<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

Hos Københavns Erhvervsakademi er svaret på fremtidens komplekse byggeri efteruddannelse og livslang læring

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2019-07-23
  • | Af Rune H Jensen

    Fremtiden byder på mere komplekst byggeri, hvilket også betyder højere krav til bl.a. håndværkeren. Fleksibel efteruddannelse kan være en nøgle til at imødegå digitaliseringen, nye samarbejdsformer og problemløsning i byggeprojekterne.

    Hos Københavns Erhvervsakademi (KEA) udbyder man bl.a. efteruddannelser inden for byggeri, hvor man kan bevare kontakten til arbejdsmarkedet, mens man opkvalificerer sine kompetencer. Og hos KEA Byg er man ikke i tvivl om, at fremtiden kun vil forstærke vigtigheden af at videre- og efteruddanne sig, hvis man f.eks. er håndværker:

     

    - Det er livslang læring. Kompetencekravene inden for byggeri bliver hele tiden højere. Og der kommer større og større kompleksitet og uforudsigelige opgaver, der kræver nye løsningsmodeller i forhold til bl.a. byggemetoder og anvendelse af nye materialer, siger Claudio Spaziani Testa, uddannelseschef hos KEA Byg

     

     

    Nøgleordet er fleksibilitet

    Han fremhæver, at hele byggeindustrien altid er i løbende udvikling – og at det går stærkt i disse år:

     

    - Der sker en effektivisering af byggeriet, og ikke mindst digitaliseringen, behovet for energioptimering og klimaspørgsmålet gør det nødvendigt at følge med og få nye kompetencer. Og så er det jo heller ikke alle, der har mulighed for intensive fuldtidsforløb, mens man samtidig har arbejde, familie, børn osv. ved siden af.

     

    Claudio Spaziani Testa refererer her til muligheden for at få betalt uddannelsen eller dele af den via Omstillingsfonden – eller få den dækket af sin arbejdsgiver, der også har en naturlig interesse i forbedrede kompetencer til medarbejderne. KEA udbyder i denne sammenhæng tre efteruddannelser inden for byggeri:

     

    - Der er efteruddannelse i Byggekoordination, som fokuserer på optimering af byggeprocesser, og en mere generel i Byggeteknologi – herunder viden om det sidste nye inden for bæredygtighed, energibesparelser og digitalisering –, som begge giver 60 ECTS-point. Og så er der Byggeriets lederuddannelse, hvor man bl.a. får værktøjerne til at skabe udvikling, effektiv ledelse, god kommunikation og forbedrede resultater på bundlinjen, siger Claudio Spaziani Testa – og betoner uddannelsernes fleksible vilkår:

     

    - Man kan læse på deltid, eller vi kan undervise ude hos virksomhederne, ligesom der på sigt er planer om online-platforme. Man kan være på arbejdsmarkedet undervejs, og det er muligt at få meritoverført uddannelsen. Nøgleordet for KEA BYGs efteruddannelser er kort sagt fleksibilitet.

     

    Byggeriet om 5, 10 og 20 år

    Den fleksible efteruddannelse kan vise sig at være en fornuftig investering for aktører i byggebranchen, hvor den udvikling, der allerede er sat i gang, kun vil tage endnu mere fart i de kommende årtier ifølge Claudio Spaziani Testa:

     

    - Der kommer kun endnu mere bæredygtighed og nye byggematerialer med lav CO2-udledning til. Nye krav, mere digitalisering og fokus på energioptimering. Og igen – man vil se mere kommunikation og tværfaglighed med løbende informations- og dataudveksling, som vi allerede kender det fra Integrated Project Delivery, hvor man fra start samarbejder, deler filer og tænker i effektivitet m.v. for at nå det optimale projektresultat.

     

    - Byggeriet bliver mere komplekst, hvilket også vil stille højere krav til bl.a. håndværkeren. At man er mere fortrolig med at bruge de digitale platforme, kan samarbejde på tværs og udveksle data. Og at den enkelte har mere ledelsestankegang, så man selv kan finde nye løsningsmodeller på projektudfordringerne, siger Claudio Spaziani Testa.

    Anbefalede artikler