
135 brændere drevet af bygas med en høj andel af CO2-neutral gas fra spildevandsbehandling
AKF ønskede en skånsom miljøoprensning af byggegrund
Entreprenørvirksomheden Arkil er færdig med oprensningen af en byggegrund i København, hvor fokus har været på at begrænse grundvandssænkning og minimere til- og frakørsel af jord.
Camilla Bacher Kiming, projektleder i Arkil
I Københavns Nordvest-kvarter er en større jordforurening nu fjernet, hvor Arkil har i samarbejde med partnere fjernet mere end 50 kilo af det klorerede opløsningsmiddel TCE fra undergrunden. Oprensningen er dokumenteret og godkendt af myndighederne, så grunden lever op til gældende miljøkrav. Derved kan ejendoms- og investeringsselskabet AFK gå i gang med næste fase i boligbyggeriet.
- Det har været en spændende udfordring at udføre så stor en oprensning på en central lokation med begrænset plads og naboer tæt på. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi nu har afleveret en ren byggegrube til bygherre, fortæller Camilla Bacher Kiming, projektleder i Arkil, i en pressemeddelelse.
Skånsom metode valgt
Bygherren AKF, som kan kigge udover byggepladsen fra sit hovedkontor i nabobygningen, er nu gået i gang med at opføre 51 ejerlejligheder, en dagligvarebutik og en café. Projektet får Svanemærket samt DGNB-guld og DGNB-hjerte-certificeringer.
- Det har været afgørende for os at vælge en oprensningsmetode, der var mest mulig skånsom for miljø og nabolag. Vi ønskede at begrænse grundvandssænkningen og transporten af jord, og derfor faldt valget på en termisk oprensning, der var drevet af biogas for at reducere klimaaftrykket. Sammen med Arkil er vi kommet godt i mål og kan nu fortsætte byudviklingsprojektet, fortæller Vibeke Lorenzen, teknisk direktør i AKF.
Ved oprensning på stedet undgår man kompliceret grundvandssænkning, transport og afhentning af nye materialer fra grusgrav
Termisk oprensning uden deponi
Metoden bygger på at opvarme jorden til forureningens kogepunkt, så forureningen omdannes til gas, der kan trækkes ud af jorden og renses. På denne måde undgås bortgravning og deponi, som både ville have krævet store jordtransporter og en kompliceret grundvandssænkning.
Grøn profil
Da man ønskede at have en grøn profil, havde man valgt at bruge 135 gasbrændere fra Haemers Technologies til oprensningen, der er drevet af bygas fra HOFOR.
Teknologien er udviklet af HOFOR og miljøvirksomheden BIOFOS, der blander CO2-neutral biogas fra spildevandsbehandling i bygassen, derved var 70 % af energiforbruget i oprensningen baseret på et CO2-neutralt affaldsprodukt.
Læs mere om aktuelle byggeprojekter