Afløbsrende, der ikke virker på grund af manglende vedligehold
Afløbsrender sikrer vigtig afledning af regnvand
Manglende vedligehold og/eller forkert projektering af afløbsrender kan medføre, at vandet ikke kan afledes – en funktion, der ved mange afvandingsopgaver i den tætte by, er vigtig. Nyt erfaringsblad fra Fonden BYG-ERFA beskriver det fælles tekniske grundlag for valg, udførelse og vedligehold af afløbsrender.
Eksempel på afløbsrende med ensidigt fald
Afløbsrender anvendes ofte til afvanding af terrænoverflader. Er vandafledningen mangelfuldt, kan det føre til opfugtning af bygninger og forårsage lokale vandansamlinger på vejbaner og fodgængerarealer. Underdimensionerede riste kan desuden medføre fare for trafikken samt støj fra klaprende riste.
Når der i nogle tilfælde ikke opnås den ønskede vandafledning, kan det bl.a. skyldes fejl ved projektering eller manglende vedligehold, der er afgørende vigtigt at have på plads. Netop valg, udførelse og vedligehold af afløbsrender – med fundament i det fælles tekniske grundlag – gennemgås i det nye erfaringsblad fra Fonden BYG-ERFA, ’Afløbsrender (ID-nr. (50) 25 09 02)’, der er forfattet af akademiingeniør Inge Faldager fra Byggeri og Anlæg på Teknologisk Institut.
Let at anvende – og kontrollere og vedligeholde
- Afløbsrender er særlig gode, hvor man ønsker at opsamle vandet langs hele overfladen – eller hvor vandet skal transporteres hurtigt væk fra overfladen, for så at blive ledt hen til kloakken lige under overfladen. Fordelen ved afløbsrender er, at vandet er lettere at holde øje med, når det forbliver tæt på terræn, end hvis det løber i rør under jorden. Det er også en stor fordel i områder, hvor højt grundvandsspejl gør arbejdet med lægning af afløbsledninger i jorden dyrt og besværligt”, siger Diplom-Ingenieur (FH) Britt Haker Høegh fra Fonden BYG-ERFA og fortsætter:- Afløbsrender bruges også, hvor der ikke er noget - eller kun meget lidt - længdefald på overfladen. Derudover kan afløbsrender anvendes til sikring mod oversvømmelse ved kældernedgange, p-kældre og indkørsler til f.eks. garager og industribygninger. Og på store eller lange, smalle pladser anvendes afløbsrender for at opnå færre skæringspunkter i belægningen end ved kuvertfald mod nedløbsbrønde, hvilket f.eks. kan være ved færdsel på arealet være en fordel, da det reducerer bump.
Færre skæringspunkter i belægningen med afløbsrender sammenlignet med kuvertfald
Ikke til opsamling og transport af overfladevand
Kravene til projektering af afløbsrender findes i DS 432. Desuden er der krav om, at afløbsrender skal CE-mærkes efter den europæiske standard DS/EN 1433. I forbindelse med CE-mærkningen skal fabrikanten levere en ydeevneerklæring, der viser prøvningsresultater, og hvem der har foretaget prøvningen, anviser erfaringsbladet, som berører også forskellen mellem og brug af hhv. sokkelrende og afløbsrende. Britt Haker Høegh slutter af:- En afløbsrende kaldes også for linjeafløb, linjeafvanding, linjedræn og spalterende – og er en lineær rende til opsamling og transport af overfladevand i hele rendens længde. Til forskel fra det er en sokkelrende en lineær rende til beskyttelse af bygningers sokkel mod fugt fra omgivende jord, til beskyttelse af facader mod opsprøjt og til at aflede facadevand, og kun facadevand. Den er ikke til opsamling og transport af overfladevand.
Læs flere artikler om klimasikring, udfordringer og konkrete cases