Kim Hoé fra Ronæs Entreprenør & Anlægsgartner: Gå-på-mod er det vigtigste

Den tunge morgendis er ved at lette, og duggen på ruderne i gravemaskinen er næsten væk. Kim Hoé sætter sig ind og triller maskinen i position, så han kan komme i gang med dagens arbejde. Den 48-årige maskinfører og autoriserede knokler er ved at grave ud langs soklen på en industribygning i udkanten af Nørre Aaby på Fyn, men det er kun første etape af opgaven.

 

- Vi skal have lagt dræn og kloakledning bagefter, men først skal vi lige være færdige med at understøbe soklen, fortæller han med den dybe brummen fra gravemaskinen som underlægningsmusik.

 

Kim Hoé er ansat hos Ronæs Entreprenør & Anlægsgartner på Vestfyn, hvor opgaverne i høj grad handler om alt det, der ligger under jorden. Han er relativ ny i faget. I oktober 2017 valgte han således at sadle om efter 24 år i asfaltbranchen, men det der med gravemaskiner, beton og rør er langsomt men sikkert ved at komme ind under huden.

 

- Jeg havde stort set ingen erfaring med den her branche, da jeg begyndte, men med den rette indstilling kommer man langt, konstaterer han.

 

Den rette indstilling ifølge Kim Hoé er lyst til at lære nyt, vilje til at knokle, når det gælder, og mod til at turde fejle, når man bliver kastet ud i store udfordringer.

 

- Selvfølgelig laver man fejl og bommerter undervejs, sådan er det, men det er jo også sådan, man lærer og får sin erfaring, fortæller han.

 

Der skal lægges dræn langs soklen, men først skal soklen understøbes punkt for punkt.

 

Læs også: Underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl: De unge skal have den gode fortælling om bygge- og anlægsbranchen

 

Som en lille familie

Der går måske nogle år, før Kim Hoé vil kalde sig selv for en erfaren entreprenør, men til gengæld kan han bryste sig af en hel del erfaring fra asfaltbranchen.

 

I hans unge år blev han nemlig uddannet vejasfaltør, og gennem det meste af hans voksenliv har han arbejdet med at lægge asfalt på landeveje i det ganske kongerige. 24 år blev det til. 20 af dem som formand for et sjak på seks-otte mand. Det var et godt arbejdsliv, påpeger han. Selvstændigt og hårdt, men også hyggeligt.

 

- Det var et frit liv. Vi var udenfor hele tiden, og vi arbejdede nye steder hver dag. Ofte lå vi jo ude i løbet af ugen, og sjakket var derfor sammen 24/7, så vi blev jo nærmest som en lille familie, fortæller han.

 

I begyndelsen i hvert fald. Med årene har branchen ændret sig så meget, at Kim Hoé ikke længere kan se sig selv i den. Det, han nød ved arbejdet - friheden, selvstændigheden, hyggen – er væk, mener han.

 

- Det var ikke nær så forjaget før i tiden. I dag kan det jo næsten ikke gå hurtigt nok, konstaterer han over en kop kaffe i førerhuset på hans arbejdsbil.

 

- Da jeg begyndte, skulle vi ikke køre nær de tons, som man skal i dag. Hvis et stort maskinhold nåede 400 tons på en dag, var det gået godt. I dag hedder det jo nærmere 1000 eller 1200 tons. Så har man også noget andet maskineri i dag, det ved jeg godt, men alligevel. Det er meget. Der er tryk på hele tiden.

 

Uendelige arbejdsdage

Det markant øgede tempo var en af de ting, der gik Kim Hoé på i de sidste år af hans asfaltkarriere. En anden var det, han oplevede som mindre selvbestemmelse ude i de enkelte sjak.

 

- Før i tiden måtte vi selv planlægge vores arbejdsuge. Vi havde selv kontakten til kunden, og var der noget, som skulle være anderledes, eller opstod der et eller andet problem, løste vi bare tingene lokalt, og alle var glade. I dag skal alt gennem kontoret først, siger Kim Hoé.

