4_Lukas Brix

Klejnsmedelærling Lukas Brix

FLC kåret som Årets Læreplads på EUC Sjælland

  • Anlæg
  • Byggeriets udvikling
  • Femern
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2025-10-27
  • | Af Redaktionen

    Femern Link Contractors er for anden gang blevet hædret som Årets Læreplads – denne gang af EUC Sjælland efter indstilling fra klejnsmedelærling Lukas Brix.

    2_Lukas BrixKlejnsmedelærling Lukas Brix

    Mandag den 27. oktober blev Femern Link Contractors (FLC) kåret som Årets Læreplads på EUC Sjælland. Prisen blev overrakt på skolens afdeling i Næstved og bygger på indstillinger fra elever og lærlinge, der ønsker at fremhæve en læreplads med særligt gode faglige, sociale og vejledningsmæssige kvaliteter.

    FLC, som står bag hovedentreprisen på Femern Bælt-tunnelen, har siden 2022 modtaget flere indstillinger fra elever på forskellige erhvervsskoler. I år var det den 20-årige klejnsmedelærling Lukas Brix, der pegede på FLC – en indstilling, der sikrede virksomheden prisen.

     

    Det er vildt at være smed på Nordeuropas største byggeprojekt

    I sin indstilling fremhæver Lukas Brix, der i dag er udlært og fastansat hos FLC, de unikke muligheder, han har fået som lærling:

    - Det er vildt at være smed på Nordeuropas største byggeprojekt, og jeg har fået mulighed for at være med på nogle opgaver, som jeg ikke tænker, jeg havde fået lov til i en mindre virksomhed, skriver han og tilføjer, at FLC har haft fokus på hans udvikling gennem hele forløbet.

    Han peger også på vigtigheden af en tæt dialog og støtte fra både sin formand og elevafdelingen:

    - Jeg er ikke selv sikker på, at jeg havde gennemført, hvis ikke det var fordi, at især min formand Arne Arildsen har grebet mig og hjulpet mig sikkert igennem, samt at elevafdelingen hele tiden har haft min ryg.

     

    1_Charlotte Lie SteenCharlotte Lie Steen, Head of Apprentices hos FLC

     

    FLC: Lærlinge er en integreret del af projektet

    Charlotte Lie Steen, Head of Apprentices hos FLC, fremhæver, at lærlinge spiller en central rolle i det omfattende anlægsprojekt:

    - Vi hjælpes alle om at dele vores viden, inddrage dem i vores fællesskab og sørge for, at lærlingene har det godt. Sammen arbejder vi målrettet på, at vores lærlinge skal få et godt forløb og stå stærkt på arbejdsmarkedet, når de er udlært, siger hun og understreger, at det er en særlig glæde at se lærlingene vokse både fagligt og socialt:

    - Det er en stor glæde at se vores elever vokse både fagligt og socialt, mens de er en del af danmarkshistoriens største anlægsprojekt.

     

    Flere hædersbevisninger til FLC

    Udover prisen fra EUC Sjælland i år modtog FLC også prisen som Årets Læreplads på Zealand Business College i 2024 efter en indstilling fra kontorelev Lizette Clausen. Flere FLC-lærlinge valgte i 2025 at indstille virksomheden til samme pris på deres respektive skoler.

    Fakta om EUC Sjælland

    - Har afdelinger i Næstved, Køge, Haslev og Greve
    - Tilbyder over 20 ungdomsuddannelser
    - Har årligt mere end 10.000 elever under uddannelse

     

    Fakta om Femern Link Contractors og tunnelbyggeriet

    - Femern Bælt-tunnelen bliver verdens længste sænketunnel (18 km)
    - Tunnelen får to motorvejsspor i hver retning og to elektrificerede jernbanespor
    - Rejsetiden mellem Rødbyhavn og Puttgarden reduceres til 10 minutter i bil og 7 minutter i tog
    - Projektet skaber lærlinge- og elevstillinger svarende til 500 årsværk, hvoraf FLC står for 470
    - Lærlingeforløbene dækker bl.a. klejnsmede, elektrikere, kontoransatte, tekniske designere og anlægsstruktører
    - FLC er et internationalt entreprenørkonsortium med selskaber fra Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig og Belgien
    - Konsortiet står også for opførelse af tunnelfabrik og tilslutningsanlæg i Rødbyhavn og Puttgarden
    - Rødbyhavn er i dag Nordens største byggeplads

    Anbefalede artikler