<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Bormaskinerne-fylder2_Opdriftssikring-af-Nationalbanken_FOTO-EKJ-2

Boremaskinerne fylder godt i kælderetagens lavloftede rum, som før rummede bankbokse og parkeringskælder. Derfor kan man kun anvende 40 cm lange borestænger ad gangen.

Unik løsning skal klimasikre Nationalbanken

  • Byggeriets udvikling
  • Renovering
  • Beton
  • 2024-10-21
  • | Af Redaktionen
  • | Fotos af EKJ
  • Nationalbanken får 187 nye jordankre, der skal sikre bygningen – EKJ Rådgivende Ingeniører har lavet de komplicerede beregninger bag projektet.

    Arne Jacobsens ikoniske Nationalbank skal som led i den store renovering sikres bygningen mod fremtidens klimaudfordringer. Med hyppigere skybrud, stigende havniveauer og kraftigere stormflodshændelser er der behov for en ny og omfattende opdriftssikring. Derfor skal 187 nye jordankre installeres under banken, en løsning designet af EKJ Rådgivende Ingeniører.

    Peter Droob, der er projekteringsleder fra EKJ, forklarer, at installationen af de nye jordankre er teknisk krævende, både på grund af de begrænsede pladsforhold og de udfordrende jordlag, som skal gennembrydes.

    - Løsningen med at etablere 187 nye jordankre – der hver især skal bores ned igennem en halv meter tyk betonbundplade og derefter et lag på 10-12 meter af både grus, kalk og flint – er en teknisk kompliceret opgave, både i forhold til design af løsning og den praktiske udførelse, siger han i en projektbeskrivelse på EKJ's hjemmeside.

    - For at være sikre på, at vi havde en bygbar løsning, blev den praktiske udførelse testet for halvandet år siden i samarbejde med en entreprenør. På baggrund af de erfaringer, som vi høstede under testfasen, kunne vi udarbejde det endelige udbudsmateriale.

    40-cm-lange-borestaenger_Opdriftssikring-af-Nationalbanken_FOTO-EKJ-1Her ses den grube på 1 x 2 meter med en dybde på ca. 1 meter, som skal etableres i den eksisterende gulvkonstruktion før boreprocessen for et jordanker kan påbegyndes.

    Tidskrævende

    Ifølge Peter Droob har kerneydelsen for EKJ været beregning og design af løsninger.

    - Vi har beregnet os frem til antallet af jordankre, hvilken type de skal være, hvor dybt de skal ned, og hvor meget kraft de skal kunne trække for at sikre en optimal opdriftssikring af bygningen. Desuden har vi skullet eftervise, at de eksisterende konstruktioner kan optage påvirkningerne fra jordankrene. Ud fra det har vi udarbejdet tegningsmateriale, som entreprenøren kan udføre efter.

    Selve boreprocessen i kalk og flint har været meget tidskrævende. Entreprenøren Per Aarsleff har måtte anvende små borerigge på grund af den lave højde i kælderetagen.

    - For overhovedet at kunne bore, uden at der trænger vand ind i bygningen, skal entreprenøren inden gennemboringen af bundpladen etablere et særligt vandtætningssystem, som via pakninger begrænser vandet i at komme op under boreprocessen. På grund af den ringe plads bores der med 40 cm lange borestænger, der løbende bliver koblet på den forrige, i takt med at boringen når længere og længere ned i jordlagene.

    Vandtaetningssystem-foer-boring_Opdriftssikring-af-Nationalbanken_FOTO-EKJ-4Inden gennemboringen af betonbundpladen under gulvet skal entreprenøren etablere et særligt vandtætningssystem, som via pakninger begrænser grundvandet i at komme op under boreprocessen.

     

     

    Sikrer bygningen mod opdrift

    Om funktionen af jordankret siger Peter Droob:

    - Princippet i et jordanker er, at man udnytter vægten af den underliggende jord til at holde bygningen nede, når den bliver udsat for ekstra vandtryk. Jordankre er således et mere bæredygtigt alternativ til indbygning af ballast i form af beton eller tilsvarende. Et enkelt jordanker erstatter populært sagt 80 tons beton som ballast. Når alle ankre er monteret, er Nationalbanken solidt forankret i de underliggende jord- og kalklag. Risikoen for, at der sker konstruktionsmæssige skader på bygningen, er dermed forhindret.

    Peter Droob glæder sig over, at den flerårige designperiode er afløst af udførelsesfasen.

    Toppen-af-et-jordanker_Opdriftssikring-af-Nationalbanken_FOTO-EKJ-5Her ses toppen af et jordanker, der består af en 12-15 meter lang højstyrke-stålwire, som i princippet erstatter 80 tons beton som ballast.


    - Det at være med på holdet, der renoverer Nationalbanken, har været en både spændende og til tider ret kompleks opgave, som har krævet udvikling af unikke løsninger. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi samarbejdet med bygherre og entreprenør har fungeret konstruktivt, og hensynet til kvalitet har været prioriteret højt.

    Hvert jordanker består af en højstyrke-stålwire, der er 12-15 meter lang og dobbelt korrosionsbeskyttet. Ankerne fungerer ved at udnytte jordens vægt til at holde bygningen på plads, hvilket erstatter behovet for at tilføje tonsvis af beton som ballast. Peter Droob tilføjer, at ét jordanker populært sagt erstatter 80 tons beton, hvilket gør løsningen både effektiv og bæredygtig.

    Læs flere nyheder om byggeriets udvikling på vores temaside

    Anbefalede artikler