Æggepakkeriet skaber boliger og erhvervslokaler i den nye bydel Aarhus K
Aarhus har vokseværk, og Aarhus K er den nye bydel, der skal binde kultur- og byliv sammen. Her opføres Æggepakkeriet, der består af tre meget forskellige bebyggelser med historisk bevidsthed – og plads til både fællesskab og privatliv, studieboliger, penthouse og erhverv.
Hvad har æg og eksklusivt byggeri med hinanden at gøre? I dette tilfælde en historisk sammenhæng, som vi vender tilbage til, der nu betyder tre nybyggede og meget forskellige typer huse. Det sker i den nye kulturbydel Aarhus K omkring Godsbane-området bag Musikhuset, ARoS og Den Gamle By.
Det nye Æggepakkeriet, som de tre bygninger til sammen kaldes, er p.t. endnu under opførelse. Men da Byens Netværk, det tværfaglige netværk for virksomheder i byggebranchen, i september afholdt infomøde og rundvisning på stedet, var det for første gang muligt at se de kombinerede ejerboliger og erhvervslokaler på nærmeste hold.
At stemple ind i historien
Æggepakkeriet består af hhv. Hjørnehuset, Det Lange hus, og Det Høje Hus på kanten af Godsbane-arealet. Bag byggeriet står arkitektfirmaet SLETH og byudviklerne Kilden & Hindby ApS, og Bygge- & Anlægsavisen var med, da repræsentanter for begge virksomheder viste rundt på byggepladsen. Her kunne Stine Hindby forklare, at sammenhængen med det eksisterende område er en central tanke bag byggeriet:
- Godsbanen er allerede et sted fyldt med kunst og kultur. Der er en masse liv her, som vi skal stemple ind i. Vi skal ikke forsøge at skabe en ny kultur, men omfavne området og sikre, at det, der er her, vokser videre. Vi laver tæthed og små byrum, og det er vi rigtig glade for nu, at vi har turdet gøre.
- Mangfoldigheden skal bevares. Vi bygger tre huse, hvor fællesskabet er tænkt ind i højden med bl.a. grønne tagterrasser. Det giver liv, at husene er så forskellige i typologi. Æggepakkeriet er det hele. Det er ét, men også meget forskellige rum. Vi vil gerne fastholde historien og samtidig give den nyt liv.
Et område med stort K
Arkitekt og partner Søren Leth fra SLETH, der har været hovedansvarlig for udformningen af Æggepakkeriet, supplerer om virkeliggørelsen af den nye bebyggelse, der skal fungere som et bindeled mellem Aarhus C og den fremtidige byudvikling på Godsbanearealet:
- Godsbanen var og er allerede et område med stort K. K for kultur og kreativitet. Vi har taget nogle af ideerne fra helhedsplanen for det nye Aarhus K og lavet boliger for også at gøre det til et bykvarter. Nye bygninger, der matcher de omkringliggende og sender en linje ned gennem området, der ender i Det Høje Hus. Det skaber en sammenhæng.
- Men ellers er det ikke det homogene, men det sammensatte, der prioriteres. Det ville være lettere at lave ét hus, men vi bygger i stedet tre forskellige huse, der svøber sig omkring de gamle huse, men som alligevel er del af en større plan. Æggepakkeriet får stort set kun udadvendte funktioner og binder det nye og historien sammen.
Fra industri til levende bykvarter
Det bringer os frem til navnet Æggepakkeriet og den historiske sammenhæng. Godsbanen var midtpunktet i den aarhusianske industri, herunder for jernbane og godstogsfragt. Også dansk ægeksport blomstrede i tiden fra 1920’erne, hvilket medførte, at der blev brug for lokaler til ægpakning på samlebånd. Det betød også åbningen af ”Fyens Ægexport” i 1939, og det lave hus med den iøjnefaldende arkitektur og to runde vinduer står der den dag i dag længe efter ægproduktionens tid på stedet er forbi. Og det bliver det ved med at gøre. Som en naturlig del af den historiske kontekst smyger det sig ind mellem bygningerne i det nye Æggepakkeriet og det nye bykvarter, der vokser frem omkring Godsbanen under navnet Aarhus K.
Ejer- og studieboliger, penthouse og erhverv
Æggepakkeriets visuelt mest markante bygning, Det Høje Hus, vil danne ramme om 3-5 værelses ejerlejligheder på 75-132 m2 samt penthouse på 13. sal, og der er overdækkede altaner på 10-22 m2. Det Lange Hus henvender sig bl.a. til studerende med delevenlige 2-4 værelses lejligheder på 51-100 m2 og fælles tagterrasse, mens Hjørnehuset rummer 1-3 værelses lejligheder på 47-101 m2 med erhverv i stueetagen, gennemlyste lejligheder og udsigt til by-karréerne og Godsbanen. Æggepakkeriet står færdigt i løbet af 2020.