
Milwaukee M18 Fuel One-Key Slagbore-skruemaskine: Kraftkarl med fine detaljer
Til trods for en længde på kun 175 mm har den nye slagbore-skruemaskine fra Milwaukee et moment på hele 135 Nm. Det er muligt at kontrollere hastighed, moment og start/sluthastighed, samtidigt med at man får ekstra features såsom anti-kickback, LED-lys samt et vendbart bælteklips i metal. Hertil får man oveni en heavy duty borepatrion, der forbedrer grebet om bitsene.
Alle fra testpanelet inspicerer maskinen fra Milwaukee og der går ikke lang tid før stilheden overdøves af drønet fra slagbore-skruemaskinen. Steffen Slott Jørgensen er tydeligvis begejstret:
- Den er kompakt og voldsom og jeg er vild med det!
- Hold nu op, det er er stærkt gjort af Milwaukee. Jeg bruger til daglig meget værktøj fra Milwaukee og kunne sagtens se den her få en fin plads i arsenalet, indskyder Thomas Lomborg.
- Ja man tror ikke meget om den når man lige kigger på den, men når først man prøver den, så bliver man jo helt afhængig, griner Lasse Hald.

Tobias Preilev er også begejstret, men det skyldes ikke kun maskinens moment og styrke:
- Jeg er meget glad for, at der er en indbygget krog i den. Det skal man nogle gange købe som ekstra udstyr, hvilket er helt åndsvagt, for man kan jo ikke leve uden krogen. Jeg syntes også det er virkeligt godt med den indbyggede holder til bits. Den holder dem nemlig på plads, hvilket er en sjældenhed. På arbejdet render folk hele tiden rundt og leder efter deres bits fordi holderne ikke duer ordentligt. Det bliver jo dyrt i længden, hvis man hele tiden skal have fat i nye bits, så selvom det er en lille feature, så er den da vigtig.
- Der er er ikke nogen tvivl om at den er fed. Batterierne syntes jeg også skal have ros. De lader til at være af en god kvalitet og er nemme at få af og på. Jeg ville dog ikke bruge den her maskine til små fine skrueopgaver, for der er simpelthen for meget fut i den, griner Peter Johnny Hansen.
Tekniske specifikationer:
Borepatron: 13 mm
Hastighedsindstillinger: 2
Maks. borekapacitet i murværk: 16 mm
Maks. borekapacitet i stål: 16 mm
Maks. borekapacitet i træ: 89 mm
Maks. drejningsmoment: 135 Nm
Maks. slagtal (slag/min): 0 - 32,000
Vægt med batteri: 2.2 kg
Bygge- & Anlægsavisens håndværkerpanel

Peter Johnny Hansen er faglærer på Roskilde Tekniske Skole og er også skolens Skills- og talenttræner. Han er uddannet møbel- og bygningssnedker og har blandt arbejdet i Norge og Gaza. Hans mål er at uddanne Danmarks bedste bygningssnedkere.

Steffen Slott Jørgensen er i gang med at uddanne sig til bygningssnedker på Roskilde Tekniske Skole, hvor han også er en del af Skills-holdet. Hertil er han i lære hos Hoffmann, hvor han håndterer vidt forskellige opgaver, hvilket har været med til at give ham en bred håndværksmæssig forståelse. I april blev han danmarksmester ved Skills 2019 i bygningssnedkerkategorien.

Thomas Lomberg er blikkenslager og udlært i 1994. Han laver alt inden for VVS-arbejde og er tilknyttet små og store projekter. Han er ansat i CG Enterprise, der siden 1927 har håndteret en bred vifte af opgaver i forbindelse med VVS-arbejde, hovedentrepriser såvel som tekniske storentrepriser og fagentrepriser.

Tobias Preilev er i lære hos Hoffmann, hvor han startede som arbejdsdreng. Han er sidenhen startet på uddannelsen som bygningssnedker, og vandt i april Dansk Byggeris Arbejdsmiljøpris ved DM i Skills.

Lasse Hald er indehaver af Jysk Skridsikring og er uddannet murer. Når ikke han tager rundt i hele landet for at skridsikre alt fra parkeringspladser til spaområder, arbejder han hos Øens Murerfirma for at holde murergerningen ved lige.
En stor tak til STARK på Frederiksberg for at stille deres lokaler til rådighed for Bygge- & Anlægsavisens testpanel
Tobias Preilev er i lære hos Hoffmann, hvor han startede som arbejdsdreng. Han er sidenhen startet på uddannelsen som bygningssnedker på Roskilde Tekniske Skole, og vandt i april Dansk Byggeris Arbejdsmiljøpris ved DM i Skills.