<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
SBianvisng275_fig5_ClausNielsen

Eksempel på færdigt udført badeværelse i enfamiliehus med terrændæk og vægge af porebetonblokke. Illustration: Claus Nielsen. BUILD.

Ny Sbi-anvisning om udførelse af vådrum – hvem gør hvad?

  • Byggeriets udvikling
  • 2021-01-21

    En ny Sbi-anvisning beskriver i i fire eksempler arbejdsgangene og ansvarsfordelingen mellem de forskellige typre håndværkere i forbindelse med opbygningen af vådrum i boliger.

    Udførelse af badeværelser kræver altid medvirken af flere fag, for eksempel murere, tømrer, vvs'ere, elektrikere og malere. Ofte er det nødvendigt, at håndværkerne kommer flere gange, fordi arbejdsprocesserne ikke kan udføres lige efter hinanden. Eksempelvis kan mureren ved et nybyggeri opføre vægge af letbeton, men han/hun kan ikke vådrumssikre dem før vvs- og el-arbejdet i væggene er udført.

     

    Få styr på grænsefladerne

    SBi-anvisning 275, Praktisk udførelse af vådrum, 4 eksempler på procesbeskrivelser beskriver, de arbejdsprocesser, der skal til, for at udføre et vådrum i praksis. Anvisningen er rigt illustreret og viser trin for trin, hvilke arbejder de forskellige håndværkere skal udføre. Der er lagt særlig vægt på, at beskrive grænsefladerne mellem håndværksfagene, da det ofte er her, der kan opstå tvivl om, hvem der har ansvaret for hvad. Dermed tager anvisningen fat i et område, som i mange år har udgjort et betydeligt problem i byggebranchen. Der er både eksempler på et nyopført badeværelse og på renovering og indretning af badeværelser i ældre huse og ejendomme.

     

    - Anvisningen har ikke haft til formål at beskrive selve udførelsen af de enkelte håndværksfag, men kun overordnet beskrive, hvad den enkelte håndværker skal udføre i badeværelset, så andre fag forstår processerne. Den primære fokus har i anvisningen været på ind- og udfaldskrav for de enkelte fag og de enkelte trin i processerne, siger seniorforsker Martin Morelli, BUILD, Aalborg Universitet.

     

    SBianvisning275_fig6_ClausNielsen

    Arbejdsproces ved udførelse af badeværelse i fritliggende enfamiliehus med terrændæk af beton og indvendige vægge af porebeton. For hvert trin er angivet, hvilke faggrupper, som udfører arbejdet. Illustration: Claus Nielsen. BUILD.

     

     

    Et tværfagligt undervisningsmateriale

    Samtidig med udgivelsen af SBi-anvisning 275 udgiver BUILD også SBi-anvisning 276, Praktisk udførelse af vådrum, Kravtekster – indfaldskrav og udfaldskrav. Denne anvisning er udarbejdet af BUILD med bistand fra faglærere og uddannelsessekretariater på Byggeriets Uddannelser og EVU (el- og vvsbranchen).

     

    BUILD har udarbejdet eksemplerne i SBi-anvisning 275, på baggrund af de tekster, der nu udgives digitalt i SBi-anvisning 276.

     

    Begge anvisninger knytter sig til SBi anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015) og Bygningsreglement 2018 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018).

     

    Teksten og illustrationerne i SBI-anvisning 275, Praktisk udførelse af vådrum, 4 eksempler på procesbeskrivelser og SBi-anvisning 276, Praktisk udførelse af vådrum, Kravtekster – indfaldskrav og udfaldskrav er oprindeligt udarbejdet til lærere og studerende på erhvervsuddannelserne.

    Grunden til at materialet også udgives som anvisninger er, at indholdet også

    med fordel kan læses af alle andre, som ønsker at blive klogere på, i hvilken rækkefølge arbejdet i et badeværelse kan/bør udføres, og hvilke håndværkere der har ansvar for hvad. Målgruppen er derfor både håndværkere, entreprenører, rådgivere og bygherrer.

     

    - Vi håber, at resultatet af dette samarbejde med erhvervsskolerne medfører, at kommende håndværkere allerede på uddannelserne kan få en forståelse for grænsefladerne mellem de enkelte håndværksfag og en viden om hvilke fag, der har ansvaret for hvad. Det er vigtigt, fordi det ofte er her, der kan opstå tvivl om ansvarsfordelingen i et byggeprojekt, siger seniorforsker, Erik Brandt, BUILD, Aalborg Universitet.

     

    De to anvisninger er udarbejdet med støtte fra Grundejernes Investeringsfond.

    SBi-anvisning 275, Praktisk udførelse af vådrum, 4 eksempler på procesbeskrivelser kan købes via www.anvisninger.dk/275

     

    SBi-anvisning 276, Praktisk udførelse af vådrum, Kravtekster – indfaldskrav og udfaldskrav kan læses gratis på www.anvisninger.dk/276

     

    Anbefalede artikler