Farizon SV trælast

Farizon SV er udviklet som en elektriske varebil med en rækkevidde på op til 376 km efter WLTP-normen.

Andersen Motors bag import af ny el-varebil

  • Byggepladsen
  • Byggeriets udvikling
  • Varevogne og Transport
  • 2025-09-12

    Andersen Motors i Køge har indgået aftale med Farizon Auto – en del af den kinesiske bilgigant Geely - om import af elektriske varebiler.

    Farizon SV L2H2 og L1H1 Farizon SV bliver markedsført med en af markedets bedste fabriksgarantier på fem år for hele bilen og otte år for batteriet – begge dele op til 200.000 km.


    I løbet af efteråret er den danske bilimportør Andersen Motors A/S klar til at sende en helt ny elektrisk varebil på markedet i Danmark. Andersen Motors har indgået aftale om at markedsføre det elektriske varebilsmærke Farizon fra Geely, der er en af Kinas største bilproducenter. Geely Holding Group står også bag personbilsmærker som Volvo og Polestar.

    - Salget af elektriske varebiler har hidtil haltet noget efter personbilerne, men nu begynder rækkevidde og lastevne at kunne leve op til brugernes krav. Markedet for varebiler bevæger sig mod elektrificering ikke mindst på grund af den øgede fokus på CO2-neutral transport og indførelsen af skrappere miljøzoner i byerne. Og vi ser aftalen med Farizon som en rigtig god investering i fremtiden, udtaler adm. direktør Stig Jensen, Andersen Motors i en pressemeddelelse.

    Farizon blev etableret under Geely paraplyen i 2014, og de satser udelukkende på alternative teknologier som el og brændselscelleteknologi baseret på metanol. Ud over traditionelle kassevogne producerer Farizon lastbiler i alle størrelser og forskellige typer af busser.

    Tidligere i år tog Farizon fat på det europæiske marked med introduktion af elektriske varebiler i blandt andet England, Spanien, Holland og Portugal. Og nu er turen kommet til Danmark.

     

    Farizon SV

    Den første Farizon på det danske marked bliver SV modellen, der i størrelse svarer til en varebil som Ford Transit Custom. Farizon SV bygger på en nyudviklet platform udelukkende til elektriske varebiler. Der er mulighed for hurtigladning på op til 140 kW og valg mellem to batteristørrelser på hhv. 67 kWh og 83 kWh.

    Rækkevidden efter WLTP-normen ved blandet kørsel er 303 kilometer med det lille batteri i den korte og laveste udgave og 376 kilometer med det store batteri. Nyttelasten bliver op til 1245 kilo og anhængervægten 2000 kilo. Farizon SV vil på det danske marked kunne leveres i to længder og tre højder.

    - Markedet er præget af skarp konkurrence, og vi kommer til at tilbyde Farizon SV modellen som en meget attraktiv pakke bestående af høj værdi for pengene, helt nye udstyrsdetaljer, en god rækkevidde og hurtig opladning. Bakket op af en af markedets bedste varevognsgarantier med 5 år på bilen og 8 år på højvoltsbatteriet – begge gældende i op til 200.000 km, siger Stig Jensen.

    SV modellen bliver markedsført med et højt udstyrsniveau på det danske marked. Standardudstyret omfatter blandt andet anhængertræk, tre stk. strømudtag i varerummet, vægtmonitorering, kunstlæderindtræk, tyverialarm, opvarmet forrude og læderrat.

    Dertil kommer den fulde sikkerhedspakke med adaptiv fartpilot, blindvinkel-advarsel, automatisk nødbremse og aktiv vognbaneassistent, som var med til at sikre SV modellen de maksimale 5 stjerner fra EuroNCAP.

     

    Lancering sidst på året

    Andersen Motors er i gang med forberedelserne frem mod en lancering af Farizon SV modellen, heriblandt opsætning af et professionelt forhandlernet med stærk varevognserfaring dækkende de største byer og distrikter i landet.  Målet er at kunne levere de første biler til kunder i løbet af november.

    Andersen Motors A/S har hjemsted i Køge, hvorfra virksomheden siden 1996 har stået bag importen af Suzuki biler og siden 2021 den kinesiske elbil Aiways. Virksomheden beskæftiger godt 50 medarbejdere. Farizon New Energy Commercial Vehicle Group er Geely Holding Groups sektion for erhvervskøretøjer. Farizon er den første producent i Kina, der kan tilbyde et komplet udvalg af varebiler, lastbiler og busser tilpasset nye energiteknologier. Farizon har som målsætning at være en ledende udbyder af intelligente og grønne transportteknologier.

    Anbefalede artikler