Skybrudssikring af knudepunkt i Ringsted
Gorm Hansen A/S står bag et komplekst anlægsprojekt ved Ringsted Station, hvor de store rørdimensioner kræver både stram planlægning og hensyntagen til byliv.
Ringsted Stationsplads gennemgår i disse år et af kommunens største klimatilpasningsprojekter. Hovedentreprenøren Gorm Hansen står bag anlæg af næsten 4 km kloakhovedledninger, underjordisk regnvandsbassin, LAR-løsninger og en omfattende modernisering af forsyningsnettet. Målet er at beskytte bymidten omkring stationen mod fremtidige skybrud og samtidig skabe en robust, fremtidssikker infrastruktur.
Trafikalt centrum i forvandling
Stationspladsen er et travlt centrum, hvor mange mennesker dagligt færdes. Når projektet står færdigt i slutningen af 2026, vil området være omdannet til et mere modstandsdygtigt byrum, hvor man tidligere oplevede, at pladsen blev oversvømmet ved regnskyl.
- Anlægsprojektet er et komplekst projekt i hjertet af byen, hvor vi undervejs tager et stort hensyn til både bustrafik, cyklister, skolebørn og erhvervsliv. Vi holder en løbende kommunikation med kommunen og borgerne for at sikre, at alle er informeret om, hvornår der bliver spærret af og hvor længe, fortæller projektleder Peter Jørgen Kristiansen og formand Danni Honoré.
Dimensionerne har taget et nøk opad
En central del af anlægget er et underjordisk Ø2000-forsinkelsesbassin under stationspladsen med en kapacitet til 250.000 liter regnvand – svarende til et dobbelt skybrud. Tidligere ville man anse dette for en 50 års hændelse, men i dag nok snarere en 10 års hændelse. Vandet ledes herefter kontrolleret videre til Ringsted Å gennem drosselbrønde og regulerede udløb.
Anlægsarbejdet indebærer både separering af kloaksystemet, udvidelse af eksisterende rør og strømpeforing af de ledninger, der stadig kan bevares. På Vilhelm Andersens Vej er der desuden lagt store forsyningsledninger, der skal holde vandmasserne tilbage, så pladsen ikke oversvømmes.
- Når man arbejder med rør i denne størrelse, bliver udgravningen også større og adgangsforhold, arbejdsmiljø og sikkerhed er afgørende faktorer. Vi kraner dagligt de tunge elementer ned, og det kræver tæt samarbejde med kranfirmaerne og vores egne folk, siger formanden.
Små og store løsninger i spil
Projektet kombinerer klassiske afløbstekniske løsninger med grøn klimatilpasning:
- Vandrender langs Vestervej og Jernbanevej leder skybrudsvand væk fra vejene.
- Regnvandsbede på Fynsgade og Sjællandsgade forsinker regnvand og aflaster ledningsnettet.
- Nye vejbrønde og opgraderede rør sikrer kapacitet til fremtidige regnhændelser.
- Det er både de store og små løsninger, der tilsammen gør forskellen, forklarer projektteamet.
Planlægning er nøglen til effektivitet
Projektet er inddelt i 16 etaper og kræver detaljeret planlægning. Med næsten 25.000 tons jordhåndtering, store mobilkraner til brøndelementer, gravemaskiner på +35 tons er det afgørende, at grej, materialer og tegninger er på plads i rette tid.
- Ofte er projekteringsfasen kortere, end hvad der er optimalt. Og man skal gerne sætte skovlen i jorden, så hurtigt som muligt. Det kræver tæt dialog med rådgivere og underentreprenører at planlægge, så folk kan være i gang. Også i forhold til at krane skal planlægningen og forarbejdet være 100 % på plads, så vi ikke risikerer, at kranen ikke kan nå hen til hullet, fortæller Danni Honoré, som i år kan fejre 15-års jubilæum hos Gorm Hansen A/S. Her startede han som håndmand, men tog senere rørlæggerbevis og har de sidste 10 år været formand på flere klimasikringsprojekter.
Maskiner, der holder, er centralt for det store anlægsprojekt, hvor man holder sig til de store gravemaskiner fra CAT og Takeuchi.
- Maskinvalget er en vanesag, men de her store gravemaskiner fungerer bare. Og den store mobilkran til at løfte elementerne ned i graven, lejer vi gennem vores underentreprenør Rørby Johansen.
En hverdag med uforudsete udfordringer
Som altid i ældre byområder gemmer jorden på gamle kabler og installationer, der ikke fremgår af ledningsregistrene. Disse håndteres i samarbejde med ledningsejere, så tidsplanen ikke skrider.
- Det er et projekt, der kræver både fleksibilitet og stor præcision. Vi arbejder med dimensioner og løsninger, vi ikke tidligere har håndteret inde i bymidten, fortæller projektteamet.
Fremtidssikret infrastruktur
Med afslutning i 2026 vil Ringsted stå stærkere over for fremtidens klimaudfordringer. Men for Gorm Hansen handler det ikke blot om at grave og lægge rør.
- Vi bygger med kvalitet og langsigtethed. Vi lægger vægt på at det skal gøres ordentligt første gang – så det ikke skal lave det om, slutter Peter Jørgen Kristiansen.
Læs mere om skybrudssikring og klimasikring af by og infrastruktur