
Når der er mulighed for at teste nyt værktøj, giver det mening at flere i teamet er med til at prøve det af og lære nyt
Test: Vinduesløfter kan spare kroppen for tunge løft
De unge skal nok arbejde indtil de bliver 70 år, og det er altså tungt at løfte vinduer i den alder, siger Allan Bo Davidsen, Magdahl Glas & Byg, som har testet Upclimber fra Nordic Tech Tools.
Upclimberen hjælper til at tage de tunge løft
Det bliver ikke nemmere at være tømrer, når der skal sættes vinduer i, for vinduerne bliver tungere, når de kommer op i 3 lags energivinduer. Og da Bygge- & Anlægsavisen spurgte Magdahl Glas & Byg i Brøndby, om de ville teste vinduesløfteren Upclimber fra Nordic Tech Tools var tømrermester Allan Bo Davidsen varm på at prøve den af.
- Tunge løft er noget vi døjer med i branchen, det slider på kroppen, især på ryg og knæ. Og energiruder vejer mere og mere, fortæller Allan, der oprindelig startede firmaet sammen med sin far. Mange af opgaverne er service for ejendomme som nye køkkener, flyttelejligheder der skal sættes i stand, gulve, tage og glarmesterarbejde.
Tekniske hjælpemidler bliver ofte anbefalet som hjælp til at løfte vinduer på plads og når der er dårlig plads, så man ikke vrider kroppen i yderstillinger.
Upclimberen har en løftekapacitet på 130 kg, hvilket er nok til et almindeligt husvindue, som vejer omkring 50 kg., forklarer Allan.
Tømrerne tester vinduesløfteren ved udskiftningen af et vindue i en privat bolig i Brøndby, der har haft indbrud, og et nyt vindue står klar til at blive sat i. Upclimberen er afhentet hos STARK, der lejer den ud med en stolpe til at stille op på jorden. Alternativt kan vinduesløfteren trækkes på et stillads.
- Upclimberen er nem at sætte op, og stolpen hviler bare ind mod husmuren. Den står godt her på fliserne. Skulle man bruge Upclimberen indenfor, kan man sætte en plade under stolpen, så væggen bliver beskyttet, fortæller Jannik, der har været hos Magdahl Glas & Byg i 21 år, og tilføjer:
- Den kommer i en kasse og fylder ikke meget, så den er let at have med rundt og man kan sagtens samle den ene mand.
Det går nemt med at betjene vinduesløfteren, der fuldstændig stabilt løfter vinduet op til vindueshullet i muren med sine sugekopper.
Allan Bo Davidsen med sine sønner Rasmus og Kasper, der en gang skal overtage firmaet, og Jannik, der har været i Magdahl Glas & Byg i 21 år
- Det er klart, at når det er første gang, skal man lige lære den at kende, siger Allan. Men hvis man har en hel række af vinduer på en opgave, vil det nok kunne gå hurtigt, når man først er kommet i gang og får planlagt en rutine for indsæt af vindue og tilretning osv.
Allan kan også godt se, at Upclimberen kan være en god hjælp på et stillads. Normalt vil man bruge en stilladshejs til at løfte vinduet op, og rulle vinduet på en lille vogn oppe på stilladset. Og der kan man bruge Upclimberen til at løfte vinduet ind.
Man skal få rutinen med tekniske hjælpemidler
Vinduet på de 50 kg. skal da også her i første test have lidt hjælp til at blive puslet ind på plads, hvor det kan være rart at være to mand til at rette det til. Allan har også sine to sønner med, som skal overtage firmaet. Rasmus er stadig lærling, mens Casper er færdig svend.
For når der er mulighed for at lære noget nyt, er det med at udnytte, at flere får glæde af det. Rasmus og Casper hjælper på skift Jannik med vinduet. Det er nu ret hurtigt på plads og husets ejer kigger glad ud fra køkkenvinduet.
Tid er penge, og prisen på at leje eller købe vil være en faktor i valget af tekniske hjælpemidler. For det skal kunne betale sig i forhold til opgaverne. Men der bør være tid til tænke på sin krop, mener Allan Bo Davidsen:
- Jeg tænker meget på de unge, at deres pension er blevet rykket, så de skal arbejde længe endnu.
Nordic Tech Tools Upclimber Vinduesløfter
Løftekapacitet: 130 kg
Kan og må løftes af én person, da egenvægten er 16,5 kg. jf. arbejdstilsynet.
Godkendt og CE-mærket.
Kan sættes på en støttestang eller trækkes på stillads (ekstra udstyr)
Tilbehør:
- Fjernbetjening
- Oplader (230 volt)
- 2 stk. akku sugekopper, manuelle pumper eller gafler
- 2 stk. beslag
- Vægt: 16,5 kg