 

Som han husker det, skete den store forandring under finanskrisen for nogle år siden. Priserne blev pressede, der kom flere virksomheder om buddet, og i sidste ende var det mandskabet, der måtte holde for. Sådan følte han det i hvert fald. 12 timer om dagen blev til 15, der sagtens kunne ende med 17, og alligevel blev de bedt om at fortsætte bare lidt længere.

 

- Vi kunne simpelthen ikke køre timer nok. Vi var så pressede, at jeg som formand havde svært ved at stå inde for det, fortæller han og anerkender, at andre folk i branchen sikkert trives godt med det, han gjorde bare ikke.

 

Den rutinerede asfaltør lægger således ikke skjul på, at det gav lidt gnidninger mellem ham og ledelsen, og i sommeren 2017 endte det med en afskedigelse. Efterfølgende har de seks øvrige mand i Kim Hoés sjak også forladt branchen på den ene eller den anden måde, og det piner ham lidt, når han tænker på, hvordan det var engang.

 

- Vi havde også mange timer dengang, det har man altid haft i asfaltbranchen, men vi havde friheden. Friheden til at planlægge vores hverdag og gøre vores arbejde, som vi synes, det var bedst. Den frihed forsvandt, og for mig var det nok den største forandring. For mig var netop friheden essensen af asfaltbranchen, og den er væk. Det er i hvert fald min oplevelse, fortæller han.

 

 

Det har krævet lidt tilvænning at blive dus med gravemaskinen, men der er ikke andet at gøre end at prøve sig frem. Viljen til at lære nyt og modet til at fejle er helt afgørende egenskaber for en håndværker i dag, mener Kim Hoé.

 

Gammel hund – nye tricks

Kim Hoé er efterhånden nået til bunds i sin anden kop kaffe, og tankerne skal snart drejes ind på dagens dont igen.

 

Han erkender, at det måske ikke kun er udviklingen i asfaltbranchen, der var årsag til, at deres veje måtte skilles. Måske var det også bare svært at lære en gammel hund nye tricks. Måske løb udviklingen fra en asfaltør, der var skolet i en anden tid. Måske skulle der bare nye folk til. Nye folk, der har lyst til at lære nyt, vilje til at knokle og mod til at turde fejle i asfaltbranchen.

 

Netop de egenskaber Kim Hoé selv gjorde brug af, da han skulle falde til i entreprenørbranchen, hvor han har fundet friheden igen. Friheden til i stor udstrækning at planlægge sin egen hverdag og til selv at tage de nødvendige beslutninger i samarbejde med kunden.

 

Betroet et stort ansvar

Gå-på-mod, kunne man også sammenfatte det til, og netop det er en helt central egenskab for en håndværker i dag, mener den pensionerede asfaltør. Uanset hvilken branche man opererer i.

 

- Jeg vil sige, det nytter ikke noget at have for meget berøringsangst. Man er nødt til at vise noget initiativ og så lære undervejs, for man er ret hurtigt nødt til at være selvkørende. Der er simpelthen bare ikke plads til dem, der helst vil stå og gemme sig lidt, konstaterer han.

 

Og det trives Kim Hoé rigtig godt med, for det betyder også, at man relativt hurtigt bliver betroet et stort ansvar. Der gik således ikke mange måneder, før han blev tovholder på de projekter, han blev sendt ud til. Efterfølgende er han blevet uddannet i strømpeforing af kloakrør, og netop nu sidder han på skolebænken i Odense for at blive rørlægger.

 

- Jeg synes egentlig ikke, det har været så svært at sadle om, for det er i høj grad de samme egenskaber, jeg skal bruge. Netop gå-på-mod, en åben tilgang til tingene og så ellers en god portion logisk sans, for det er altså ikke det hele, man kan slå op i en bog, siger han og griner.

 

Det er blevet lidt varmere i vejret, og Kim Hoé har atter fyret op under gravemaskinen, der er ved at finde brummerytmen igen. Forude venter endnu et par meters gravearbejde langs soklen på industribygningen, og efter det - nye udfordringer i et nyt fag.

 

Læs også: Portræt af el-mester Casper Hansen fra Rigshospitalets afdeling i Glostrup: Casper ser alt på hospitalet