
Høje Taastrup skatepark
Vandafledningsprojekter giver flere skateparker
Klimatilpasningsprojekter som vandafledning har øget efterspørgslen efter den ekspertise, som FSR Beton tilbyder i forhold til projektering og etablering af skateparker.
Der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det gamle mundheld giver god mening at bruge, når man ser på udviklingen af flere og flere skateparker rundt omkring i landet. De opføres ofte i forlængelse af ny infrastruktur med anlægsarbejder i form af f.eks. vandafledningsprojekter (LAR). LAR-projekter, altså Lokal Afledning af Regnvand, vil sige, at de øgede mængder nedbør ledes væk til opsamling i f.eks. regnvandsbassiner eller bede.
Store LAR-projekter i boligområder betyder ofte, at lokalsamfundet i samarbejde med arkitekter og entreprenører hyrer skateparkeksperter som FSR Beton, der med deres særlige erfaring og kompetence inden for skateparker, kan føre drømmen om et holdbart skateranlæg ud i livet.
FSR Beton begyndte tilbage i 2013 med at etablere skateparker, og siden da er udviklingen gået stærkt. I 2025 kan de to grundlæggere, Claus Hermansen og Balder Lehman, som selv er skatere, se tilbage på et sted mellem 30-47 nye projekter udført siden januar 2021, hvor Bygge- og Anlægsavisen talte med dem sidst.
- Vi udfører projekter i alle mulige størrelser og med forskellige funktioner. Det vil sige alt fra mindre skateparks ved skoler og fritidshjem til kæmpe skateparks, som kan være en del af et større LAR-projekt med bl.a. regnvandsopsamlingsbassiner, siger Claus Hermansen, som der i øjeblikket netop er ved at lægge sidste hånd på en lille småbørnsvenlig skatepark i Ålsgårde, som ligger mellem en børnehave og en fritidsklub – og derfor matcher målgruppen, lyder det fra ham.
Brovst skatepark
Frie tøjler i underentreprise
På grund af udviklingen inden for den grønne omstilling og dermed løsninger inden for klimatilpasning er FSR Beton glade for den rolle, som de har fået i forbindelse med disse bl.a. LAR-projekter, hvor in-situ støbte betonkonstruktioner er en del af dem.
- Selv om klima- og vandudfordringer ikke er positivt, kan vi konstatere, at LAR-løsninger med en ekstra funktion i form af en skatepark, giver nye muligheder både for skatere og for vores forretning. Vi forventer derfor at lave flere skateanlæg i de kommende år, fortæller Claus Hermansen, som har svært ved at fremhæve enkelte projekter, da alle har været vigtige.
Men direkte adspurgt nævner han LAR-anlægget ved City 2 i Høje Taastrup fra 2021, hvor FSR Beton i samarbejde med arkitektfirmaerne, Cobe og Glifberg+Lykke samt ingeniørfirmaet Rambøll, stod bag en 4.200 kvadratmeter stor kombineret lege- og skatepark. HTC (Høje Taastrup City), som den kaldes, er med sin længde på 1 kilometer verdens længste park, siges det.
I 2022 var det den 1.300 kvadratmeter store og delvist overdækkede skatepark i Brovst, som FSR Beton havde hovedentreprisen på. I 2023 var det Holstebro Skatehal på Frejas Plads, hvor de var underentreprise til den lokale entreprenør Kaj Bech A/S.
Karolinelunden Skatepark i Aalborg
- Anlægget var på ca. 640 kvadratmeter, og det specielle ved det var, at vi fik relativt frie tøjler af arkitektfirmaet, Labland Ark, til at sætte vores præg. Vi valgt at skabe en reference til Holstebro midtby i form af en rød murstensbelægning. Skateparken er en del af Den Grønne Rute i Heimdalsparken, forklarer Claus Hermansen, som også finder Karolinelunden Skatepark i Aalborg et spændende projekt.
FSR Beton havde hovedentreprisen på opgaven, som bl.a. lød på at gøre stedet til en grøn park i centrum af byen. Udviklingen af projektet sket i samråd med den lokale skaterscene og indebar en masse workshops med relevante interessenter.
Kan stå for alt
Det aktuelle projekt, som er en mindre entreprise, ligger i Glostrup, og ligesom med de øvrige projekter ligner de forskellige led i processen hinanden, selv om hvert enkelt projekt er kendetegnet af forskellige måder at vinkle det på.- Det begynder med, at en kunde hiver fat i os med ønske om en skatepark. Vi hjælper dem med at få sat projektet ned på papir og udføre ideerne visuelt. Dernæst kan kunden begynde på at skaffe midler hjem, siger Claus Hermansen og fortsætter:
- Vi hjælper med myndighedsgodkendelse og opstart af byggesager. Når kunden får et ’go’, så får vi styr på tegninger, hvor efter vi tager os af alt – fra afsætning, udgravning, underbygning, terrænopbygning, ledningsarbejder herunder kloakering, armeringsarbejde, forskalling, betonstøbning og efterbehandling samt åbningsdag.
FSR Beton laver det hele, hvis de har hovedentreprisen, men i nogle tilfælde tager en hovedentreprenør sig selv af det forberedende, så de nøjes med at lave betonarmering.
- Vi sætter stor pris på det samarbejde, som vi har med både arkitekter og entreprenører, der ofte har en visionær tilgang. Jeg oplever ingen faldgruber i forbindelse med projekterne, da vi har en enorm høj standard. Det skyldes, at vi selv – og vores venner og omgangskreds – er skatere. Derfor får vi at vide, hvis noget ikke fungerer. Vi tilpasser projekterne i forhold til vores egne erfaringer.
Claus Hermansen beskriver deres arbejde som ”lige ud ad landevejen”, da de er eksperter, og deres samspil derfor kan sammenlignes med et band.
- Fælles for Balder og jeg samt vores medarbejdere er, at vi alle har baggrund i skatemiljøet. FSR Beton er kendetegnet af dedikerede medarbejdere, som er utrolig loyale og samtidig er vores venner, slutter Claus Hermansen og understreger, at firmaets succes handler om tillid – både indadtil og udadtil.