
Femern A/S tester ny pumpestation
Den nye pumpestation og det nye kanalsystem, som skal afvande hele oplandet øst og nord-øst for Rødbyhavn, bliver i de kommende måneder grundigt afprøvet.
I løbet af sommeren blev en næsten 2,5 kilometer lang og 5 meter dyb hovedkanal etableret, der fremover vil lede dræn- og regnvand frem til den nye pumpestation, og derfra ud i Femern Bælt.
I løbet af november og december vil Femern A/S afprøve, at både tilløbet og udløbet fra pumpestationen fungerer og er indreguleret optimalt. Vandet fra oplandet ledes nu til det nye kanalsystem og den nye pumpestation i stedet for den gamle.
Kanalerne er i øjeblikket med mellemrum helt fyldt med vand, hvilket er en del af den igangværende afprøvning og indreguleringen.

- Der opsamles rigtig meget vand I tilløbskanalen til den nye pumpestation, hvilket er helt bevidst. Vi ønsker at teste kanalsystem, pumpestation og udløbsledning i forskellige situationer og scenarier med meget vand i tilløbskanalen, selv når der falder rigtigt meget regn i området, forklarer Villads Engstrøm, projektchef i Femern A/S.
Den gamle pumpestation ligger inden for produktionsområdet, som overdrages til entreprenørerne.