hovedforløbet lærer eleverne om fagets krav til præcision, teknisk indsigt og forståelse for mekanik. De introduceres for finmekaniske teknikker og arbejder med drejebænke og fræsemaskiner for at opnå både teoretisk og praktisk erfaring. For tingene skal kunne sidde lige, påpeger Peter Henriksen.

    Som faglærer ser Peter især på kvaliteten af sammensætningen af uddannelse, som afgørende for en vellykket uddannelse:

    - Den måde vi har opbygget erhvervsuddannelserne i dag, fungerer rigtig godt. Vekslingen mellem teori og praktik gennem kropslig læring giver eleverne en alsidig og helhedsorienteret uddannelse, siger han.

    Kombination af tradition og innovation med fokus på traditionelt håndværk og moderne teknologi giver samtidig eleverne en solid faglig viden.




    Et inspirerende miljø med stærkt samarbejde mellem leverandører, mestre og TEC

    Et inspirerende læringsmiljø er afgørende for at skabe en god uddannelse. Det gør sig gældende både i det faglige indhold og de fysiske rammer på skolen, hvor eleverne har adgang til kvalitetsværktøj sponsoreret af Hikoki, AIA-Vanderbilt og ADK-Roger.

    - Vi sætter stor pris på det samarbejde, vi har med branchen og alle mestrene, som er investerer i branchens udvikling og sponsorer deres elevernes studieture og værktøjer. Det er med til at højne uddannelse, siger Peter Henriksen.

    Som en del af uddannelsesforløbet arrangeres studieture til nogle af branchens største leverandører og fabrikker:

    - Vi har blandt andet været i på besøg hos ABUS i Tyskland, ROGER i Polen og MEDECO i USA og skal snart til Finland for at besøge ILOQ, der som noget særligt producerer nøgler med kinetisk energi. Sammenholdet på turene betyder meget for de unge mennesker, og det skaber fælles oplevelser og ny viden, som vi kan bygge videre på, når vi er tilbage på skolen, fortæller Peter Henriksen.

    Studieturene gør uddannelsen nærværende og opdateret med ny viden om produkter og løsninger. De giver eleverne fagligt udsyn og styrker deres motivation på en måde, der ikke opnås alene ved at sidde på skolebænken.




    Et nichefag med 20-25 nyuddannede årligt

    Låsesmedefaget består af cirka 700 udøvende låsesmede i Danmark og uddanner 20-25 nye låsesmede hvert år. I 2024 nåede optaget på TEC i Ballerup et højdepunkt med 42 elever, hvilket vidner om en stigende interesse for faget.

    De skærpede dokumentationskrav, sikkerhedsgodkendelser samt nye standarder og certificeringer har de seneste år moderniseret uddannelsen. I dag opnår færdige svende ISO-certificering efter Forsikring og Pensions kravspecifikationer for mekanisk sikring – et vigtigt skridt for at matche branchens krav.

    TEC tilbyder løbende kurser og efteruddannelser, der opkvalificerer låsesmede og sikrer, at de kan leve op til kravene om sikkerhedsgodkendelse og dokumentation på installationer.

    Uddannelsen er ikke kun en spændende vej ind i en teknisk verden, men også en forudsætning for at imødekomme de stigende krav til installation og servicering af sikkerhedssystemer.

    - Uddannelsen udvikler sig i takt med branchen. Der er mange muligheder som låsesmed – fra klassiske låsesystemer og digitale løsninger til avancerede alarmsystemer og sikkerhedsrådgivning. Det handler om at være nysgerrig og åben for fremtidens muligheder, afslutter Peter Henriksen.
    Anbefalede artikler