Bertelsen & Scheving: Terrorsikring skal skabe merværdi
Fremtidens sikringstiltag mod terror, bør, så vidt som overhovedet muligt, også skabe en merværdi til vores øvrige liv og brug af byen. Sikringstiltag bør udføres således de også bidrager positivt til skabelsen af bedre fælles, offentlige rum og bygninger.
Indlæg af Hans Scheving, arkitekt og sikkerhedschef MIL, bertelsen & scheving arkitekter
Med de seneste års terrortrusler og et antal konkrete angreb i Europa er debatten om imødegåelse af truslen blevet langt mere synlig i medierne. Spørgsmål om det nødvendige niveau for den fysiske sikring af vore omgivelser har meldt sig, samtidig med en kritik af en række af de tiltag, der på kort sigt er sat i værk for at mindske risikoen i vore byer. I sagens natur er det næppe muligt at løse problemerne en gang for alle. Terroristerne skifter metoder over tid, og udskiller sig tilsyneladende i de velplanlagte, koordinerede angreb med større økonomiske, teknologiske og logistiske ressourcer bag og så er der de angreb, der planlægges af enkeltindivider eller små grupper uden store ressourcer bag sig. De enlige ulve, som der i de sidste par år har været flere af, og som en stor del af den offentlige debat drejer sig om. Angreb med køretøjer og andre ”lavteknologiske våben” er blevet mere almindelige. I den bedste af alle verdener ville terroren helt forsvinde igen på et tidspunkt. Det sidste kan og skal vi håbe på, men der er desværre ikke noget, som umiddelbart peger i den retning.
En række mere overordnede spørgsmål melder sig. Kommer vi så i fremtiden til at bryde med vores adelsmærke om tilgængelig, demokratisk arkitektur og ditto liv i det offentlige rum? Hvilken grad af sikring kan vi rent praktisk skabe? Hvad er de økonomiske konsekvenser? Vil terrorsikringen skæmme bybilledet og kommer der fremover en række nye elementer i gadebilledet og i bygninger, som vi skal vænne os til som fast inventar?
For at tage det sidste spørgsmål først, så skal vi efter alt at dømme vænne os til i et eller andet omfang at indtænke sikringsforanstaltninger mod terror i vores byer og bygninger. Omvendt skal vi blive ved med at drøfte det ønskelige niveau for at holde fast i vores værdifulde åbenhed og tilgængelighed og for at sikre at de praktiske og økonomiske konsekvenser af sikringen holdes på et acceptabelt niveau. Vi er nødt til at acceptere, at vi kun kan sikre os til et vist niveau, men aldrig helt. Der vil altid være en rest-risiko for terrorangreb. Både i de åbne rum og inde i bygningerne. Den reelle risiko for et terrorangreb er under alle omstændigheder meget lille i forhold til alle mulige ulykker med tab af menneskeliv og værdier til følge, så vi skal finde en balance mellem en passende terrorsikring, uden at skræmme os selv og hinanden unødigt.
De midlertidige løsninger med opstilling af motorvejsbarrierer og betonklodser, der i de seneste måneder er blevet sat op mange steder, tjener desværre også som konstant påmindelse om terrortruslen mod vores liv og måde at leve på. Dermed imødekommer vi jo netop terroristernes mål om at skræmme os selv og ændre på måden hvorpå vi lever vores liv. Derimod tænker vi jo ikke over, at store vejanlæg og en masse foranstaltninger i vores samfund i dag ikke blot er indrettet til vores daglige gøren og laden fra A til B, men også er designet til at kunne håndtere en hurtig indsats fra brandbiler og ambulancer. De nødvendige tiltag i denne sammenhæng optræder ikke demonstrativt som konstante, synlige påmindelser om livets sårbarhed. Terrorsikringselementer i det offentlige rum bør netop fremstå med samme diskretion, således de ikke, som i dag, fremstår som dystre påmindelser om terrorens konstante trussel. Ellers har terroristerne allerede vundet.
Imødegåelsen af terrortruslen må nødvendigvis tilpasses truslernes forskellige påkrævede ressourcer og midler. I forhold til den fysiske sikring af vore byer er det relevant at etablere tiltag, der både besværliggør et angrebs gennemførelse og gør det muligt at opdage et angreb så tidligt som muligt, for derved hurtigst muligt at standse det. Dette kan ofte gøres uden meget store økonomiske konsekvenser. Komplet – eller næsten komplet – sikring af bygninger og offentlige rum mod effekten af skud og eksplosioner er derimod ekstremt kostbart og meget svært at tilvejebringe uden at gå alvorligt på kompromis med åbenhed og imødekommenhed.
Fremtidens sikringstiltag, bør, så vidt som overhovedet muligt, også skabe en merværdi til vores øvrige liv og brug af byen. Sikringstiltag bør udføres således de også bidrager positivt til skabelsen af bedre fælles, offentlige rum og bygninger. Hvis elementer som opholdspladser, beplantning, adskillelse af færdselstyper, siddemuligheder, kunst i byrummet og en række andre positive tiltag kan indtænkes og blive en integreret del af sikringen, så er vi på rette vej. Der er i udlandet allerede gode eksempler på sådan samtænkning af terrorsikring med andre, positive forbedringer af byen. Vi bør på samme måde herhjemme fremadrettet ændre fokus og udvikle løsningsmodeller for fysisk terrorsikring, der bidrager til at berige vores bygninger og offentlige rum, samt understøtter vores åbne og inkluderende livsform. I stedet for at gøre det modsatte.
