
Verdens Vildeste Vejlappere: Fremtidens vejfolk starter i 4. klasse
Hvordan bygger man en vej? Hvad er asfalt lavet af? Og er der karrieremuligheder i vejbranchen? De spørgsmål får skolebørn i 4. klasse nu svar på gennem det landsdækkende initiativ Verdens Vildeste Vejlappere, som er udviklet af VEJ-EU.

Verdens Vildeste Vejlappere er endnu et initiativ fra VEJ-EU, hvor man viser en ofte overset branche frem for et nøje udvalgt publikum, nemlig skoleelever. Projektet involverer både skoler, asfaltfirmaer og kommunale vejafdelinger.
- Verdens Vildeste Vejlappere er nu på landevejen, og her viser vi eksempler på, hvordan man kan gøre en niche som asfaltarbejde til levende og engagerende undervisning. Måske bliver nogle unge fanget, så vi slår samtidig et slag for den langsigtede rekruttering, siger Christian Dunthorne-Bille, der er udviklingskonsulent i VEJ-EU, som også medgiver, at vejbranchen i sig selv næppe toner klarest frem på lystavlen, når fremtidens erhvervsvalg skal foretages.
Med asfalt under neglene
Med asfalt under neglene og hovedet fuld af ny viden tager eleverne således ikke blot et par uforglemmelige dage med sig, men måske også første skridt mod en fremtid i vejsektoren.
Projektet kombinerer naturfagsundervisning med praktisk erfaring og har allerede været en succes på flere skoler – herunder i Risskov, Roskilde og senest på Løgstrup Skole i Viborg Kommune. I løbet af to skoledage bliver eleverne introduceret til vejens opbygning, materialers egenskaber og klimabelastning – og de får selv lov at prøve kræfter med asfaltarbejde.
- Som eksempel lærer de unge "vejlappere" at bage en tre-lags kage som metafor for vejens opbygning med bundlag, bærelag og slidlag. De gennemfører også eksperimenter, som illustrerer, hvordan vand påvirker asfalt, og hvordan veje repareres, fortæller Christian Dunthorne-Bille og forsætter:
- Hertil kommer feltarbejde i skolegården, hvor eleverne registrerer asfaltskader og selv lapper mindre huller med kold asfalt. På projektets højdepunkt får de lov at arbejde side om side med professionelle asfaltører, som viser, hvordan varm asfalt bruges til større reparationer.
Tidlig rekruttering i børnehøjde
Det er i dag primært VEJ-EU – vejsektorens videns- og kompetencecenter – som står bag initiativet. Ifølge projektmedarbejder Anna Michaelis er formålet klart:
- Vi ved, at vejbranchen kommer til at mangle arbejdskraft i de kommende år. Derfor vil vi allerede i 4. klasse give børn en positiv, håndgribelig oplevelse med faget og vise, at veje og cykelstier ikke opstår af sig selv.
Hun fremhæver den samfundsmæssige værdi, som handler om at vække de unges nysgerrighed og gøre dem opmærksomme på håndværk og byggeri som attraktive karriereveje.
- Og vi har fået nogle fantastiske tilbagemeldinger fra såvel eleverne som skolerne og asfaltfolk. Projektet er blevet taget overvældende positivt imod, og vi er nu allerede i gang med at planlægge nye besøg på de skoler, som allerede har været vært for arrangementer, fortæller Anna Michaelis.

Stigende interesse
I VEJ-EU har man kigget på udviklingen i interesse for asfaltbranchen før og efter forløbet. Man har simpelthen spurgt skoleeleverne før og efter undervisningsforløbet, om de kunne se sig selv i et job med asfalt og veje.
Før forløbet svarede kun 2 % "ja" og 54 % svarede "nej" mens 44 % svarede "måske". Efter forløbet svarede 47 % nu "ja og kun 25 % "nej".
- Det peger da på, at forløbet har haft en tydelig positiv effekt på elevernes opfattelse af branchen. Det viser, at målrettet formidling og praksisnær undervisning kan hjælpe med at vække interesse for en branche, som traditionelt har lav opmærksomhed blandt unge, pointerer Anna Michaelis
Branchens medansvar
I VEJ-EU fremhæver man det gode samarbejde, der er blevet etableret med asfaltfirmaer, skoler og kommunerne. Senest har Peab Asfalt og kommunale vejafdelinger bidraget med professionel assistance og både mandskab og maskiner. For dem er det også en kærkommen mulighed for at præsentere deres fag for måske fremtidens arbejdskraft.
Læs artikler om anlægsarbejde og interessante anlægsprojekter