<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
image00011

Tømrerdrømmen skal tændes i folkeskolen

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2021-09-15
  • | Fotos af Katrine Dichmann Christophersen, DI Lærepladsfællesskabet
  • 1500 elever har allerede deltaget i projektet ’Kloge Hænder Online’, og yderligere 2650 folkeskoleelever vil henover efteråret lære, hvad håndværkerfagene har at tilbyde dem. Naturvidenskabernes Hus står bag projektet, der forsætter sin Danmarks turné i fem jyske kommuner.

    Tekst af Katrine Dichmann Christophersen, DI Lærepladsfællesskabet

    Der er gang i 7.c på Søhøjskole i Ølstykke. Her måler, banker, saver, sliber og limer 22 elever alle de træstykker, der i sidste ende skal blive til deres helt egen ottekantet skolegårdsbænk.

     

    - Jeg synes, det er grineren at bygge. Vi har helt selv målt stykkerne op - savet og slebet dem, og nu er vi ved at samle det hele. Det er klart sjovere end bare at sidde med en bog, lyder det fra Sofus på 14 år. Også klassekammeraten, Louise på 13 år, er begejstret for den anderledes skoledag:

     

    image00006

    - Vi skulle egentlig haft engelsk nu. Men det her er så meget sjovere, fordi vi får lov til at bruge vores hænder og bygge noget, man faktisk kan bruge bagefter.

     

    Gennem projektet ’Kloge Hænder Online’ får elever i udskolingen inspiration til deres uddannelsesvalg ved at løse en praktisk opgave på skolen og møde medarbejdere på lokale arbejdspladser. Projektet, der har været en succes på Sjælland, fortsætter nu i Viborg, Syddjurs, Silkeborg, Herning og Favrskov kommune. Chefkonsulent Jannik Tovgaard-Olsen fra Naturvidenskabernes Hus fortæller:

     

    - Det er svært at vælge en uddannelse, man ikke ved noget om. Det er hele tanken bag projektet, og netop derfor møder eleverne nogle forskellige håndværkere online og prøver selv kræfter med håndværksfagene på skolen. Det skal være autentisk, og eleverne skal derfor heller ikke bare bygge en skæv køkkenrulleholder, men derimod en rigtig bænk, som har brugsværdi for dem og skolen.

     

    image00012

     

    Projektet ’Kloge Hænder Online’ er et samarbejde mellem skoler og virksomheder, der også har en klar interesse i at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Henrik Øberg Pedersen, tømrer og uddannelsesansvarlig hos BEAtræ i Stenløse og rollemodel i ”Kloge Hænder Online”, forklarer:

     

    - Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at mangle unge mennesker, som vil udrette noget og bygge Danmark på nye måder. Hele ideen med ’Kloge Hænder Online’ er at få vist håndværksfagene frem, så flere unge får øjnene op for dem og indser, at der er så mange andre muligheder end et liv bag skærmen.

     

    Flere håndværksfag på skemaet

    Stefan Bendtsen, daglig leder for Søhøjskole, efterspørger flere initiativer til at fremme forståelsen for erhvervsuddannelserne i folkeskolen:

     

    - Projekter som ’Kloge Hænder Online’ er super gode for eleverne, fordi de pirrer en eller anden form for nysgerrighed hos de unge, og samtidig giver projekterne, de elever, som har svært ved det boglige, en mulighed for at shine, lyder det fra Stefan, der uddyber:

     

    - At opleve at kunne noget, det kan virkelig noget - og det er derfor disse projekter ikke må stå alene, men skal følges op ad flere lignende initiativer, således de unges nysgerrighed fastholdes og modnes til et aktivt uddannelsesvalg.

     

    Danske Skoleelever, DI og Dansk Metal mener også, at langt flere folkeskoleelever skal have mulighed for at prøve sig selv af som for eksempel tømrer, smed eller sygeplejerske, og netop derfor kræver de tre organisationer den obligatoriske erhvervspraktik genindført.

     

    image00015
    image00014
     
    https://youtu.be/Ch9vdheC9GI

     

     

    Louise Pihl, underdirektør i Dansk Industri, understreger vigtigheden af at få koblet skolen med virkeligheden:

     

    - Det er rigtig vigtigt, at vi giver de unge mennesker mulighed for at snuse til håndværksfagene, så de forstår, hvad en erhvervsuddannelse er for noget. Det er lige præcist det, der er så stærkt ved projektet ’Kloge Hænder Online’, og hvorfor vi i DI ønsker at genindføre den obligatoriske erhvervspraktik, siger Louise og forsætter:

    - Der er heldigvis fremgang at spore på bestemte erhvervsuddannelser. Tømreruddannelsen er populær, og  der er nu knap 1000 flere tømrere i lære i en virksomhed end sidste år. Og helt generelt er der flere unge i gang med en uddannelse inden for teknologi, byggeri og transport. Det er super godt, men vi har brug for flere.

     
    Anbefalede artikler