
Tænk sundere belysning ind i bygningen allerede fra start
Den danske lampevirksomhed Nuura bruger forskning i lys og trivsel til at skabe belysning, der understøtter menneskets døgnrytme og velbefindende.
Traditionelt har byggebranchen haft fokus på at regne på lux, lumen og energiforbrug for at overholde bygningsreglementer og arbejdsmiljøregler. Men hos belysningsvirksomheden Nuura oplever man en stigende interesse for lysets biologiske indvirkning på sundhed og trivsel. Der er en ny dagsorden på vej frem, som går udover de målbare specifikationer.
- Der stilles normalt ikke krav til belysningens effekt på mennesker, men en massiv forskning er allerede i gang på området, og det fylder derfor mere og mere i vores tilgang til belysning, fortæller Sofie Refer, Creative Director hos belysningsproducenten Nuura.
Nuura blev grundlagt i 2017 med en vision om at skabe sanselig belysning, der kombinerer æstetik med høj teknisk kvalitet. Lampekollektionerne er udelukkende i bløde, organiske former uden et eneste skarpt hjørne.
Forskning om lysets biologiske virkning strækker sig udover træthed og døgnrytme. En række studier peger på, at utilstrækkelig lyseksponering kan være forbundet med alvorlige livsstilssygdomme som Alzheimer, demens, hjertekarsygdomme og type 2-diabetes. Døgnets naturlige variationer i lysets intensitet og farvetemperatur er afgørende for kroppens naturlige processer.
- Om morgenen og formiddagen vil blåt lys med høj kelvintemperatur sætte gang i kroppen. Midt på dagen når lumen sit højeste punkt, og hen mod aftenen falder både lysstyrken og farvetemperaturen. Det er denne rytme, vi som mennesker biologisk er indrettet til. Men kun de færreste bygninger og rum kan i dag matche det naturlige lys, siger Sofie Refer.
5 nøgleparametre i moderne lysdesign
Nuura fremhæver fem vigtige parametre, når man designer belysningsløsninger i bygninger. Tilsammen skaber de en høj kvalitet på både funktionsniveau og menneskers velbefindende.- Lumen
Angiver mængden af lys fra den enkelte lyskilde. Bygningsreglementer kræver en vis virkningsgrad for lumen, da det har betydning for koncentration, præstation og sikkerhed.
- Farvetemperatur
Lysets farve fra varmt til koldt lys måles i kelvin. Forskning påviser, at høj kelvin om morgenen og lavere kelvin om aftenen understøtter kroppens døgnrytme og søvnkvalitet.
- Color rendering index (CRI)
Måling af gengivelsen af farver korrekt sammenlignet med dagslys på en skala fra 0 til 100. En høj CRI (over 90) er vigtig for visuel komfort og trivsel.
- Flicker-Fri drift
Fraværet af usynligt flimmer i LED-lys, som kan forårsage hovedpine, træthed og stress.
- Dæmpbarhed
Mulighed for at justere belysningen i takt med døgnets rytme og rummets funktion. Dette er en central egenskab for at understøtte følelsen af naturlig træthed om aftenen og skabe velbefindende.
Hos Nuura lægger man vægt på at formidle viden om lys til både arkitekter og bygherrer. Blandt andet samarbejde Nuura med forskere fra DTU, som giver oplæg for inviterede rådgivere og kunder. Man følger også udviklingen hos tekniske lysspecialister hos eksempelvis Philips og Signify, som tænker UV-lys ind i belysningsløsninger for at sikre brugere nok D-vitamin.
Tænk det naturlige lys ind tidligt i byggeprojekterne
Hos Nuura ser man et stort potentiale i at tænke belysningens biologiske dimensioner ind helt tidligt i et byggeris projekteringsfase. Dette skal ikke erstatte tekniske krav, men supplere for at skabe merværdi for slutbrugeren.
- Det bedste ville være, hvis vi kunne være ude i naturen hele dagen. Når det ikke er muligt, må vi i stedet tænke det naturlige lys ind i bygningerne, så folk undgår flere livsstilssygdomme. I fremtidens bygninger, tror jeg, at vi vil se mere kunstigt lys, der følger døgnrytmen og det naturlige lys, fortæller Sofie Refer.
Flere projekter har allerede implementeret dagslysstyring rundt i bygningen, der giver den rigtige lumen i løbet af dagen. Men justering af kelvin-temperaturen er endnu ikke så udbredt. Derfor har Nuura udviklet en såkaldt Dimm-to-warm LED-pære, der helt automatisk ændrer til en varmere lystemperatur, når man dæmper lysstyrken.
Om Nuura
Nuura har siden 2017 nytænkt traditionelle belysningsdesigns ind i moderne byggerier. Visionen er at kombinere æstetik med hensynet til menneskets natur. Alle designs er derfor i organiske, bløde former, som virker beroligende og skaber harmoni i indretningen.