Aarsleff Rail udførte i 2020 3 nye stationer for Banedanmark: Jerne ved Esbjerg, Vinge ved Frederikssund og Aalborg Lufthavn. På billedet bygges perron i Vinge.
Godt samarbejde løfter de komplekse projekter
Kæmpeopgaver er med til at holde kompetencerne knivskarpe hos Aarsleff Rail, der er en af Danmarks få entreprenører på jernbaneområdet.
Men man finder næppe mange steder, hvor alle elementer skal gå op i en højere enhed, end når der skal arbejdes på en eksisterende og aktiv jernbanelinje.
Det ved man hos Aarsleff Rail, der som en af få danske virksomheder er specialiseret i reparation, forbedring og etablering af jernbaner. Virksomheden tager sig både af de mere driftprægede opgaver og de helt store anlægsprojekter – for eksempel anlæg af den nye bane til Aalborg Lufthavn og det igangværende arbejde på Hovedstadens Letbane på Ring 3.
I disse år er man dog også i gang med et projekt, der omfatter store dele af Danmark – nemlig elektrificeringen af det danske jernbanenet. Det kræver 1300 kilometer køreledninger med tilhørende master på strækninger, der ofte kun lukkes delvist ned, så den vigtige infrastruktur ikke skal afbrydes mere end højst nødvendigt.
Stærke kompetencer
Sådan en opgave kræver både stærk planlægning og et øje for innovation, fortæller Thomas Mollerup, der er administrerende direktør hos Aarsleff Rail.
- Det er utroligt komplekst, blandt andet fordi logistikken og samarbejdet skal fungere fuldstændigt. Vi har som oftest kun små vinduer at arbejde i, fordi jernbanen er i brug meget af tiden, siger han.
- Det kræver selvfølgelig, at vi ved, hvad vi har med at gøre, men det kræver også god dialog og et stærkt samarbejde både internt og med myndigheder og samarbejdspartnere.
Thomas Mollerup glæder sig over, at virksomheden bliver tildelt projekter af den kaliber.
- De store projekter er vigtige for os, fordi de er med til at udvikle vores organisation. Vi får et kompetenceløft, fordi vi skal løse opgaverne ud fra vores egen viden og egne metoder. Vi skal opfylde bygherrens visioner inden for de rammer, der er til rådighed, siger han.
- Vi har ikke løst en kørestrømsopgave af den kaliber før. Normalt vil et kørestrømsanlæg være på måske 50 eller 80 kilometer, men vi bygger videre på den viden og de samarbejdsrelationer, vi i forvejen har, når vi løser opgaven.
Ny løsning sparer master
Aarsleff Rail løfter ofte opgaverne i samarbejde med andre – og gerne i konsortier. Elektrificeringsprojektet foregår i et konsortium sammen med Siemens. Her har man tænkt helt nyt i forbindelse med kørestrømsanlægget.
- Det er lykkes at finde en løsning, hvor der kan være dobbelt så langt mellem masterne som hidtil ved at lægge køretråd og bæretråd på en ny måde, der giver større stabilitet og dermed større modstandsdygtighed mod vind. Masterne er en væsentlig del af kostprisen, så når man reducerer antallet, sparer man både materialer og udgifter til arbejdet, der ofte må udføres om natten.
Mere synlige i udlandet
Projektet kører over ti år, og det har betydet, at Aarsleff Rail har haft mulighed for at hjemkøbe specialiseret materiel. Samtidig er forløbet så langt, at det i sig selv virker kompetenceudviklende for medarbejderne, og det åbner døre, fortæller Thomas Mollerup.
- Vi arbejder bredt, for vi beskæftiger os med alt inden for banen, lige fra spor og til jordarbejde, sikringsanlæg, broer og kørestrøm. Det er en fordel at kunne vise, at vi både har brede særlige kompetencer og evnen til at arbejde med stærkt komplekse opgaver i begrænsede tidsvinduer. Det er en væsentlig årsag til, at vi nu også kan gøre os gældende i blandt andet Norge, Tyskland og Sverige.