Toyota: En arbejdsbil til de store byggepladser
Den klarer sig godt på asfalten, men er (som) skabt til at arbejde i terræn. Vi har testet den nye Toyota Hilux sammen med Kurt Jensen og Benjamin Christensen fra entreprenørvirksomheden M.J. Eriksson på en hullet og mudret byggeplads på Amager.
Det giver ikke meget mening at køre rundt i byens smalle gader i en tung pickup som Toyota Hilux. Med en størrelse, der gør den vanskelig at parkere og manøvrere. Og med et generelt overblik, der ikke er skabt til at tage højde for hverken cyklister, kantsten eller bussers sidespejle, skal vi længere ud på landet. Så vi finder en byggeplads på Amager med tilpas mudder, vandhuller og vidder til at slippe Hiluxen ud af buret – i sit rette element skal det vise sig.
18 millioner solgte Hilux
Siden Toyota introducerede Hilux i 1968, er der solgt mere end 18 millioner på verdensplan. Her i Danmark har den i årtier været den mest populære pickup. Sidste år indtog Hilux med godt 200 solgte eksemplarer en førsteplads foran VW’s Amarok og Fords Ranger, der solgte hhv. 120 og 83. Toyota oplyser selv, at den danske bestand af Hilux i september var 4.391, svarende til at samtlige Padborgs indbyggere drøner rundt i hver sin Toyota Hilux.
Ny generation af Hilux
I september blev så den 8. generation af Hilux introduceret – en version, der både er længere og bredere end de foregående og med en stærkere chassisramme, der skulle give 20 procent bedre vridningsstabilitet. Motoren er en nyudviklet 2,4 liters dieselmotor med 150 hestekræfter og et maksimalt drejningsmoment på 400 NM allerede fra 1600 omdrejninger. Modellen, vi fik lov til at prøve, havde dobbeltkabine og 6-trins automatgear.
Mudder og huller på Amager
Da vi kører på motorvejen mod Ørestaden på Amager, kan vi konstatere, at råstyrken også slår igennem over større afstande på asfalt. Kabinen er lyddæmpet, også ved høje hastigheder, og bilen føles komfortabel, sikker og stabil, om end lidt tung i det. Vi drejer fra ved en byggeplads, hvor entreprenørvirksomheden M.J. Eriksson arbejder på en 520 meter lang ledningskorridor med forsyningslinjer til fjernvarme, vand, kloak og fiber. Her møder vi formand Kurt Jensen og entrepriseleder Benjamin Christensen, der har tilbudt at teste bilen under realistiske danske forhold – på en våd, hullet og stor byggeplads. Det tætteste vi i Danmark nok kommer Sydafrika, hvor bilen er produceret.
Testtur på byggepladsen
Da de er tilbage i skurvognen efter testturen, er bilen godt svinet til og testpersonerne har samme udtryk som tivoligæster efter en tur i rutsjebanen:
-Det er utroligt nemt at køre i terræn og ret udramatisk. Egentlig skal man bare holde fast i rattet, konstaterer Benjamin Christensen:
-Jeg er overrasket over, hvor støjsvag, den er, sammenlignet med andre pickups, jeg har kørt i. Det føles ikke som at køre rundt i en stor traktor. Der er samtidig et godt udsyn og gode spejle. Det føles som at køre i en personbil, siger han.
Kurt Jensen supplerer:
-Vi prøvede også at bakke 300 meter på byggepladsen, og det gik uden problemer. Men i sådan et terræn vil det være en fordel også at have kamera i siderne og i fronten, så man kan overskue og undgå de ting, der ligger på en byggeplads, siger han.
Ikke nogen racerbil
Bilen blev også testet på de asfalterede veje omkring byggepladsen.
-Det er ikke nogen racerbil, men den kører fint på almindelig vej, selv om det er en bil, der klarer sig bedst i terræn, siger Kurt Jensen.
-Ja, man får lyst til at køre alle de steder hen, man ikke må, bemærker Benjamin Christensen og griner.
-Den er velegnet til store projekter, hvor man også kan smide noget op bagi. Til et motorvejsprojekt med store afstande, hvor man ikke ville kunne køre i sin personbil. Den er perfekt som formandsbil, siger Benjamin Christensen og kigger på formanden:
-Eller til en landmålere, der kan have sit udstyr bag i kabinen, siger Kurt Jensen og hæfter sig desuden ved, at den må trække en anhænger på 3500 kg.
-Så kan den trække en minigraver.
-Som pladsbil ville man nok vælge én uden så meget ekstraudstyr, mener Benjamin Christensen.
-Ja, den er nok for luksuriøs til en byggeplads, konstaterer Kurt Jensen.
-Det ville måske give god mening at lease den til et projekt. Men det er nok svært at lease den til en byggeplads og levere den tilbage uden buler og skrammer, siger Benjamin Christensen.
Den testede model
Toyota Hilux Double Cab 2.4 D-4D 4x4 T4 Van
2.4-liters dieselmotor med 6-trins automatgear
Tophastighed km/t 170
Brændstoføkonomi, km/l 14,7
CO2, g/km 178